Mødedato: 22.10.2008, kl. 15:00

Udviklingspuljen for børn og unge

Se alle bilag

Udviklingspuljen for børn og unge

Folkeoplysningsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 22. oktober 2008

 

 

7.      Udviklingspuljen for børn og unge(FOU  65/2008)

 

INDSTILLING

Folkeoplysningsudvalget skal tage stilling til ansøgninger til Udviklingspuljen for børn og unge samt orienteres om administrative bevillinger.

 

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

1. at Folkeoplysningsudvalget godkender de indstillede ansøgninger (bilag 1 – 5)

2. at Folkeoplysningsudvalget tager de administrative bevilgede ansøgninger til   

    efterretning (bilag 6)

 

Problemstilling

5 projekter har søgt Folkeoplysningsudvalget om midler fra Udviklingspuljen for børn og unge (indstilles til mere end 100.000 kr.) Udvalget skal tage stilling til ansøgningen.

 

Kultur- og Fritidsforvaltningen har administrativt bevilget 4 projekter midler fra puljen (under 100.000 kr.). Forvaltningen orienterer om dette.

 

9 ansøgninger ligger inden for retningslinierne Udviklingspuljen for børn og unge.

 

En ansøgning (over 100.000 kr.) ligger uden for retningslinierne for Udviklingspuljen for børn og unge.

 

Løsning

1. Grupo de Estudo de C. Mestre Rogério har søgt til et toårigt projekt og er indstillet til en bevilling på i alt 140.000 kr. fra den "åbne pulje" som støtte til projektet "Afrobrasiliansk kampdans/brasiliansk fodbold". Der søges for hvert år 70.000 kr. til poster som materialer til workshop, instrumenter, arrangementer og projektlederløn.

Formål og målgruppe. Projekte t skal føre til flere velfungerende unge og styrke foreningsdannelsen blandt unge minoriteter i Haraldsgade-kvarteret. Målgruppen er børn og unge fra 7 – 18 år primært med anden etnisk baggrund end dansk.

Varighed. Projektperioden er fra 15.september – 14. september 2010, der skal efterfølgende indsendes ansøgning for år 2.

Succeskriterier. Der forventes 60 nye unge i løbet af projektperioden, heraf skal 10-15 unge fungere som egentlige rollemodeller.

Metode. Foreningen vil skabe en stærk kernegruppe af rollemodeller, som kan videreføre aktiviteterne og undervise andre. Aktiviteterne vil være afrobrasiliansk kampdans (capoeira angola), brasiliansk fodbold på gadeplan, workshop i at lave instrumenter. Derudover vil foreningen deltage i diverse udendørs events. Hvervningen vil primært foregå på Klostervængets Heldagsskole.

 

2. Københavns Internationale Klub (KIK) og Qaran Media indstilles til en bevilling i alt 619.365 kr. fra Fokusområde 3 "Foreningsbaseret fitness" som støtte til projektet "En sund krop er vejen til et sundt sind". Projektet er et fælles projekt for de to foreninger som er flyttet til samme adresse, hvor man har mulighed for at leje et ekstra rum, hvor fitness-aktiviteterne kan foregå. Bevillingen dækker etablering af fitnesscentret, uddannelse af fitnessinstruktører og ekstern konsulent til rådgivning i alt 498.000 kr. samt driftsudgifter på 121.365 kr. som dækker 75 % af husleje, el og varme.

Formål og målgruppe. De to foreninger ønsker at etablere et foreningsbaseret fitnesscenter primært for kvinder/piger ml. 16-25 år med anden etnisk baggrund end dansk, så de kan få adgang til at dyrke motion (hvor kun kvinder/piger har adgang) og derved minimere overvægt, dårlig fysisk form samt livstruende sygdomme. Sekundært vil der være adgang for mænd/drenge ml. 16-25 år på andre tidspunkter.

Varighed. Projektperioden er fra 1. december 2008 – 30. november 2009.

Succeskriterier. Projektet forventer, at der for de 2 foreninger deltager 65 kvinder/piger og 85 mænd/drenge om måneden, hvoraf 30 vil være nye medlemmer.

Metode. Foreningerne vil uddanne egne fitnessinstruktører via DGI. Indtil disse er uddannede, vil projektet ansætte 2 professionelle instruktører. Projektlederen skal varetage opgaver såsom at skabe netværk, pr for fitnesscentret, administrativt arbejde samt være bindeled for de 2 foreninger. Der vil blive opkrævet 50 kr. i kontingent om måneden for at deltage i fitnessaktiviteterne.

 

3. Karateklubben Bosatsu er indstillet til en bevilling på 117.075 kr. fra Fokusområde 3 "Foreningsbaseret fitness" til projektet. Bevillingen er givet til pr-materiale og rekvisitter til fitnesscentret. Foreningens adresse ligger i et "hotspot" område, hvilket har betydning for områdets børn og unge, som har alvorlige problemer med kriminalitet. Derfor samarbejder foreningen med Folkesundhed København og det "boligsociale projekt Sjælør Boulevard".

Formål og målgruppe. Formålet er at igangsætte nye fitnessaktiviteter i Bosatsu samt etablere et særskilt gymnastikhold for piger/kvinder med anden etnisk baggrund end dansk. Der er ikke mænd til stede, mens kvindernes aktiviteter foregår.

Fitnessaktiviteterne tilbydes foreningens medlemmer over 15 år, og gymnastikaktiviteterne for piger/kvinder fra 8 år.

Varighed. Projektperioden er 1. oktober 2008 – 30. september 2009.

Succeskriterier. Medlemstallet forventes øget med minimum 20 nye medlemmer primært piger og kvinder inden projektets afslutning. Foreningen har ambitioner om at starte et kvindehold i karate og aikido særskilt for kvinder.

Metode. Instruktørerne skal findes blandt foreningens egne medlemmer og uddannes gennem Folkesundhed København. Både "projekt Sjælør" og Folkesundhed Købehavn henviser piger/kvinder til foreningens gymnastikaktiviteter. "Projekt Sjælør" vil frem til marts 2009 aflønne gymnastik instruktøren, og derefter vil foreningens egen nyuddannede instruktør overtage holdet. Der skal betales medlemskontingent på 100 kr. om måneden efter en prøvetid.

 

4. Fægteklubben Trekanten har søgt til et toårigt projekt på i alt 201.000 kr. fra den "Åbne pulje" som støtte til projektet "Koncentration, strategi og motion – kårdefægtning for børn og unge". For projektets første år søges 146.000 kr. til pr-materiale, 25 sæt kårde/sikkerhedsudstyr og løn til koordinator. Andet år søges til pr-materiale, stævneudgifter og løn til koordinator. Kårefægtning er en ny aktivitet for børn og unge i fægteklubben Trekanten.

Formål og målgruppe. Der etableres kårdefægtning for aldersgruppen 7-15 år for at tilbyde fritidsaktiviteter i nærmiljøet Ryparken/ydre Østerbro, som rummer socialt belastede befolkningsgrupper, der ikke gør brug af de øvrige idræts- og foreningstilbud.

Varighed. Projektperioden er 1. december 2008 – 30. november 2010.

Succeskriterier. Projektet forventer 40 nye medlemmer inden for projektperioden. Der oprettes 2 hold med minimum 20 børn pr. hold. Det forventes, at børnene kan deltage ved breddestævner i slutningen af projektperioden.

Metode. Kårdefægtningen for børn præsenteres på lokalområdets skoler i samarbejde med idrætslærerne, og der uddeles pr-materiale. Kårdeholdene etableres fra starttidspunktet, og børnene indsluses løbende. Foreningen har en professionel fægtemester, som underviser på holdene. Foreningen selvevaluerer rekrutterings-metoden.

 

5. Skøjteklub København, Nørrebro Taekwondo Klub, Københavns Bordtennisklub, Amager Volleyball i samarbejde med Team Copenhagen er indstillet til en bevilling på i alt 260.000 kr. fra den "Åbne pulje" til støtte for projekt "Administrativ hjælp til idrætsforeninger". Projektet falder uden for retningslinierne for Udviklingspuljen for børn og unge vedr. punkterne: Aktiviteter og nye medlemmer. Det vurderes dog som støtteværdigt, da dette projekt skønnes at kunne lette den administrative del af foreningsarbejdet. Der søges udelukkende til projekt- lederløn.

Formål og målgruppe. Formålet er at aflaste de københavnske foreninger på det administrative område for derved evt. at frigive den enkelte forening ressourcer, som i stedet kan anvendes til sportslige og udviklingsmæssige opgaver. Målgruppen er de 4 ovennævnte foreninger, der deltager i dette pilotprojekt, og alle har deltaget i Team Copenhagens klubuddannelse.

Varighed. Projektperioden strækker sig over 1 år fra december 2008 – december 2009.

Succeskriterier. De 4 foreninger, som deltager i pilotprojektet, fortsætter projektet, mens yderligere 3 klubber tilknyttes den administrative projektleder. Aflønning af projektleder skal foreningerne fremover selv stå for (45.000 kr. afhængig af foreningens størrelse).

Metode. Foreningspakken.dk vil være pilotprojektets værktøj. Foreningspakken.dk er et it-redskab, som er udviklet til at støtte foreninger med diverse driftsmæssige opgaver. Pakken giver mulighed for, at flere personer kan deles om det administrative arbejde, således at en ansat person kan varetage administrative opgaver for flere foreninger af gangen. Den enkelte forening vil stadig have direkte adgang til alle sine administrative oplysninger.

Det skønnes, at følgende opgaver umiddelbart kan overgå til den ansatte person: bogføring, kontingentopkrævning, rykkerprocedure, udarbejdelse af regnskab, budgetoplæg, ind- og udmeldelser, udbetalinger, kontakt til revisor og lønudbetaling.

Projektet vurderer, at besparelsen vil være på 200 – 300 timer årligt afhængig af klubbens størrelse. Ligeledes vurderer projektet, at en fuldtidsansat kan varetage opgaver for 6 – 8 foreninger.

 

Økonomi

Udviklingspuljen for børn og unge har et budget på i alt 6.340.000 kr. i 2008 + 1.179.000 kr. som er blevet overført fra budgetår 2007 i alt 7.519.000 kr. Der indstilles på dette møde 5 projekter for i alt 1.212.440 kr. 4 administrative bevillinger + bevillinger fra tidligere møder udgør et forbrug på 4.998.747 kr. Rest på budgettet er 1.140.813 kr.

Bevillingerne fordeles med følgende forbrug:

Den "åbne pulje" 30 bevillinger på i alt 3.143.713 kr. Fokusområde 1 "Børn med særlige behov" 2 bevillinger på 5.100 kr. Fokusområde 2 "Street" 14 bevillinger på i alt 1.607.679 kr. Fokusområde 3 "Foreningsbaseret fitness" 2 bevillinger på i alt 736.440 kr. Offentlige lokaler 24.000 kr. Andre udgifter (fejl ved 2007) 25.000 kr. + sommer -aktiviteter 310.000 kr. Tilbagebetaling af bevilling 62.785 kr.

 

Videre proces

Fritid & Idræt meddeler foreningerne Folkeoplysningsudvalgets beslutning.

 

 

 

BILAG

1. Forudsætningsaftale for projekt "Afrobrasiliansk kampdans/brasiliansk fodbold"

2. Forudsætningsaftale for projekt "En sund krop er vejen til et sundt sind"

3. Forudsætningsaftale for projekt "Karateforeningen Bosatsu"

4. Forudsætningsaftale for projekt "Koncentration, strategi og motion –   

    kårefægtning for børn og unge"

5. Forudsætningsaftale for projekt "Administrativ hjælp til idrætsforeninger"

6. Administrative bevillinger siden sidste møde.     

 

 

 

         Mads Kamp Hansen

                                                                  /Anders Christensen

 

 

 


 

Til top