Mødedato: 25.10.2022, kl. 18:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Regnskaber for folkeoplysende foreninger 2021

Se alle bilag

Folkeoplysningsudvalget skal godkende regnskabsaflæggelse for 2021 for de frivillige folkeoplysende foreninger for børn og unge.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Folkeoplysningsudvalget godkender regnskaberne for 2021 for 398 frivillige folkeoplysende foreninger (bilag 1),
  2. at Folkeoplysningsudvalget tager til efterretning, at forvaltningen kun regulerer tilskuddet for nye foreninger, for hyttetilskud og kun i tilfælde af øget aktivitetsniveau,
  3. at Folkeoplysningsudvalget tager til efterretning, at 22 foreninger i henhold til folkeoplysningslovens § 30, samt Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i København pkt. 4.9.3, skal tilbagebetale tilskud for 2021 og udelukkes fra at modtage tilskud for 2023, indtil fyldestgørende regnskab er afleveret og godkendt, samt sættes under skærpet tilsyn, til to på hinanden følgende regnskaber er afleveret fyldestgørende og rettidigt (bilag 2),
  4. at Folkeoplysningsudvalget tager til efterretning, at sagsbehandlingen fortsætter for fire foreninger (bilag 2), og
  5. at Folkeoplysningsudvalget godkender regnskaberne for undervisning efter visitkortmodellen for 2021 for to frivillige folkeoplysende foreninger (bilag 2).

 

Problemstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen har anmodet om tilskudsregnskaber samt årsregnskaber fra foreninger, som har modtaget tilskud i 2021.

Derudover er der indhentet tilskudsregnskaber fra to frivillige foreninger, der, udover medlems- og lokaletilskud, også har modtaget tilskud til undervisning efter visitkortmodellen i 2021.

Løsning

Folkeoplysningsudvalget har besluttet, at foreninger og aftenskoler ikke mister tilskud for 2021 på grund af manglende aktivitet som følge af Corona i perioden. Foreningerne har dog skullet aflevere sædvanligt regnskab for perioden.

22 foreninger har på trods af to rykkerskrivelser ikke indleveret regnskab eller mangler at indsende oplysninger til brug for den endelige sagsbehandling (bilag 2).

Sagsbehandlingen af fire foreninger er endnu ikke afsluttet.

Formålet med aflæggelse af regnskaber for 2021 er at afklare, om foreningerne har anvendt tilskuddet i overensstemmelse med de gældende retningslinjer.

Ifølge Retningslinjerne for støtte til folkeoplysning i København skal der altid foretages reguleringer for nye foreninger i de to første tilskudsår samt for foreninger, der modtager tilskud til hytteudgifter. Ved ansøgningen 1. juni har foreningen endvidere pligt til at oplyse, hvis den har konstateret en medlemstilbagegang på mere end 10% og mindst 30 medlemmer i forhold til året inden ansøgningsåret. For lokaletilskud reguleres, hvis der er tale om en tilbagegang på mere end 10% og mindst 10.000 kr. Foreningerne har mulighed for at søge om forøget tilskud i løbet af tilskudsåret.

Da foreningerne bevarer deres tilskud uanset nedgang i aktiviteter, regulerer forvaltningen således kun tilskuddet for nye foreninger og for hyttetilskud og her kun i tilfælde af øget aktivitetsniveau.

1. Behandling af de i alt 398 indkomne regnskaber for 2021 viser en merudbetaling på 254.818 kr.

2. Det indstilles, at 22 foreninger skal tilbagebetale de udbetalte tilskud for 2021 og ikke kan søge tilskud for 2023, før fyldestgørende regnskab er indsendt og godkendt, og at disse 22 foreninger sættes under skærpet tilsyn, til to på hinanden følgende regnskaber er afleveret fyldestgørende og rettidigt.

Trods to rykkere har ni foreninger ikke indsendt regnskab for 2021, og 13 foreninger har ikke indsendt de sidste oplysninger til brug for den endelige sagsbehandling (bilag 2). Såfremt de enkelte foreninger ønsker at søge om tilskud i 2023 og indsender et fyldestgørende regnskab for 2021, kan der søges tilskud for månederne marts–december til fristen den 1. februar 2023.

Det samlede tilbagebetalingskrav for de 22 foreninger for 2021 vil samlet være 616.240 kr. (bilag 2). Tilbagebetalingskravet for de enkelte foreninger vil i udgangspunktet ikke have indflydelse på tilskuddet for 2023.

3. Det indstilles at to frivillige folkeoplysende foreningers regnskab for tilskud til undervisning efter visitkortmodellen for 2021 godkendes (bilag 2).

Sagsbehandlingen fortsætter for fire foreninger.

Medlemstal

Tilskuds- og regnskabsberegningerne 2021 er sket på baggrund af følgende tal: 

 

Ansøgning 2021

Regnskab 2021

Antal foreninger

453

424

Antal medlemmer under 25 år

82.108

76.847

Satsen for medlemstilskud var i 2021 på 308 kr. pr. medlem under 25 år.

29 foreninger har fået bevilling, men har ikke skullet indsende regnskab. Årsagerne er blandt andet, at foreninger er lukket i løbet af året og har tilbagebetalt eventuelt tilskud, ikke har accepteret tilskudsbetingelserne, eller at det ikke har været muligt at udbetale tilskud på grund af manglende cvr.nr. / NemKonto.

I medlemstallene indgår også indberetninger fra foreninger, der indstilles til tilbagebetaling på grund af ingen eller manglende indsendelse af resterende materiale, samt en af foreningerne hvor sagsbehandlingen ikke er afsluttet.

For de foreninger, som skal betale tilskud tilbage for regnskabsåret 2021, vil der blive fremsendt krav om tilbagebetaling.

Økonomi

Der forventes netto en merudbetaling på 254.818 kr. samlet for medlemstilskud og lokaletilskud.

Der forventes tilbagebetalinger på 616.240 kr. vedrørende udbetalte tilskud i 2021, som følge af manglende indsendelse af regnskabsmateriale.

Samlet oversigt

Merudbetaling ved regulering af medlems- og lokaletilskud

254.818 kr.

Tilbagebetaling for undervisning, visitkort

0 kr.

Tilbagebetaling for manglende indsendelse af regnskabsmateriale

616.240 kr.

Nettotilbagebetaling

361.422 kr.

Videre proces

Foreninger, der skal have foretaget regnskabsopgørelse, vil få besked om dette pr. mail. Foreningerne vil få oplyst hvilket medlemsgrundlag og hvilke lokaleudgifter, der er lagt til grund for regnskabsopgørelsen. Foreningerne vil få 8 arbejdsdage til at komme med indsigelser til regnskabsopgørelsen.

Den endelige opgørelse vil som udgangspunkt danne grundlag for bevilling 2023.

Foreninger, som skal have udbetalt tilskud i forbindelse med regnskabsaflæggelsen, vil få tilskuddet udbetalt ultimo november måned.

Foreninger, som skal tilbagebetale i forbindelse med regnskabsaflæggelsen, er i regnskabsbrevet gjort opmærksomme på, at beløbet skal indbetales inden 30 dage. Faktura vil blive fremsendt til foreningens digitale postkasse efter indsigelsesfristen.

 

Mads Kamp Hansen 

                                                                /Rikke Lauritzen

Beslutning

Folkeoplysningsudvalgets beslutning på mødet den 25. oktober 2022:

Indstillingen blev godkendt.
Til top