Omfordeling 2016 på voksenundervisningsområdet
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Folkeoplysningsudvalget godkender fordelingen af midler, som det fremgår af bilag 1 og bilag 2, og
- at Folkeoplysningsudvalget bemyndiger forvaltningen til administrativt at fordele en eventuel rest i begyndelsen af 2017.
Problemstilling
Der gennemføres årligt en omfordelingsrunde på voksenundervisningsområdet. Midlerne til omfordelingen kommer fra tilbagebetalinger fra aftenskoler, uforbrugte midler på aftenskolerammen og forventede merindtægter fra mellemkommunal refusion. Desuden indgår FOF Københavns tilbagebetaling på 2.633.780 kr. af tilskudsmidler, aftenskolen uberettiget modtog i perioden 2011-2014, samt 2.730.521 kr. fra tilskuddet til Kofoed Skole som indgik i beregningsgrundlaget to gange i budget 2016.
Der er i alt 10.103.605 kr. til omfordeling af tilskud i 2016.
Løsning
I lighed med tidligere år og i overensstemmelse med Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i København punkt 2.20 omfordeler Folkeoplysningsudvalget midler til områdets aftenskoler.
Kultur- og Fritidsforvaltningen har ved henvendelse til samtlige aftenskoler bedt om oplysninger om behov for yderligere tilskud til meraktiviteter. Ud af 86 aftenskoler har 43 ansøgt om tilskud til meraktiviteter.
Aftenskolerne har ønsket yderligere tilskud for 7.252.788 kr. og 11.741,5 lokaletimer i særligt udstyrede lokaler. Ønsket om yderligere lokaletilskud udgør 293.538 kr. med lokalesatsen på 25 kr. pr. time. Herudover er der søgt yderligere lokaletilskud til 1.101 lokaletimer i de fire nedenfor nævnte aftenskoler med psykisk sårbare deltagere for en lokalesats på 60 kr. pr. time. Ønsket om yderligere lokaletilskud og justering af det allerede udbetalte lokaletilskud udgør for disse fire foreninger 349.123 kr. med lokalesatsen på 60 kr. pr. time.
Vedlagte forslag til fordeling er baseret på følgende principper:
- Foreninger, der har oplyst, at de har behov for yderligere tilskud til særlige grupper (PEA-tilskud), tildeles det ansøgte beløb. Det skyldes, at dette tilskud, der ydes efter fastlagte takster, alternativt ville skulle anvises i forbindelse med regnskabsaflæggelsen for 2016. Københavns Kommune har modtaget 245.950 kr. fra Kulturministeriet til handicapundervisning, jf. folkeoplysningslovens § 44, stk. 2.
- Aftenskolerne, der har oplyst behov for yderligere tilskud til handicapbetingede udgifter, tildeles 100 pct. af det ansøgte beløb. Der har i år været ansøgninger om dækning af handicapbetingede udgifter på 150.000 kr.
- Lokaletilskudssatsen har i 2016 været 25 kr. pr. lokaletime - satsen på 25 kr. pr. lokaletime forbliver uændret. Der ydes et tilskud til lokaler på 293.538 kr. til de aftenskoler, der har haft meraktivitet på 11.741,5 lokaletimer.
- Jf. beslutning i Folkeoplysningsudvalget d. 24. maj 2016 afsættes der 349.123 kr. til at friholde fire aftenskoler med psykisk sårbare deltagere for den lave lokalesats på 25 kr. pr. time. Der bevilliges 60 kr. pr. time til disse skoler til deres eksisterende lokaletimer og til meraktivitet.
- Foreninger, der har oplyst, at de har behov for yderligere tilskud til lønudgifter, modtager 100 pct. af det ansøgte beløb, i alt kr. 6.570.543 kr. (inkl. debat).
- Dækningsprocenten for løn- og debattilskud fra Budget 2016 øges fra 98 pct. til 100 pct. for de aftenskoler, der ikke har om søgt omfordelingsmidler. Udgiften hertil er 119.720 kr. Det antages, at de aftenskoler, der har søgt om ekstra midler til løn/debat i omfordelingen, allerede har søgt om forhøjelsen sammen med eventuelle meraktiviteter.
Kultur- og Fritidsforvaltningen bemyndiges til at fordele eventuelle yderligere midler.
Økonomi
Den samlede ramme til omfordeling er i 2016 i alt 10.103.605 kr.
Det samlede omfordelte beløb er 7.694.106 kr.
Balance: 2.409.498 kr.
Videre proces
Folkeoplysningsudvalgets afgørelse meddeles aftenskolerne.
Forvaltningen vil fordele eventuelle yderligere restmidler, når resultat af den mellemkommunale opgørelse er endelig, og Folkeoplysningsudvalget orienteres herom.
Mads Kamp Hansen
/Rikke Thielcke
Beslutning
Folkeoplysningsudvalgets beslutning på mødet den 25. oktober 2016:
Indstillingen blev godkendt.