Mødedato: 24.05.2016, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Analyse af spejder- og kulturforeninger

Se alle bilag
Folkeoplysningsudvalget skal tage stilling til Kultur- og Fritidsforvaltningens forslag om at iværksætte to analyser af de københavnske spejder- og kulturforeninger.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Folkeoplysningsudvalget afsætter 350.000 kr. fra Udviklingspuljen for børn og unge i 2016 til at gennemføre to analyser af henholdsvis spejderforeninger og kulturelle foreningers vilkår i København, og
  2. at Folkeoplysningsudvalget udpeger 2-3 medlemmer, der vil indgå i en følgegruppe i forhold til analyserne.

Problemstilling

På Folkeoplysningsudvalgets seminar den 16-17. april 2016 blev der fremsat ønske om at foretage en analyse af de københavnske spejderforeniger og kulturelle foreninger.

Løsning

Der iværksættes to analyser: En kulturanalyse og en spejderanalyse. Analyserne skal munde ud i konkrete anbefalinger i forhold til at styrke områderne. Arbejdet er et led i at sikre, at aktiviteter hos spejdere og kulturelle foreninger også i fremtiden kan udøves i en moderne storby som København. Begge typer foreninger er med til at sikre bredden i det københavnske foreningsliv.

Kulturanalysen vil give et samlet billede af vilkårene for de kulturelle foreninger i København, samt opstille forslag til konkrete udviklingsmuligheder for foreningerne og deres samspil med kommunen. De kulturelle foreninger dækker primært over foreningsaktiviteter for børn og unge som musik, teater, dans, billedkunst, rollespil og performance samt aktiviteter under voksenundervisningsområdet som kor/sang, orkestre, teater, billedkunst med videre. Foreninger og paraplyorganisationer på disse områder inddrages i udarbejdelsen af analysen. Analysen designes, så den kan sammenlignes med en lignende redegørelse foretaget af Kultur- og Fritidsforvaltningen i 2003 (vedlagt som bilag 1).

Spejderanalysen vil tage afsæt i en redegørelse omkring den moderne byspejder anno 2016 med fokus på, hvem spejderne er, hvad de laver og deres samspil med kommunen i forhold til deres udfordringer. Analysen udarbejdes i dialog med spejdergrupper, spejderkorps og andre relevante organisationer. Resultatet bliver en rapport, som belyser spejdernes faciliteter, aktiviteter og udfordringer. Desuden peges der på en række anbefalinger til, hvad kommunen kan gøre for at gøre det nemmere og sjovere at være spejder i København. Spejderanalysen vil blandt andet afdække, hvad der skal til, for at flere københavnske børn får mulighed for at gå til spejder, i og med at der i øjeblikket er ventelister i mange spejderforeninger i byen.

Udover at afdække kultur- og spejderforeningernes aktiviteter og udviklingsmuligheder har analyserne også til formål at skabe et tættere bånd mellem foreningerne og Kultur- og Fritidsforvaltningen, således at forvaltningen får lettere ved at understøtte de foreninger, der har behov for ekstra hjælp til drift og udvikling.

Metodisk vil begge analyser baseres på spørgeskemaundersøgelser, interviews og dialogmøder med relevante aktører samt datamateriale fra Kultur- og Fritidsforvaltningen og øvrige rapporter. Analyserne vil således både indeholde kvantitative såvel som kvalitative aspekter.

Der nedsættes en følgegruppe, som mødes 2-3 gange i løbet af perioden og giver inputs til analysernes design, fremdrift og anbefalinger. Følgegruppen vil bestå af 2-3 medlemmer af Folkeoplysningsudvalget, 2-3 centrale eksterne interessenter og 2-3 medarbejdere i Kultur- og Fritidsforvaltningen.

Det forventes, at analyserne ligger klar primo 2017.

Økonomi

Der afsættes i alt 350.000 kr., hvoraf hovedparten vil blive anvendt til lønmidler til at udføre analyserne. Det anbefales, at udgiften dækkes via Udviklingspuljen for børn og unge i 2016.

Videre proces

Såfremt indstillingen godkendes, påbegynder Kultur- og Fritidsforvaltningen arbejdet med analyserne hurtigst muligt. Når analyserne ligger klar, præsenteres de for Folkeoplysningsudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget.

 

Mads Kamp Hansen

 

                                  /Rikke Thielcke

Beslutning

Der var til punktet eftersendt "Strategioplæg - De kulturudøvende foreninger" og "Rapport til Københavns Kommunes Folkeoplysningsudvalg som afslutning på projektet Da Folkeoplysningen Fik Vinger" - begge fra 2009.

Udvalget ønskede, at:

  1. de to analyser gennemføres i samme format som i 2009,
  2. der nedsættes en referencegruppe for hvert af de to områder, og
  3. der følges op på undersøgelserne fra 2009 på udvalgets næste møde.

Med disse tilføjelser blev indstillingen godkendt.

Til top