Mødedato: 24.10.2017, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Udviklings- og Aktivitetspuljen for Aftenskoler 2017

Se alle bilag
Folkeoplysningsudvalget skal tage stilling til en ansøgning fra Aftenskolen Pas På Hovedet om støtte til projekt "Digitalisering af folkeoplysning om hjernerystelse".

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Folkeoplysningsudvalget giver tilsagn om støtte med 133.625 kr. til projekt "Digitalisering af folkeoplysning om hjernerystelse".

Problemstilling

Aftenskolen Pas På Hovedet søger Folkeoplysningsudvalget om en bevilling på 133.625 kr. fra Udviklings- og Aktivitetspuljen for Aftenskoler til 1. år af et 2-årigt projekt. Til projektets 2. år vil Pas På Hovedet søge Folkeoplysningsudvalget om en bevilling på 133.625 kr.

Løsning

Projektets formål er at digitalisere folkeoplysning om hjernerystelse. Digital undervisning vil kunne tilgodese hovedparten af foreningens målgruppe, der hovedsageligt består af folk, der er ramt af hjernerystelse.

Mange med hjernerystelse har svært ved at koncentrere sig, og har behov for at hvile med korte mellemrum. For denne gruppe kan det være svært at komme hjemmefra, da transport kan virke uoverskueligt. De har ofte problemer med lys- og lydfølsomhed m.m. Det kan derfor være svært at tilrettelægge fysisk undervisning. Ligeledes er det svært at finde lokaler, der tilgodeser de nødvendige behov.

Med dette projekt vil foreningen udvikle og integrere digital folkeoplysning i holdundervisning, foredrag og debatarrangementer. Holdundervisningen vil bestå af en veksling mellem fysisk og digital undervisning. Undervisningen kan indeholde komplekse øvelser, der kræver fysisk tilstedeværelse, mens andre dele af undervisningen vil kunne gennemføres digitalt - fx online foredrag eller debatarrangementer i lukkede Facebookgrupper m.v.

Projektet vurderes som hørende under fleksible tilrettelæggelsesformer. Ifølge retningslinjerne for folkeoplysning i København skal minimum 30% af undervisningen foregå ved fælles fremmøde. Forvaltningens fortolkning af denne betingelse er, at den fælles undervisning kan foregå online, hvis undervisningsdeltagerne er tilstede online samtidig.

Varighed

Projektperioden er 1. januar 2018 - 31. december 2019.

Succeskriterier

Foreningen forventer at kunne udvide skolens undervisning med 125 timers digital folkeoplysning og samtidig vil projektet udarbejde erfaringsopsamling, der kan formidles til andre aftenskoler.

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at der bevilges 133.625 kr.

Økonomi

Udviklings- og Aktivitetspuljen for aftenskoler har i 2017 et budget på 800.000 kr.

Resterende midler efter FOU 12. september 2017 515.000 kr. 
Indstillet til dette møde   133.625 kr.
Rest på budget 2017  381.375 kr.

Videre proces

Kultur- og Fritidsforvaltningen meddeler ansøger Folkeoplysningsudvalgets beslutning.

 

Mads Kamp Hansen/ 
                                     Rikke Thielcke

 

 

Beslutning

Folkeoplysningsudvalgets beslutning på mødet den 24. oktober 2017:

Indstillingen blev godkendt.

Til top