Mødedato: 24.10.2017, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Debatskabende aktiviteter i den folkeoplysende voksenundervisning

Folkeoplysningsudvalget skal tage stilling til, hvordan der skabes enighed om rammerne for aftenskolernes debatskabende aktiviteter.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Folkeoplysningsudvalget beslutter at afvikle to workshops for aftenskolerne med fokus på debatskabende aktiviteter, og
  2. at Folkeoplysningsudvalget udpeger en repræsentant til at indgå i planlægningen af de to workshops.

Problemstilling

Der er behov for præcisering og enighed om rammerne for debatskabende aktiviteter i den folkeoplysende voksenundervisning.

Løsning

Rammerne for debatskabende aktiviteter

Reglerne om debatskabende aktiviteter fremgår af folkeoplysningslovens § 8, stk. 3, folkeoplysningsbekendtgørelsens § 7 og afsnit 2.6 i Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i København.

Ifølge Folkeoplysningsloven skal aftenskolerne anvende 10% af grundtilskuddet til debatskabende aktiviteter. Dette blev indført i år 2000 ud fra et ønske om en øget satsning på fællesskabet og det værdibaserede i aftenskolernes aktiviteter. For at gøre det nemme at nå ud til nye målgrupper kan de 10% anvendes til andet end lærer- og lederløn.

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår det, at de emner, der kan få tilskud, skal være væsentlige emner, der har interesse for fællesskabet og derfor kan gøres til samtalestof mellem mennesker. Emnerne kan være af lokal, global, musisk, politisk, håndværksmæssig eller religiøs karakter. Derudover lægges der vægt på det debatskabende element, og på at pengene anvendes til aktiviteter, der retter sig mod brede målgrupper.

Det fremgår af vejledningen til Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i København, at midlerne til debatskabende aktiviteter ikke kan anvendes til entréudgifter for, transport af, forplejning af eller overnatning for deltagere, og ej heller materiel af blivende værdi. Af vejledningen fremgår endvidere følgende om debataktiviteter:

"Aftenskolerne vælger selv, hvilke debataktiviteter de ønsker at gennemføre. Det er dog en betingelse, at emnerne henvender sig til en bred gruppe, og at de kan sættes ind i en større samfundsbetonet ramme. Derudover skal debatten spille en væsentlig rolle. Deltagerne skal inddrages aktivt, og debatten skal være en væsentlig del af arrangementet".

Hverken loven eller retningslinjerne fastsætter rammerne for, hvordan debatskabende aktiviteter gennemføres.

Nuværende praksis

I 2016 gav forvaltningen 3.633.003 kr. i tilskud til debatskabende aktiviteter. 3.549.087 kr. anvendtes af de 31 største aftenskoler. Af de resterende 51 aftenskoler har 15 aftenskoler haft debatudgifter i 2016.

I forbindelse med seneste års regnskabsaflægning er forvaltningen blevet opmærksom på, at aftenskolerne tolker debatskabende aktiviteter bredt, og at det i nogle tilfælde har givet anledning til tvivlsspørgmål om den debatskabende karakter af allerede afholdte arrangementer. I enkelte tilfælde har aftenskoler måttet tilbagebetale de 10%.

En udbredt tolkning af en debatskabende aktivitet er et foredrag med efterfølgende mulighed for spørgsmål. Derudover har forvaltningen i forbindelse med regnskabsaflæggelsen 2016 konstateret, at det i aftenskolernes annonceringsmateriale sjældent fremgår, at arrangementet er et debatarrangement, hvor deltagerne forventes at deltage aktivt i debatten.

Workshops med aftenskolerne

Forvaltningen ønsker at sætte fokus på de debatskabende aktiviteter sammen med aftenskolerne. Det foreslås, at der afholdes to workshops for og med aftenskolerne for at sikre en fælles forståelse af lovgivning og retningslinjer på området, samt drøfte hvad der skal til for, at flere aftenskoler inspireres til at afholde debatarrangementer.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Hvis Folkeoplysningsudvalget beslutter at afvikle de to workshops, vil forvaltningen i samarbejde med den udpegede repræsentant for aftenskolerne gå i gang med planlægningen og afviklingen af dem. Forvaltningen vurderer herefter, om der er behov for at præcisere retningslinjerne for de debatskabende aktiviteter.

 

Mads Kamp Hansen

                                        /Rikke Thielcke

Beslutning

Folkeoplysningsudvalgets beslutning på mødet den 24. oktober 2017:

Udvalget besluttede, at det er tilstrækkeligt at gennemføre én workshop, og at Charlotte Lorenzen indgår i planlægningen af denne workshop.

Med disse tilføjelser blev indstillingen godkendt.

Til top