Forvaltningens praksis vedrørende restancer og opfølgning i forhold til foreninger generelt
Folkeoplysningsudvalget orienteres om procedurer og praksis i forbindelse med opfølgning på restancer, årsregnskaber og lignende og skal tage stilling til, om der er behov for ændringer i Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i København.
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Folkeoplysningsudvalget tager orienteringen til efterretning.
Problemstilling
Forvaltningen orienterede på Folkeoplysningsudvalgets møde den 3. september 2024 om forvaltningens arbejde med inddrivelse af folkeoplysende foreningers gæld til Københavns Kommune.
Repræsentanterne for foreningsområdet stillede i den forbindelse forslag om en ny rykkerprocedure og ønskede, at forvaltningen vendte tilbage med en indstilling om den foreslåede praksis.
Løsning
Repræsentanterne for foreningsområdet ønskede på udvalgets møde den 3. september 2024 en procedure, hvor foreningerne får tre rykkere, og udvalget mellem anden og tredje rykker får forelagt en liste over hvilke foreninger der vil blive rykket tredje gang på et udvalgsmøde som orientering. Foreningerne skal samtidig oplyses om, at de, hvis de ikke svarer på tredje rykker, mister deres status som folkeoplysende. Foreningsrepræsentanterne ønskede, at den nævnte praksis indskrives i Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i København.
Forvaltningens nuværende praksis vedrørende opfølgning på restancer
Forvaltningen følger op på restancer vedrørende tilbagebetaling af forfalden gæld der vedrører tilbagebetaling af tilskud foreninger og aftenskoler (medlemstilskud, tilskud til lærer-/lederløn, projekttilskud m.v.), betaling af gebyrer og lignende.
Forvaltningens nuværende praksis for de folkeoplysende foreninger er:
- Kravet sendes til foreningen og samtidig til Finans og Betaling, som står for opkrævning/inddrivelse. Eventuelle udbetalinger til foreningen sættes i bero, til kravet er betalt, eller der er indgået en aftale om betaling.
- Forvaltningen rykker foreningen første gang for svar/betaling.
- Forvaltningen rykker foreningen anden gang for svar/betaling.
- Folkeoplysningsudvalget orienteres.
- Endelig rykker.
Hvis en forening ikke på noget tidspunkt i proceduren indfrier krav eller indgår aftale herom, mister foreningen sin status som folkeoplysende.
Forvaltningens nuværende praksis for aftenskolerne er, at eventuelle krav modregnes i det tilskud, aftenskolen er berettiget til. Hvis tilskuddet ikke dækker kravet, er praksis, at:
- Kravet sendes til aftenskolen og samtidig til Finans og Betaling, som står for opkrævning/inddrivelse.
- Forvaltningen rykker aftenskolen for svar/betaling.
- Forvaltningen sender yderligere én rykker, hvis det konstateres, at aftenskolen ikke har betalt. Aftenskolen bliver samtidig oplyst om, at eventuelt tilskud sættes i bero, indtil kravet er betalt.
Finans og betaling rykker (ud over forvaltningens rykkerprocedurer) foreninger/aftenskoler to gange, inden et krav videresendes til Gældsstyrelsen.
Det er forvaltningens vurdering, at den nuværende praksis er mere lempelig for foreningerne end den ordning, repræsentanterne for de frivillige folkeoplysende har foreslået. Forvaltningen indstiller på den baggrund, at Folkeoplysningsudvalget tager orienteringen til efterretning.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Forvaltningen fortsætter opkrævningen af restancer på baggrund af udvalgets beslutninger og tilkendegivelser.
Mads Kamp Hansen
/Rikke Lauritzen
Beslutning
Folkeoplysningsudvalgets beslutning på mødet den 22. oktober 2024:
Udvalget besluttede, at udvalget orienteres, inden forvaltningen rykker foreningerne anden gang.
Med denne ændring tog udvalget orienteringen til efterretning.