Mødedato: 29.04.2014, kl. 17:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

B-sag: Udviklingspuljen for børn og unge

Se alle bilag
Folkeoplysningsudvalget skal tage stilling til 5 ansøgninger til Udviklingspuljen for børn og unge.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Folkeoplysningsudvalget godkender de indstillede ansøgninger under pkt. 1 - 5 (jf. bilag 1 - 5).

Problemstilling

En forening har søgt Folkeoplysningsudvalget om midler fra Udviklingspuljen for børn og unge til et projekt.

En forening har søgt Folkeoplysningsudvalget om midler fra Udviklingspuljen for børn og unge, til 2. år af to 2-årige projekter.

En forening har søgt Folkeoplysningsudvalget om midler fra Udviklingspuljen for børn og unge, til 2. år af to 3-årige projekter.

Udvalget skal tage stilling til ansøgningerne.

Løsning

1. Copenhagen Watersports
Aktivitetsudvikling.
Copenhagen Watersports (tidligere Rafting Club Copenhagen) er indstillet til en bevilling på 250.000 kr. som støtte til projektet "Wakeboarding i Copenhagen Watersports". Der søges støtte til projektlederløn (75.000 kr.), PR (9.000 kr.), uddannelse af instruktører (3.750 kr.) og kabelbane (162.250 kr.).

Formål og målgruppe.
Copenhagen Watersports ønsker med dette projekt at anlægge en kabelbane i Københavns Havn og hermed starte wakeboarding som ny aktivitet i foreningen. Det vil blive Københavns første foreningsdrevne kabelbane, og den vil give liv / fritidsaktivitet til området og give københavnerne mulighed for at dyrke sporten i foreningsregi. Sporten kan herved dyrkes for en pris, der gør det muligt for de fleste at deltage.
Metro Aps, der ejer grunden omkring Fordgraven, har givet tilladelse til, at banen opsættes og til ophold for foreningens medlemmer på grunden. Herudover er foreningen i positiv dialog med Teknik- og Miljøforvaltningen, By & Havn, Kystdirektoratet og den nærliggende beboerforening.
Vedligeholdelse af banen er minimal og er noget, foreningens medlemmer selv kan stå for. Kabelbanen kan være omdrejningspunkt for aktiviteter fra 1. maj til 30. september og kan i perioder med sne bruges til aktiviteter på land. Det vil koste 5 - 7.000 kr. at flytte kabelbanen på land, hvilket der er økonomi til i foreningen.
I løbet af projektperioden vil der blive afholdt forskellige typer træningsaktiviteter og events for at tiltrække og fastholde medlemmer. Som udgangspunkt vil der være ugentlig træning fordelt på alderstrin, børne- og familiedage, aktiviteter for skoler og institutioner m.v. Om vinteren vil der være sociale arrangementer, svømmehalstræning med fokus på vandsikkerhed/livredning og svømmetræning samt styrketræning og boldspil.
Foreningen har søgt Nordea og lokaludvalget om støtte til projektet. Anlæg af kabelbanen koster 265.000 kr., og heraf søger foreningen 162.250 kr. dækket via støtte fra Udviklingspuljen. Da banen er nødvendig for, at projektet kan gennemføres, indstilles det til Folkeoplysningsudvalget at overskride de vejledende retningslinjer for tilskud til rekvisitter og tiltræde indstillingen under forudsætning af, at foreningen får de nødvendige tilladelser, samt tilsagn om den medfinansiering, der skal til for at gøre det muligt at gennemføre projektet.
 
Varighed.
Projektperioden er fra 1. maj 2014 - 30. april 2015.

Succeskriterier.
Foreningen forventer at kunne rekruttere 115 nye medlemmer under 25 år via projektet. Herudover er det foreningens forventning, at der vil blive uddannet 15 - 20 instruktører.

Metode.
Projektet vil rekruttere deltagere og medlemmer til den nye aktivitet via diverse surf- og sportsrelaterede hjemmesider, SommerCamps, skoler / institutioner, fritidshjem / klubber og øvrigt netværk.

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at der bevilges 250.000 kr.

-------

2. Girlz United
Flerårigt projekt - Aktivitetsudvikling - integration.
Girlz United er indstillet til en bevilling på 106.875 kr. som støtte til 2. år af projektet "Amager Pigekøkken". Der søges støtte til projektlederløn (78.750 kr.), råvarer (21.000 kr.), PR og informationsmateriale (6.000 kr.) samt trykning af kogebog (1.125 kr.).
Til projektets 1. år blev der bevilget 103.875 kr. som støtte til projektlederløn, råvarer og PR/informationsmateriale.

Formål og målgruppe.
Projektet er opstået efter ønske fra foreningens medlemmer samt forældregruppen, og formålet er at tilbyde et ugentligt madlavningskursus. Målgruppen er nye såvel som "gamle" medlemmer i alderen 10 - 15 år med forskellige kulturelle og sociale baggrunde. Via en forældrekontakt har projektet etableret et samarbejde med Sønderbro Skole, der stiller gratis køkken og pedeltimer til rådighed for projektet.
Projektet forløber planmæssigt, og der arbejdes fortsat med at skabe et stærkt samarbejde med forældrene, da det bl.a. vil kunne medvirke til at fastholde pigerne i foreningen og samtidig forankre aktiviteten i lokalområdet. Der arbejdes på, at forældrene på længere sigt vil involvere sig i foreningens arbejde.
I løbet af projektets 1. år har foreningen fået 18 nye medlemmer og 2 frivillige instruktører. Herudover er Amager Pigekøkkens første kogebogshæfte udkommet.

Varighed.
Projektperioden er fra 1. april 2013 - 31. marts 2015.

Succeskriterier.
Projektet forventer at kunne rekruttere 30 nye medlemmer i projektperioden og samtidig få minimum 2 frivillige instruktører.

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at der bevilges 106.875 kr.

-------

3. Girlz United
Flerårigt projekt - Aktivitetsudvikling - integration.
Girlz United er indstillet til en bevilling på 81.875 kr. som støtte til andet år af projektet "Farvefabrikken rykker til Amager Vest". Der søges bevilling til projektlederløn (78.750 kr,) og materialer (2.000 kr.). Til projektets 1. år blev der bevilget 84.375 kr. som støtte til projektlederløn, PR og materialer.

Formål og målgruppe.
Projektet har til formål at tilbyde ikke-sportsinteresserede piger fra Amager Vest et kreativt værksted. Målgruppen er piger i alderen 6 - 11 år, hovedsageligt med anden etnisk baggrund end dansk.
Projektet forløber efter planen, og foreningen har indtil nu fået 19 nye medlemmer, der er rekrutteret 7 instruktører og en frivillig forælder. Der er et godt samarbejde i gang med Peder Lykke Skolen, Dyvekeskolen og Amager Fælled Skole. Projektet har stort set allerede nu opnået sine mål.

Varighed.
Projektperioden er fra 1. april 2013 - 31. marts 2015.

Succeskriterier.
Projektet forventer at kunne rekruttere minimum 15 nye medlemmer. Herudover uddannelse af 7 instruktører og en frivillig forælder.

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at der bevilges 81.875 kr.

-------

4. Livsbanen
Flerårigt projekt - Aktivitetsudvikling - partnerskab.
Livsbanen er indstillet til en bevilling på 83.750 kr. som støtte til 2. år at projektet "Livsbanen i partnerskab med Bavnehøj Skole". Der søges bevilling til projektlederløn (78.750 kr.) og PR / information (5.000 kr.). Til projektets første år blev der bevilget 183.750 kr. som støtte til projektlederløn, stationært lydudstyr, skab til sikring af udstyr, uddannelse af ledere og frivillige samt PR / information.
Til projektets tredje år vil foreningen søge Udviklingspuljen om tilskud på 83.750 kr.

Formål og målgruppe.
Der bor mange socialt udsatte familier i området omkring Bavnehøj Skole, og der er fokus på at gøre en særlig indsats for området. Livsbanen har gode erfaringer fra foreningens tilsvarende projekt i EnergiCenter Voldparken, hvor etniske drenge tilbydes kreative aktiviteter, der giver dem et alternativ til gadelivet.
Foreningen føler at projektets første år er forløbet langt bedre end forventet. Det drejer sig især om to rollemodeller, der tager et stort ansvar for de yngre medlemmer. Foreningen har på dette år fået 35 nye børn og unge, 5 instruktører og 3 frivillige til at hjælpe med projektet.

Varighed.
Projektperioden er fra 1. april 2013 - 31.marts 2016.

Succeskriterier.
Projektet forventer, at ca. 60 børn og unge deltager i aktiviteten, og at 25 heraf vil blive medlemmer af foreningen.

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at der bevilges 83.750 kr.

-------

5. Livsbanen

Flerårigt projekt - Aktivitetsudvikling - partnerskab.
Livsbanen er indstillet til en bevilling på 78.750 kr. som støtte til andet år af  projektet "Livsbanen i partnerskab med Gyldenrisparken". Der søges bevilling til projektlederløn (78.750 kr.). Til projektets første år blev der bevilget 98.750 kr. som støtte til projektlederløn og mikrofoner samt plugins.
Til projektets tredje år vil foreningen søge Udviklingspuljen om tilskud på 78.750 kr.

Formål og målgruppe.
Området ved Gyldenrisparken på Amager er beboet af mange socialt belastede familier. De fritidstilbud, der findes, har ikke succes blandt områdets børn og unge, hvorfor Livsbanen med dette projekt vil tilbyde en alternativ aktivitet. Projektet afvikles i samarbejde med "Klubben", Ungdomsskolen og "Minipartnerskaber".
Trods det at projektet grundet renovering af klubbens lokaler kom senere i gang end forventet, er det Livsbanens opfattelse, at projektet forløber planmæssigt. Foreningen har efter projektets første år fået 15 nye medlemmer, 3 instruktører og en enkelt frivillig.

Varighed.
Projektperioden er fra 1. april 2013 - 31. marts 2016.

Succeskriterier.
Projektet forventer en samlet medlemstilgang på 25 børn og unge i løbet af projektperioden.

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at der bevilges 78.750 kr. 

Økonomi

Udviklingspuljen for børn og unge har i 2014 et budget på 5.565.000 kr.

Der er indstillet projekter til dette møde for i alt 601.250 kr., og der er siden seneste møde givet seks administrative bevillinger med et samlet forbrug på 272.601 kr.

Resterende midler efter FOU 10. marts 2014 

2.665.827 kr.

 Indstillet til dette møde

601.250 kr.

 Administrative bevillinger

272.601 kr.

 Rest på budget 2014

1.791.976 kr.

 

Videre proces

Kultur- og Fritidsforvaltningen meddeler ansøgerne Folkeoplysningsudvalgets beslutning.


Mads Kamp Hansen

                                                                    /Marianne Kruckow

Beslutning

Det indstillede tilskud til Copenhagen Watersports blev drøftet. Peter Mark Lundberg stillede ændringsforslag vedr. dette punkt, således at der tilskud til anlæg maksimeres i henhold til retningslinjerne.

Med denne ændring blev indstillingen vedtaget.
Til top