Mødedato: 25.05.2024, kl. 12:00
Mødested: Comwell Holte

Regnskab for den folkeoplysende voksenundervisning 2023

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

1. at Folkeoplysningsudvalget godkender regnskabsaflæggelse for 2023,

2. at Folkeoplysningsudvalget bemyndiger forvaltningen til at færdiggøre og godkende regnskaberne for en aftenskole og Aftenskolernes Samråd, som endnu ikke er færdigbehandlet, og

3. at Folkeoplysningsudvalget godkender, at forvaltningen igangsætter omfordeling for 2024.

Problemstilling

Aftenskolerne har aflagt regnskab for 2023 med frist for aflevering den 2. april 2024. Én aftenskole har pr. 7. maj ikke afsluttet regnskab for 2023.

Fire aftenskoler, der udover at udbyde aktiviteter for voksne også ønsker at udbyde aktiviteter for børn og unge, benytter den såkaldte visitkortmodel. Dette tilskud beregnes efter reglerne for tilskud til børn og unge, mens tilskudsbeløbet finansieres af rammen til voksenundervisning. Der er også aflagt regnskab for aktiviteterne i 2023 på dette område.

Fem aftenskoler har aflagt regnskab for lokaletilskud til aftenskoler med undervisning for psykisk sårbare.

Aftenskolernes Samråd har pr. 7. maj ikke afsluttet regnskab for 2023.

Det indstilles, at der i 2024 gennemføres en omfordelingsrunde på voksenundervisningsområdet. Midlerne til omfordelingen kommer fra tilbagebetalinger fra aftenskoler.

Løsning

Kultur- og Fritidsforvaltningen har pr. 7. maj 2024 færdigbehandlet fyldestgørende tilskudsregnskaber fra 64 aftenskoler, herunder slutafregning for 5 aftenskoler, som er lukket i løbet af 2023.

Én aftenskole har ikke ønsket tilskud i 2023, én ny aftenskole har ikke igangsat aktiviteter, fire aftenskoler er lukket i 2023, to aftenskoler har ændret status fra aftenskole til frivillig forening, to aftenskoler har fået frataget deres godkendelse som aftenskole, da de ikke har modtaget tilskud de sidste to år, og to aftenskoler har fået frataget deres godkendelse som aftenskole, da de ikke længere opfylder betingelserne for godkendelse.

Fire aftenskoler har modtaget tilskud til aktiviteter for børn og unge under visitkortmodellen.

Fem aftenskoler har modtaget lokaletilskud til aftenskoler med undervisning for psykisk sårbare deltagere.

Aftenskolerne modtog i 2023 samlet 49,2 mio. kr. i tilskud. Ved regnskabsbehandlingen viser den samlede afregning en tilbagebetaling på ca. 8,4 mio. kr. til Københavns Kommune. Én aftenskole, hvis regnskab ikke er færdigbehandlet, har modtaget 55.807 kr. i 2023. Aftenskolernes Samråd, hvis regnskab ikke er færdigbehandlet, har modtaget 336.475 kr. i 2023.

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at tilbagebetalte midler indgår i omfordeling for 2024, og at forvaltningen indkalder ansøgninger om tilskud til meraktivitet i 2024.

Økonomi

Den samlede ramme til omfordeling i 2024 er i alt 8,4 mio. kr. Der forventes en mindreindtægt på den mellemkommunale refusion på ca. 1 mio. kr., som dækkes af restmidlerne. 

Videre proces

Kultur- og Fritidsforvaltningen afslutter regnskabsaflæggelsen for 2023, og færdigbehandler herunder regnskab for én aftenskole, og færdigbehandler regnskab for Aftenskolernes Samråd.

Forvaltningen indhenter ansøgninger til omfordeling i 2024. Ansøgningerne behandles på udvalgets møde den 3. september.

 

Mads Kamp Hansen

/Rikke Lauritzen

Beslutning

Folkeoplysningsudvalgets beslutning på mødet den 25. maj 2024:

Indstillingen blev godkendt.

Til top