Mødedato: 28.10.2013, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Genoptagelse af tilskud til AOF København

Folkeoplysningsudvalget orienteres om AOF Københavns økonomiske situation, samt om at tilskudsudbetaling til AOF København genoptages efter at have været sat i bero på grund af manglende indsendelse af underskrevet virksomhedsregnskab.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
  1. at Folkeoplysningsudvalget tager orienteringen om AOF Københavns økonomiske situation til efterretning, og
  2. at Folkeoplysningsudvalget tager til efterretning, at tilskudsudbetaling til AOF København genoptages.

Problemstilling

Aftenskoler, der modtager tilskud på over 1 mio.kr., skal indsende virksomhedsregnskab.

AOF København havde ved fristen 2. maj 2013 ikke indsendt virksomhedsregnskabet, og efter 2 rykkerskrivelser (udsendt henholdsvis 13/5 og 27/5) med sidste frist for aflevering den 4. juni havde Kultur- og Fritidsforvaltningen fortsat ikke modtaget det ønskede materiale, hvorefter bevillingen blev sat i bero og udbetaling af tilskudsraterne tilbageholdt. Delvist underskrevet virksomhedsregnskab (manglede underskrift fra 3 bestyrelsesmedlemmer) blev modtaget den 28.8.2013.

I forbindelse med lederskifte er aftenskolen blevet bedt om at indsende et halvårsregnskab for perioden 1. januar - 30. juni 2013. Det indsendte halvårsregnskab viste et underskud på -1.120.030 kr. for perioden, hvilket efterlader foreningen med en negativ egenkapital på -252.653 kr. pr. 30. juni 2013.

Løsning

Det har ikke været muligt for aftenskolen at finde det originale virksomhedsregnskab med samtlige underskrifter, som er bortkommet under lederskifte. Underskrifter er derfor indhentet efterfølgende, men da der har været udskiftning i bestyrelsen har det ikke været muligt at indsamle alle underskrifterne. Det bemærkes, at revisor har underskrevet, og at revisionen ikke har givet anledning til forbehold.

Idet forvaltningen er blevet gjort bekendt med, at det originale eksemplar med underskrifter er bortkommet og ikke kan fremskaffes, er det derfor aftalt med foreningen, at indsendelse af underskrevet referat fra generalforsamlingen eller repræsentantskabsmødet, hvor regnskabet blev godkendt, suppleret med regnskabet underskrevet af dirigenten og den nye aftenskoleleder, efter omstændighederne kan accepteres. Indsendelse af ovenstående er en forudsætning for udbetaling af tilbageholdte rater.

For så vidt angår det økonomisk utilfredsstillende halvårsregnskab, er foreningens revisor blevet bedt om at bekræfte, at han kan stå inde for, at aftenskolens likviditet og økonomiske foranstaltninger samt handleplaner ifm. det dårlige halvårsregnskab er tilstrækkelige til at sikre aftenskolens videre drift. Eventuelle forbehold fra revisor kan føre til fortsat tilbageholdelse af tilskud.

Økonomi

Ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Der føres en tæt dialog med aftenskolen med krav om tilbagemelding på aktivitets- og handleplaner, der skal sikre en økonomisk stabilitet og aftenskolens videre drift.




Mads Kamp Hansen

Beslutning

Jean Becker forlod mødet som værende inhabil.

Susanne Møller og Birthe Skaarup fremsatte ændringsforslag om, at Folkeoplysningsudvalget pålægger forvaltningen at føre skærpet tilsyn med AOF indtil videre. Der blev stemt om ændringsforslaget: fire stemmer for, fem stemmer imod, og en undlod at stemme. Ændringsforslaget bortfaldt derfor.

Indstillingen blev taget til efterretning.
Til top