Revision af retningslinier samt gennemgang af tilsynsregler i forbindelse med anvisning af tilskud
Revision af retningslinier samt gennemgang af tilsynsregler i forbindelse med anvisning af tilskud
Folkeoplysningsudvalget< /p>
DAGSORDEN
for ordinært møde tirsdag den 24. august 2004
10. Revision af retningslinier samt gennemgang af tilsynsregler i forbindelse med anvisning af tilskud
INDSTILLING
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
at Folkeoplysningsudvalget anbefaler Kultur- og
Fritidsudvalget,
at anbefale Økonomiudvalget,
at
Borgerrepræsentationen i overensstemmelse med Folkeoplysningsudvalgets indstilling
tiltræder reviderede retningslinier for tilskud til folkeoplysning i Københavns
Kommune, jf. bilag 1.
RESUME
Den 19. december 2003 vedtog Folketinget
nogle ændringer i folkeoplysningsloven, som indebærer at gældende
retningslinier for tilskud til folkeoplysning i Københavns Kommune må
revideres.
Ændringerne består i, at
·
loftet for tilskud
til handicapundervisning tilbageføres til niveauet før 2003 – fra 7/9 til 8/9
·
det gøres
frivilligt for kommunen, hvorvidt man vil have et folkeoplysningsudvalg eller
ej.
Desuden har Kultur- og Fritidsudvalget anmodet
Folkeoplysningsudvalget om at gennemgå de administrative procedurer/retningslinierne
i forbindelse med anvisning af tilskud med henblik på at mindske den økonomiske
risiko for Københavns Kommune i forbindelse med foreninger, der erklæres
konkurs evt. ved at anvise tilskud til større foreninger i månedlige rater
forud.
Ud over ændringer af mere sproglig karakter,
har Kultur- og Fritidsforvaltningen indarbejdet følgende ændringer i
Retningsningslinierne:
·
Fristen for
regnskabsaflæggelse for den folkeoplysende voksenundervisning ændres fra den
30. april til den 31. marts – og for det frivillige folkeoplysende foreningsarbejde
fra den 30. april til den 1. juli, jf. særlig indstilling til FOU herom.
·
Indarbejdet KFU's
delegation til administrativt at udelukke foreninger, der på trods af 2 rykkere
først indsender regnskab umiddelbart før behandling af sagen i Folkeoplysningsudvalget.
·
Afskaffelse af
tro-og-love erklæringer som fornøden dokumentation i forbindelse med særligt
tilskud til pensionister, efterlønsmodtagere m.fl. – Der kræves fremover en
kopi af original dokumentation for tilskudsmodtagernes status.
·
En nærmere
præcisering af, hvad der skal forstås ved et særligt udstyret lokale til den
folkeoplysende voksenundervisning.
·
Det foreslås, at
KFU bemyndiges til at træffe beslutning om foreningsrepræsentanternes og de
tilforordnedes eventuelle ønske om at udtræde af Folkeoplysningsudvalget.
I forbindelse med lovændringen blev
Københavns Kommune tilført ekstra bloktilskud (DUT). Retningslinierne er
baseret på den forudsætning, at Københavns Kommune ikke hæver tilskudsloftet på
handicapundervisning fra 7/9 til 8/9, men i stedet anvender de tilførte midler
til en bedre dækning af de handicapbetingede udgifter i overensstemmelse med
kommunens høringssvar vedrørende lovforslaget.
Spørgsmålet om folkeoplysningsudvalgets
fremtid er der ikke taget højde for i nærværende forslag.
I henhold til folkeoplysningslovens § 37,
stk. 1 afgiver Folkeoplysningsudvalget udtalelse til Borgerrepræsensationen om
udkast til regler for tilskud m.v. , jf. folkeoplysningslovens § 33, stk. 4.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
Den 19. december 2003 vedtog Folketinget
nogle ændringer i folkeoplysningsloven, som indebærer at gældende
retningslinier for tilskud til folkeoplysning i Københavns Kommune må
revideres.
Lovændringerne bestod i at loftet for tilskud
til handicapunderv
isning tilbageføres til niveauet før 2003 – fra 7/9 til 8/9,
endvidere blev det gjort frivilligt for kommunerne, hvorvidt man vil have et
folkeoplysningsudvalg eller ej
Desuden har Kultur- og Fritidsudvalget i forbindelse med en
konkurssag anmodet Folkeoplysningsudvalget om at gennemgå de administrative
procedurer/retningslinierne i forbindelse med anvisning af tilskud med henblik
på at mindske den økonomiske risiko for Københavns Kommune i forbindelse med foreninger,
der erklæres konkurs evt. ved at anvise tilskud til større foreninger i månedlige
rater forud.
De enkelte
ændringer:
Ændret tilskudsloft til handicapundervisning (Pkt. 2.7 og 2.11):
I henhold til folkeoplysningslovens § 11, stk. 2 kan kommunalbestyrelsen beslutte at yde supplerende tilskud til udgifter til aflønning m.v. af ledere og lærere til handicapundervisning.
Denne bestemmelse anvendes i Københavns Kommune til at yde supplerende tilskud op til 7/9 af lønudgiften, svarende til det loft, der blev fastsat i den lovgivning, der trådte i kraft 1. januar 2003.
I forbindelse med det høringssvar Københavns Kommune afgav
forud for den sidste lovændring, pegede kommunen på, at udgangspunktet i
forbindelse med folkeoplysningslovens ikrafttræden den 1. januar 1991 var, at
der skulle skabes økonomisk ligestilling med hensyn til deltagerbetalingen for
mennesker med handicap og ikke-handicappede, hvorfor man anbefalede at anvende
flere midler til dækning af handicapbetingede udgifter (befordring, tolkebistand
m.v.) i stedet for at ophæve ligestillingsprincippet.
Det anbefales derfor, at de ekstra tilførte
midler via bloktilskuddet (DUT) – i overensstemmelse med kommunens høringssvar
– anvendes til bedre dækning af handicapbetingede udgifter og tilskudsloftet
fastholdes på maksimalt 7/9 af lønudgiften.
Frivilliggørelse med hensyn til et
folkeoplysningsudvalg
Med denne lovrevision blev det gjort
frivilligt for kommunerne, hvorvidt de ville have et folkeoplysningsudvalg
eller ej.
Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår,
at "i lyset af intentionerne med folkeoplysningsudvalget, udvalgets
opgavevaretagelse og de gode erfaringer, som mange kommuner har haft med
folkeoplysningsudvalget, anbefales det kommunalbestyrelserne at bevare
folkeoplysningsudvalgene."
Der er derfor ikke i dette forslag til nye
retningslinier indarbejdet forslag til ændringer vedrørende
folkeoplysningsudvalget bortset fra at det foreslås, at KFU bemyndiges til at
træffe beslutning om foreningsrepræsentanternes og de tilforordnedes eventuelle
ønske om at udtræde af Folkeoplysningsudvalget (Pkt. 6.1).
Ændringer
i forbindelse med anvisning af tilskud (Pkt. 2.6 og 3.6)
Som følge af kommunens tab i forbindelse med
foreninger, der er erklæret konkurs, er i dette forslag udarbejdet nye
retningslinier for anvisning af tilskud.
I dag anvises tilskud til alle i 3 lige store
rater forud.
Der foreslås anvendt en model, hvor antallet
af rater er afhængig af tilskuddets størrelse.
Foreninger, der modtager over 1. mio. kr. i
årligt tilskud får anvist månedsvis forud.
Foreninger, der får mellem 200.000 kr. og op
til 1 mio. kr. i årligt tilskud får anvist i 4 rater.
Foreninger, der modtager under 200.000 kr. i
årligt tilskud får anvist i 2 rater.
Dermed skulle kommunens evt. tab i
forbindelse med en konkurs være begrænset.
Ændrede deadlines for indsendelse af regnskab (Pkt.
2.28 og 3.18)
Fristen for indsendelse af regnskab er i dag
på begge områder (den folkeoplysende voksenundervisning og det frivillige
folkeoplysende foreningsarbejde) den 30. april.
I dette forslag til ændrede retningslinier
ønskes fristen for indsendelse af regnskab for den folkeoplysende
voksenundervisning flyttet til den 31. marts, da det ofte er vanskeligt at få
besvaret spørgsmål i løbet af sommerperioden, og der samtidig er et ønske om på
et tidligere tidspunkt at få overblik over omfanget af eventuelle tilbagebetalinger.
Inden for det frivillige folkeoplysende
foreningsarbejde ønsker man fristen for indsendelse af regnskab flyttet til den
1. juli, da det dermed kan sammenkobles med ansøgning om støtte til det
kommende år, og dermed gøre vilkårene lettere og ressourceforbruget mindre.
Delegation til Fritid & Idræt (Pkt. 2.31 og
3.22)
På sit møde den 15. januar 2004 besluttede
KFU at bemyndige Fritid & Idræt til administrativt at udelukke foreninger,
der på trods af 2 rykkere først indsendte regnskab umiddelbart før behandling
af sagen i Folkeoplysningsudvalget.
Det er nu indarbejdet i retningslinierne.
Andre ændringer
Ud over disse ændringer, har Kultur- og
Fritidsforvaltningen indarbejdet følgende ændringer i Retningslinier for
tilskud til folkeoplysning:
Strammet kravene til dokumentation i
forbindelse med tilskud til betalingssvage grupper (Pkt. 2.9).
Præciseret hvad der skal forstås ved et
særligt udstyret lokale til den folkeoplysende voksenundervisning (Pkt.
2.26).
Endelig er der foretaget enkelte sproglige
korrektioner.
I henhold til folkeoplysningslovens § 37,
stk. 1 afgiver Folkeoplysningsudvalget udtalelse til Borgerrepræsentationen om
udkast til regler for tilskud m.v., jf. folkeoplysningslovens § 33, stk. 4.
MILJØVURDERING
Ingen
ØKONOMI
Nærværende indstilling har
ingen selvstændig økonomisk virkning.
ANDRE
KONSEKVENSER
Ingen.
HØRING
Indstillingen har i henhold til
folkeoplysningslovens § 37, stk. 1 været forelagt Folkeoplysningsudvalget den 24.
august 2004.
BILAG
Bilag 1. Forslag til nye
retningslinier for tilskud til folkeoplysning i Københavns Kommune.
/