Mødedato: 29.04.2008, kl. 15:00

Udviklingspuljen for børn og unge

Udviklingspuljen for børn og unge

Folkeoplysningsudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde tirsdag den 29. april 2008

 

 

5.      Udviklingspuljen for børn og unge(FOU  26/2008)

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Folkeoplysningsudvalget skal tage stilling til ansøgninger til Udviklingspuljen for børn og unge samt orienteres om administrative bevillinger.

 

INDSTILLING OG Beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

1. at Folkeoplysningsudvalget godkender de indstillede ansøgninger (bilag 1 – 5).

2. at Folkeoplysningsudvalget tager de administrativt bevilgede ansøgninger til efterretning (bilag 6).

 

Folkeoplysningsudvalgets beslutning i mødet den 29. april 2008:

 

Udvalget godkendte indstillingen.

 

 

Problemstilling

5 projekter har søgt Folkeoplysningsudvalget om midler fra Udviklingspuljen for børn og unge (indstilles til mere end 100.000 kr.). Udvalget skal tage stilling til ansøgninger-ne.

 

Kultur- og Fritidsforvaltningen har administrativt bevilget 5 projekter midler fra puljen (under 100.000 kr.) Forvaltningen orienterer om dette.

 

Alle ansøgninger ligger indenfor Retningslinierne for Udviklingspuljen for børn og unge.

 

Løsning

 

1. BAZARmusicSHOP v/ Amir Reza Ghomi er indstillet til en bevilling på i alt 170.000 kr. fra den "Åbne pulje". Projektet er et nyt tiltag og tilbyder unge fra ydre Nørrebro mulighed for at lave musik. Projektet er 2-årigt og er dels opstart af en ny forening og dels et integrationsprojekt.

Udviklingspuljen bevilger til første år og Brobygningspuljen bevilger til andet år. De samlede udgifter for år 1 er på 910.000 kr. Der søges 740.000 kr. i fonde mm. (finansieringsplan indsendt). Bevillingen gi ves under forudsætning af, at mere end 50 % af de ansøgte midler fra fonde mm. bevilges. Projektet dækker boligområder på ydre Nørrebro. 

 

Formål og målgruppe. Igennem det frivillige foreningsliv er det formålet at aktivere de unge i nærmiljøet. Der skal etableres attraktive projekttilbud til de unge, hvor de igennem musik kan tilegne sig nogle færdigheder, der hjælper dem til i fremtiden at fungere og tilpasse sig samfundet. Målgruppen er unge i alderen 15-20 år med anden etnisk baggrund end dansk.

 

Varighed. Projektperioden er for udviklingspuljens vedkommende 1. august 2008 - 31. juli 2009.

Succeskriterier. Der skal i løbet af det første år dannes en folkeoplysende forening med mindst 20 medlemmer. Andet år forventes 30 nye medlemmer. Projektet skal bidrage til Dansk Musiker Forbunds (DMF) eksisterende indsats på at skabe større kontaktflade og samarbejde med målgruppen. På de unges personlige niveau forestiller ansøgeren sig, at i hvert fald en eller to af dem bliver forbilleder for andre unge i lokalmiljøet. Et par stykker af de unge skal blive så ansvarsbevidste og tillidsvækkende, at de i en eller anden grad frivilligt vil kunne varetage musikfaglige opgaver for foreningen.

Metode. Der nedsættes en styregruppe, som ud over den daglige leder vil bestå af en sociolog, en musikpædagog, en ungdomsklubleder, lederen af Nørrebro lokalpoliti, en konsulent fra Dansk Musiker Forbund (DMF) og en lokal klubmedarbejder. Alle personer har givet tilsagn. Et typisk musikprojekt vil tage 3-6 måneder og bestå af Research, Idé-udvikling, Musikindspilning, Presse/markedsføring og en Udgivelsesfest. Ved projektets afslutning udarbejdes en videnskabelig dokumentation, der vedrører adfærdsændring blandt deltagerne i et sociologisk og pædagogisk perspektiv.

2. Studenter Settlementets Boldklub (SSB) er indstillet til en bevilling på i alt 275.000 kr. som støtte til projektet "Med sportssko og hæmsko". Projektet har søgt Fokusområde 1 "børn og unge med særlige behov". Projektet er 2½-årigt, men det indstilles, at hele bevillingen bevilges af 2008 budgettet for at sikre projektet. Den samlede økonomi for projektet er 850.000 kr., og der søges 575.000 kr. i eksterne fonde. Projektet henvender sig til unge udviklingshæmmede med anden etnisk baggrund end dansk og deres familier. Af den grund skal der ansættes en fuldtidskoordinator, som varetager partnerskaber med specialskoler, fritidshjem, sagsbehandlere og ikke mindst familier med anden etnisk baggrund end dansk, som har udviklingshæmmede børn.

 

Formål og målgruppe. SSB vil gerne have udviklingshæmmede børn med anden etnisk baggrund end dansk til at deltage i foreningens aktiviteter for udviklingshæmmede. En forsvindende lille andel af disse børn og deres familier deltager i foreningsaktiviteter. Det vil SSB lave om på ved at indgå partnerskaber med de "professionelle". SSB ved, at det kræver "et langt sejt træk".

Det er udviklingshæmmede børn med anden etnisk baggrund end dansk og deres familier, der er målgruppe for dette projekt. Aldersgruppen er 3-12 år + deres forældre, som er en nødvendighed i dette arbejde.

Varighed. Projektperioden er fra 1. april 2008 – 31. august 2010.

Succeskriterier. SSB forventer, at projektet i forløbet bliver præsenteret for ca. 100 børn og unge. Heraf forventer SSB at få tættere kontakt til ca. 40 børn og unge. Ud af disse forventes det at kunne fastholde ca. 50 %, dvs. 15-20 nye medlemmer.

Metode. Først skal partnerskabet beskrives i forhold til de institutioner, som der skal samarbejdes med. Derefter vil 10 børn/unge blive udvalgt. Der skabes nogle rollemodeller. Så kommer det store opsøgende arbejde og mange hjemmebesøg, hvor også erfaringerne med rollemodellerne tages med. Børnene inviteres til at deltage i aktiviteterne, og forhåbentlig spredes det, at dette er godt for barnet. Familien støttes med transport til aktiviteterne og tryghed. Under hele forløbet skal samarbejdet med skoler, fritidshjem og sagsbehandlere forankres. Projektet sluttes med en intern og en ekstern evaluering.                          

3. Boldklubben Frem er indstillet til en bevilling på i alt 94.000 kr. som støtte til projektet "Integration og Udvikling" fra den "Åbne pulje" til 1. år i et 2 årigt projekt. Projektet får også støtte fra Brobygningspuljen til begge år. Projektet ønsker en koordinator 20 timer om ugen, som der max. ydes 120 kr. til i timen.

Formål og målgruppe. Formålet med projektet er at fastholde de ca. 120 etniske minoritetsbørn, som foreningen allerede har, samt hverve 80 nye medlemmer og 20 nye trænere. Målgruppen for projektet er aldersgruppen 3-18 år.

Varighed. Projektet starter 1. august 2008 og slutter 31. juli 2010.

Succeskriterier. Foreningen forventer 80 nye medlemmer og 20 nye trænere.

Metode. Projektkoordinatoren skal påtage sig at håndtere sociale problemer der opstår, have forståelse for det danske foreningsliv, rekruttere nye trænere igennem familierne, opsøge børn og unge i nærmiljøet, involvere kommende og nuværende spilleres familier i forskellige arrangementer, afholde kurser i samarbejde med KBU/DBU og stå for modtagelsen af nye børn/trænere. Med nye trænere vil man kunne nedbringe den venteliste, som findes i klubben.

4. R oyal Copenhagen Skate (RCS) er indstillet til en bevilling på i alt 220.000 kr. som støtte til projektet "Street i Fælledparken". Projektet har søgt støtte under Fokusområde 2 "Street". Projektet fik også støtte i 2007 til det samme projekt. Evalueringen af dette projekt viser, at der i projektperioden var mindre kriminalitet i parken, og stor deltagelse i undervisningen/eventene. Teknik- og Miljøudvalget bevilgede 4 millioner til 1. etape af planen for skatearealet. Resultatet af indsatsen i 2007 gav foreningen ca. 30 nye medlemmer. I ansøgningen for 2008 (også i 2007) er der søgt løn til en vagt/håndværker som har opsyn med arealet, og som udfører reparationer/nye tiltag i det tidsrum, hvor der ikke er instruktører tilstede. Det er en nødvendighed for projektet, idet der derved undgås meget hærværk, samt at arealet kan være "Op til standard" i hele sommerperioden. RCS arbejder på at få overdraget arealet som et satellitanlæg med tilhørende drift til Copenhagen Skate Park.  

Formål og målgruppe. Formålet med projektet er at gøre Fælledparkens Skateareal til sommerens centrum for streetsport, undervisning og events i trygge rammer. Målgruppen er børn og unge i København og specielt i nærmiljøet.

Varighed. Projektperioden er 1. juni – 31. august 2008.

Succeskriterier. Projektet vil kunne bidrage med en masse streetkultur i Fælledparkens skateareal. De trygge rammer, undervisningen og forskellige arrangementer skal være med til at mindske kriminaliteten og hærværket på arealet. Foreningen forventer 30 nye medlemmer efter projektperioden.

Metode. Skatearealet vil være bemandet i hverdagene fra kl. 14-21 og i weekenden fra kl. 14-20. Inden denne bemanding vil vagten/håndværkeren være til stede meget af tiden og sikre ro og orden. I hverdagene vil der være undervisning, aktiviteter og fælles forbedringer af arealet. Derudover vil der lørdage og søndage være events og aktiviteter.

5. Projektet Kakushin Karate-Do v/ Jacob Juul-Hansen er indstillet til en bevilling på i alt 300.000 kr. fra den "Åbne pulje". Projektet er et nyt tiltag og tilbyder unge i NV kvarteret mulighed for at dyrke karate. Projektets ansøgning angiver ansøgning om 3 projektår, men det vil være muligt at ansøge Børn- og Ungeområdet ved udgangen af 2008 med virkning for 2009. Det skønnes, at en bevilling på de 300.000 kr. fra Udviklingspuljen vil være hjælp nok for at kunne søge de resterende midler (201.000 kr.) ved andre fonde mm. Bevillingen gives under forudsætning af, at mere end 50 % af de ansøgte midler fra fonde mm. bevilges. Brobygningspuljen vil kunne søges til integrationsdelen, når projektet er etableret/godkendt som folkeoplysende forening.

Formål og målgruppe. Formålet er at få flere til at dyrke karate i København NV. Med karate lærer den unge at styrke ikke nødvendigvis ligger i fysikken, men i forstandighed og adfærd ligesom at respekt opnås gennem den respekt man selv udviser overfor sine medmennesker. Målgruppen er de 12-25 årige børn og unge både med anden etnisk baggrund en dansk og danske børn.

Varighed. Projektperioden er fra 1. august – 31. december 2008

Succeskriterier. Projektet forventer som minimum at have 20 børn og unge ved udgangen af året. Efter 3 år forventes foreningen at have 90 børn og unge som medlemmer og 35 medlemmer over 25 år.

Metode. Karate-Do er hård fysisk træning med indhold af stærke mentale og åndelige elementer, som fremmer tankevirksomhed, samvittighed, ambitioner og moral hos karateudøveren. Samtidig kan udøveren bedre finde en indre ro, som medvirker til bedre koncentration. Der vil blive undervist i lejede lokaler på Bispevej 25, 2400 Kbh. NV.

Økonomi

Udviklingspuljen for børn og unge har et budget på i alt 6.340.000 kr. i 2008. Der indstilles på dette møde 5 projekter for i alt 1.059.000 kr. 5 administrative bevillinger + bevillingerne fra tidligere møder udgør et forbrug på 2.220.588 kr. Rest på budgettet er 3.060.412 kr.

Bevillingerne er fordelt med følgende forbrug:

Den "åbne pulje" 15 bevillinger på i alt 1.843.488 kr. Fokusområde 1 "Børn og unge med særlige behov" 2 bevillinger på 594.100 kr., Fokusområde 2 "Street" 7 bevillinger på i alt 817.000 kr. og Fokusområde 3 "Foreningsbaseret Fitness" 0 bevillinger. Andet (fejl vedr. bevilling fra 2007) 25.000 kr.

 

Videre proces

Fritid & Idræt meddeler foreningerne Folkeoplysningsudvalgets beslutning.

 

Bilag

1. Forudsætningsaftale for projekt "BAZARmusicSHOP"

2. Forudsætningsaftale for projekt "Med sportssko og hæmsko"

3. Forudsætningsaftale for projekt "Integration og Udvikling"

4. Forudsætningsaftale for projekt "Street i Fælledparken"

5. Forudsætningsaftale for projekt " Kakushin Karate-Do"

6. Administrative bevillinger siden sidste møde

 

 

         Mads Kamp Hansen                        /Anders Christensen

 


 

Til top