Samarbejde mellem den folkeoplysende voksenundervisning og andre forvaltninger
Samarbejde mellem den folkeoplysende voksenundervisning og andre forvaltninger
Folkeoplysningsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde mandag den 26. januar 2004
4. Samarbejde mellem den folkeoplysende voksenundervisning og andre forvaltninger
INDSTILLING
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
at Folkeoplysningsudvalget
på baggrund af en drøftelse af samarbejdsmodellerne i vedlagte notat (bilag 1) beslutter
at model 1.2. (samarbejdsmodellen) kan anvendes, når der er tale om et
samarbejde, som begge parter har en interesse i,
at Kultur- og
Fritidsforvaltningen optager forhandlinger med Sundhedsforvaltningen om et forslag
til en konkret samarbejdsaftale.
RESUME
På baggrund af et konkret voksenundervisningstilbud, der
oprindeligt var planlagt gennemført dels i henhold til Folkeoplysningsloven og
dels med midler fra Sundhedsforvaltningen (Servicelovens §§ 115 og 65), blev
det på FOU-mødet den 25. august 2003 besluttet, at udvalget skulle gennemføre
en principiel drøftelse af hvilke principper, der skal gælde i forbindelse med
tilskudsberettigende folkeoplysende voksenundervisningstilbud, når andre
forvaltninger medfinansierer undervisningen.
SAGSBESKRIVELSE
På FOU-mødet den 30.
april 2003 blev der under punktet "Eventuelt" fremlagt en folder og et program
vedrørende et samarbejde mellem foreningen HOF og Sundhedsforvaltningen
om "Nærgymnastik". Årsagen til at materialet blev fremlagt var et spørgsmål om, hvorvidt det beskrevne tilbud
var tilskudsberettigende i henhold til Folkeoplysningsloven.
Foranlediget heraf blev der på FOU-mødet den 20. maj 2003 under punktet "Eventuelt" omdelt et notat vedrørende Nærgymnastik. Notatet var udarbejdet på baggrund af en informationsfolder vedrørende det pågældende undervisningstilbud. Notatets konklusion var, at det beskrevne tilbud ikke er tilskudsberettigende i henhold til Folkeoplysningsloven, hvilket blev meddelt HOF i brev af 26. juni 2003.
I brev af 31. juli
2003 gav HOF udtryk for uenighed i denne administrative beslutning og anmodede
om, at sagen blev forelagt FOU med henblik på en FOU-beslutning.
FOU tilsluttede sig
på FOU-mødet den 25. august 2003 den konkrete administrative beslutning,
hvilket HOF fik besked om i brev af 28. august 2003.
HOF ankede i brev af
24. september 2003 denne afgørelse til "Klageudvalget vedrørende
Folkeoplysningsudvalgets afgørelser.
Klageudvalget har
endnu ikke truffet den endelige afgørelse, og det forventes heller ikke, at de
når at gøre det inden FOU-mødet den 26. januar 2004.
Det besluttedes
imidlertid på FOU-møde d. 25. august 2003 at udsætte dagsordenspunktets anden
indstilling: "... at folkeoplysningsområdet gerne samarbejder
med bl.a. Sundhedsforvaltningen, men at det forudsætter en aftale mellem
Sundhedsforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen …" med henblik på en principiel drøftelse af
samarbejdet mellem den folkeoplysende voksenundervisning og andre forvaltninger.
MILJØVURDERING
Der er ikke foretaget miljøvurdering i denne sag.
ØKONOMI
Der er ingen økonomiske konsekvenser for Kultur- og Fritidsforvaltningen i forbindelse med denne sag, da rammen til den folkeoplysende voksenundervisning forudsættes at være uændret.
ANDRE KONSEKVENSER
Ingen
HØRING
Der er ikke foretaget høring i sagen.
BILAG
Bilag 1: Notat om samarbejde mellem den folkeoplysende voksenundervisning og andre forvaltninger.
Mads Kamp Hansen
/ Lisa Hougaard