Mødedato: 24.08.2004, kl. 15:00

Vestre Fængsel

Vestre Fængsel

Folkeoplysningsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde tirsdag den 24. august 2004

 

 

14.      Vestre Fængsel

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

at den folkeoplysende voksenundervisning i Københavns Fængsler ophører med virkning pr. 1. januar 2005.

 

Folkeoplysningsudvalgets beslutning i mødet den 1. juni 2004

Sagen udsat. Forvaltningen afklarer sagen yderligere.

 

 

RESUME

På Folkeoplysningsudvalgets møde d. 1. juni 2004 blev sagen udsat med henblik på at indhente yderligere oplysninger.

Fritid & Idræt har haft kontakt til Undervisningsministeriet, der ikke har yderligere at tilføje.

Fritid & Idræt har ligeledes forsøgt at tage kontakt med Direktoratet for Kriminalforsorgen med henblik på uddybende kommentarer, men det har ikke været muligt, da den person, der tidligere har skrevet udtalelsen til Undervisningsministeriet først er at træffe den 23. august.

Sagen genfremsættes nu, da en suppleant deltog i behandlingen af punktet den 1. juni på trods af, at vedkommende burde have erklæret sig inhabil og forladt mødet under behandlingen af dette punkt. Vedkommende underviser i den folkeoplysende voksenundervisning, der gennemføres i Københavns Fængsler.

Eneste ændring i forhold til den tidligere fremlæggelse er, at tidspunkt for ophør af praktiske grunde er rykket til den 1. januar 2005.

 

Folkeoplysningsudvalget behandlede på sit møde den. 10. december 2002 en sag om folkeoplysende voksenundervisning i Københavns Fængsler. Efter forvaltningens opfattelse var aktiviteten i strid med folkeoplysningsbekendtgørelsens § 2, stk. 1, hvoraf det fremgår, at der ikke kan ydes tilskud til virksomhed, der hører under anden lovgivning.

Folkeoplysningsudvalgets besluttede at indhente en udtalelse fra Undervisningsministeriet om sagen.

Undervisningsministeriets svar foreligger nu.

 

 

SAGSBESKRIVELSE

Som det fremgår af bilag 1 drejer sagen sig grundlæggende om, hvorvidt undervisningen i Københavns Fængsler er omfattet af Kriminalforsorgens forpligtelse, og aktiviteten dermed henhører under anden lovgivning.

Det fremgår af Undervisningsministeriets svar af 7. april 2004 jf. bilag 1, at man henviser til Justitsministeriets udtalelse af 18. november 2003 jf. bilag 2.

Kultur- og Fritidsforvaltningen lagde i sin skrivelse til Undervisningsministeriet følgende forhold til grund for sin opfattelse (skrevet med fed kursiv):

Kriminalforsorgen har i henhold til gældende lovgivning en forpligtelse over for de varetægtsfængslede til inden 8 dage at tilbyde dem undervisning og/eller beskæftigelse.

Det fremgår af Justitsministeriets svar, at varetægtsarrestanten har ret til blandt andet undervisning, at denne er gratis samt at de varetægtsfængslede modtager dusør for at deltage i undervisningen.

Da folkeoplysende voksenundervisning kun vil kunne gennemføres i fængsler under forudsætning af at Folkeoplysningsudvalget iht. lovens § 37, stk. 5 meddeler dispensation for åbenhedskriteriet, kan det ikke være den folkeoplysende voksenundervisning, der er forpligtet til at sikre de varetægtsfængsledes ret til blandt undervisning. Det kan alene være Kriminalforsorgens forpligtelse.

Kriminalforsorgen modtager fra Finansloven midler til at løse sine forpligtelser.

Det fremgår af Justitsministeriets svar, at de modtager en årlig rammebevilling til at drive fængslet for. I denne bevilling indgår ressourcer til undervisning af de varetægtsfængslede.

Kriminalforsorgen afholder den samlede udgift til deltagerbetaling.

Det fremgår af Justitsministeriets svar, at undervisningen er gratis.

Kriminalforsorgen udbetaler undervisningsdusør, for de timer, den varetægtsfængslede deltager i den folkeoplysende voksenundervisning.

Dette bekræftes i Justitsministeriets svar.

En række andre forhold i Justitsministeriets svar underbygger Kultur- og Fritidsforvaltningens opfattelse.

Det fremgår af Justitsministeriets svar, at det er Københavns Fængsler, der afgør, hvordan undervisningen skal tilrettelægges og afvikles. Dette er i klar strid med folkeoplysningslovens § 9, hvoraf det fremgår, at det er foreningens bestyrelse, der ansætter og afskediger ledere, lærere og andre medarbejder, samt træffer beslutning om valg af emner og tilrettelæggelsesform, om andre aktiviteter, om kursuslængde og om antallet af deltagere på det enkelte hold.

Der vil intet være til hinder for i forhold til folkeoplysningsloven, at de varetægtsfængslede deltog i undervisningen uden for fængslet, men undervisning gennemført i fængslet kan kun være en del af Kriminalforsorgens forpligtelse, som må løses inden for den økonomiske rammebevilling de modtager.

Kriminalforsorgen er ikke forpligtet til at tilbyde folkeoplysende voksenundervisning, men undervisning. I det omfang de varetægtsfængslede deltager i den folkeoplysende voksenundervisning vil der ikke i samme tidsrum være efterspørgsel efter den undervisning, de indsatte har en ret til.

Det fremgår endvidere af Justitsministeriets svar, at ansættelse i kriminalforsorgen forudsætter en ren straffeattest, men de lærere, der står for den folkeoplysende voksenundervisning er ikke ansat i Kriminalforsorgen, men i en folkeoplysende forening jf. folkeoplysningslovens § 9.

 

MILJØVURDERING

Ingen konsekvenser

 

ØKONOMI

Umiddelbart har det ingen økonomiske konsekvenser. Det skyldes, at de udmeldte tilskudsrammer til foreningerne ikke er øremærket til konkrete aktiviteter. Dem bestemmer foreningens bestyrelse iht. lovens § 9.

Den pågældende forening vil kunne igangsætte andre aktiviteter, og først i forbindelse med regnskabsaflæggelsen vil det vise sig, om der skal tilbagebetales midler.

Ved maksimalt tilskudstræk vil det kommunale tilskud til aktiviteten i Københavns Fængsler andrage ca. 800.000 kr.

 

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen konsekvenser

HØRING

Der er ikke foretaget høring.

 

BILAG

Bilag 1: Undervisningsministeriets svar af 7. april 2004

Bilag 2: Justitsministeriets udtalelse af 18. november 2003

 

 

Mads Kamp Hansen

/Niels –Anton Svendsen

 

 

 


 


Til top