Mødedato: 23.10.2012, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Udviklingspuljen for børn og unge

Se alle bilag
Folkeoplysningsudvalget skal tage stilling til en ansøgning til Udviklingspuljen for børn og unge samt orienteres om administrative bevillinger fra puljen.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Folkeoplysningsudvalget godkender den indstillede ansøgning under pkt. 1 (bilag 1), og
  2. at Folkeoplysningsudvalget tager de administrative bevillinger til efterretning (bilag 2).

Problemstilling

En forening har søgt Folkeoplysningsudvalget om midler fra Udviklingspuljen for børn og unge (ansøger om mere end 100.000 kr.). Udvalget skal tage stilling til ansøgningen.

Kultur- og Fritidsforvaltningen har administrativt bevilget otte projekter midler fra Udviklingspuljen for børn og unge. Forvaltningen orienterer herom.

Løsning

Ny målgruppe.
1. SABU er på vegne af otte københavnske bokseklubber indstillet til en bevilling på 314.286 kr. som støtte til projektet "Boksning i København". Der søges støtte til projektlederløn (78.750 kr.), trænerløn (84.000 kr.), rekvisitter (116.536 kr.), PR (15.000 kr.) og trænerkurser (20.000 kr.).

Formål og målgruppe.
Sjællandsk Amatør Bokse Union (SABU) er en union bestående af bokseklubberne på Sjælland. Af SABUs 11 københavnske klubber har otte klubber besluttet at samarbejde om nærværende projekt, der skal sætte fokus på boksesporten for børn og unge fra København i alderen 10 - 16 år. Klubberne mener, at boksesporten kan være en aktiv medspiller i forhold til de udfordringer, samfundet har med at integrere børn og unge. Boksningen kan give de unge mennesker sunde sociale værdier, der kan hjælpe de af børnene, der er socialt dårligt stillede og udsatte, til at holde sig fra kriminalitet og banderelaterede miljøer.
Formålet er at vise børnene, at udover at være en elitesport kan boksesporten dyrkes for motionens skyld og give dem fysisk velvære, personlig udvikling og mulighed for at få styrket deres sociale kompetencer. Der skal skabes en konkurrenceform, hvor børnene lærer om boksningens facetter, uden at de er nødsaget til at gå i ringen og bokse.
Projektet vil være opdelt i faser som synlighed, formidling, åben klubtræning, samarbejde med skoler og institutioner, københavnerstævner, sociale aktiviteter mellem klubberne og kurser for nye trænere.

Varighed.
Projektperioden er 1. november 2012 til 31. oktober 2013.

Succeskriterier.
At skabe opmærksomhed om boksning gennem pressedækning i de lokale bokseklubber. Herudover skal eleverne på de lokale skoler have "træningspas" som en del af undervisningen i idrætstimerne, og der skal arrangeres skolestævner i Valby Hallen. Projektet indeholder en event omkring finalestævner. Stævnet, der vil blive mediedækket, ønskes afviklet på Rådhuspladsen.
Fordelt på de otte bokseklubber forventer projektet, at der ialt kan rekrutteres 150 børn og unge under 25 år.

Metode.
I samarbejde med idrætslærerne fra skolerne Rådmandsgades Skole, Blågård Skole, Ellebjerg Skole, Kirsebærhavens Skole, Vibenhus Skole, Øster Farimagsgades Skole, Christianshavns Skole, Grøndalsvængets Skole, Vanløse Skole, Vesterbro Ny Skole og Tove Ditlevsens Skole, der ligger i klubbernes nærområde, vil projektet give børnene en introduktion til boksesporten. På nuværende tidspunkt er de fleste af aftalerne mellem projektet og skolerne på plads. Børnene vil få "træningspas" og kunne træne på begynder/motionshold i klubberne. Projektet vil herudover blive synliggjort gennem annoncering, uddeling af brochurer og mediedækning.
SABU varetager den fælles projektledelse på vegne af de otte klubber. Aktiviteterne foregår i de enkelte klubber, der alle har indflydelse på og samarbejder om projektets udformning. Det er forvaltningens vurdering, at denne samlede ansøgning erstatter otte ansøgninger fra de enkelte klubber.

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at der bevilges 314.286 kr.
  

Økonomi

Udviklingspuljen for børn og unge har et budget på ialt 5.662.000 kr. i 2012.

Der indstilles til dette møde et projekt på 314.286 kr., og der er givet 8 administrative bevillinger på i alt 389.225 kr. fra Udviklingspuljen for børn og unge.

For 2012 fordeler bevillingerne sig således:


Resterende midler i Udviklingspuljen efter FOU 6. september 2012       3.607.306 kr.
Indstillet til dette møde                    314.286 kr.
Administrative bevillinger      389.225 kr.
Rest på budget 2012   2.903.795 kr.



Beslutning

Indstillingen blev tiltrådt.

Forvaltningen blev anmodet om på næste møde at fremkomme med en indstilling om, hvorledes eventuelle ubrugte midler fra puljen kan anvendes. Udvalget tilkedegav, at man vil se velvilligt på, at der vil kunne anvendes op til 1 mio. kr. på lokaleforbedringer.
Til top