Mødedato: 22.10.2024, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Regnskab for folkeoplysende foreninger 2023, medlems- og lokaletilskud

Se alle bilag

Folkeoplysningsudvalget skal godkende regnskabsaflæggelse for 2023 for de frivillige folkeoplysende foreninger for børn og unge.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Folkeoplysningsudvalget godkender regnskaberne for 2023 for 421 frivillige folkeoplysende foreninger (bilag 1),
  2. at Folkeoplysningsudvalget tager til efterretning, at 12 foreninger i henhold til folkeoplysningslovens § 30, samt Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i København pkt. 4.9.3, skal tilbagebetale tilskud for 2023 og udelukkes fra at modtage tilskud for 2025, indtil fyldestgørende regnskab er afleveret og godkendt, samt sættes under skærpet tilsyn, til to på hinanden følgende regnskaber er afleveret fyldestgørende og rettidigt (bilag 2),
  3. at Folkeoplysningsudvalget tager til efterretning, at én forening i henhold til folkeoplysningslovens § 30, samt Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i København, pkt. 4.9.3, skal tilbagebetale tilskud for 2023, men er berettiget til at søge tilskud for 2025 (bilag 2),
  4. at Folkeoplysningsudvalget tager til efterretning, at sagsbehandlingen fortsætter for én forening (bilag 2), og
  5. at Folkeoplysningsudvalget godkender regnskabet for undervisning efter visitkortmodellen for 2023 for to frivillige folkeoplysende foreninger (bilag 2).

Problemstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen har anmodet om tilskudsregnskaber samt årsregnskaber fra foreninger, som har modtaget tilskud i 2023.

Derudover er der indhentet tilskudsregnskaber fra to frivillige foreninger, der, udover medlems- og lokaletilskud, også har modtaget tilskud til undervisning efter visitkortmodellen i 2023.

Løsning

13 foreninger har på trods af to rykkerskrivelser enten ikke indleveret regnskab, mangler at indsende oplysninger til brug for den endelige sagsbehandling eller har indsendt regnskabsmateriale efter fristen i sidste rykker (bilag 2).

Sagsbehandlingen af én forening er endnu ikke afsluttet.

Formålet med aflæggelse af regnskaber for 2023 er at afklare, om foreningerne har anvendt tilskuddet i overensstemmelse med de gældende retningslinjer.

Ifølge Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i København skal der altid foretages reguleringer for nye foreninger i de to første tilskudsår samt for foreninger, der modtager tilskud til hytteudgifter. Ved ansøgningen 1. maj har foreningen desuden pligt til at oplyse, hvis den har konstateret en medlemstilbagegang på mere end 10% og mindst 30 medlemmer i forhold til året inden ansøgningsåret. For lokaletilskud reguleres, hvis der er tale om en tilbagegang på mere end 10% og mindst 25.000 kr. Foreningerne har mulighed for at søge om forøget tilskud i løbet af tilskudsåret.

1. Behandling af de i alt 421 indkomne regnskaber for 2023 viser en samlet tilbagebetaling på 2.191.016 kr.

2. Det indstilles, at 13 foreninger skal tilbagebetale de udbetalte tilskud for 2023. 12 af disse foreninger kan ikke søge tilskud for 2025, før fyldestgørende regnskab er indsendt og godkendt, og disse 12 foreninger sættes under skærpet tilsyn, til to på hinanden følgende regnskaber er afleveret fyldestgørende og rettidigt. En forening skal tilbagebetale de udbetalte tilskud for 2023, men er berettiget til at søge tilskud for 2025.

Trods to rykkere har tre foreninger ikke indsendt regnskab for 2023, ni foreninger har ikke indsendt de sidste oplysninger til brug for den endelige sagsbehandling og én forening har indsendt fyldestgørende regnskab efter fristen i sidste rykkerbrev (bilag 2).

Hvis de enkelte foreninger ønsker at søge om tilskud i 2025 og indsender et fyldestgørende regnskab for 2023, kan der søges tilskud for månederne marts–december til fristen den 1. februar 2025. Én forening har dog indsendt fyldestgørende regnskab og ansøgning for 2025.

Det samlede tilbagebetalingskrav for de 13 foreninger er på 444.723 kr.

Det samlede tilbagebetalingskrav for de 434 foreninger fra punkt 1 og 2 for 2023 vil samlet være 2.635.739 kr. Tilbagebetalingskravet for de enkelte foreninger vil i udgangspunktet ikke have indflydelse på tilskuddet for 2025.

3. Det indstilles at to frivillige folkeoplysende foreningers regnskab for tilskud til undervisning efter visitkortmodellen for 2023 godkendes (bilag 2). Tilbagebetalingskravet for de to foreninger er på 9.035 kr.

Sagsbehandlingen fortsætter for en forening.

Medlemstal

Tilskuds- og regnskabsberegningerne for 2023 er sket på baggrund af følgende tal for de foreninger, hvis regnskaber indstilles til godkendelse

 

Ansøgning 2023

Regnskab 2023

Antal medlemmer under 25 år

87.574

93.334

Antal medlemmer over 25 år

49.372

59.936

Økonomi

Der forventes netto en tilbagebetaling på 2.635.739 kr. for medlemstilskud og lokaletilskud i form af reguleringer samt tilbagebetaling af udbetalt tilskud i 2023 som følge af manglende indsendelse af regnskabsmateriale.

For visitkort forventes en tilbagebetaling 9.035 kr.

Samlet oversigt

Tilbagebetaling ved regulering af medlems- og lokaletilskud

2.191.016 kr.

Tilbagebetaling for undervisning, visitkort

9.035 kr.

Tilbagebetaling for manglende indsendelse af regnskabsmateriale

444.723 kr.

Nettotilbagebetaling

2.644.774 kr.

Videre proces

Foreninger, der skal have foretaget regnskabsopgørelse, vil få besked om dette pr. mail. Foreningerne vil få oplyst hvilket medlemsgrundlag og hvilke lokaleudgifter, der er lagt til grund for regnskabsopgørelsen.

Foreningerne vil få 8 arbejdsdage til at komme med indsigelser til regnskabsopgørelsen.

Den endelige opgørelse vil som udgangspunkt danne grundlag for bevilling 2025.

Foreninger, som skal have udbetalt tilskud i forbindelse med regnskabsaflæggelsen, vil få tilskuddet udbetalt ultimo november måned.

Foreninger, som skal tilbagebetale i forbindelse med regnskabsaflæggelsen, er i regnskabsbrevet gjort opmærksomme på, at beløbet skal indbetales inden 30 dage. Faktura vil blive fremsendt til foreningens digitale postkasse efter indsigelsesfristen.

 

Mads Kamp Hansen 

                                                                /Rikke Lauritzen

 

Beslutning

Folkeoplysningsudvalgets beslutning på mødet den 22. oktober 2024:

Indstillingen blev godkendt.

Til top