Udviklingspuljen for børn og unge
Folkeoplysningsudvalget skal tage stilling til to ansøgninger om støtte fra Udviklingspuljen for børn og unge.
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Folkeoplysningsudvalget giver tilsagn til to ansøgninger om støtte.
Problemstilling
To foreninger søger om støtte til henholdsvis andet år af et toårigt projekt og første år af et toårigt projekt.
Løsning
1. DGI Storkøbenhavn
DGI Storkøbenhavn søger en bevilling på 90.000 kr. til andet år af projektet “Udvikling af idrætsforeningstilbud i Jernbanebyen, med afsæt i Spor 10. Fokus på udbredelse af motorik og bevægelsesaktiviteter til områdets nye beboere.”
Projektet har fået etableret det gymnastik- og motorikrum, der blev søgt midler til, og der er indtil videre etableret fire gymnastik- og motorikhold, styrketræning for begyndere og to yoga-hold i foreningen Jernbanebyen IF. Foreningen har på nuværende tidspunkt 60 medlemmer, heraf 37 i alderen 0-12 år, resten er over 25 år.
Midlerne skal i andet år af projektet anvendes til løn (80.000 kr.) og PR/reklame (100.000 kr.).
Forvaltningen vurderer, at projektet delvist skrider frem efter planen. Dog er medlemstallet under 25 år en del under forventet både i forhold til projektets mål og det forventede potentiale. Forvaltningen indstiller på den baggrund, at der bevilges 90.000 kr. til projektets andet år under forudsætning af, at foreningens tilbud og rekruttering udvikles yderligere. Forvaltningen vil i givet fald gå i dialog med projektlederen herom.
2. Outdoor Foreningen
Outdoor Foreningen søger en bevilling på 157.000 kr. til første år af det toårige projekt “Opstart af orienteringsklub i Københavns Kommune”.
Midlerne skal anvendes til: løn (50.000 kr.), Materialer (110.000 kr.), PR/reklame (10.000 kr.) Andet: Tegning af orienteringskort (186.000 kr.). Outdoor Foreningen medfinansierer projektet med i alt 199.000 kr.
Foreningen forventer at søge 60.000 til andet år af projektet.
Formål og målgruppe
Formålet er at danne en frivillig orienteringsklub i København, hvor børn, unge og voksne kan melde sig ind og gå fast til orienteringsløb i et foreningsfællesskab. DIF Skole OL’s finalestævner foregår i København i 2025-2028, og Outdoorforeningen har ansvaret for afviklingen af finalerne i orienteringsløb såvel som lokalstævner for skolerne i København og ser i den forbindelse et potentiale for at etablere og udvikle foreningen.
Projektets tids- og aktivitetsplan det første år
Projektet starter 1/3-2025
Tidslinje:
April 2025: Afvikle DIF Skole OL lokalstævne i orienteringsløb i
Valbyparken
Juni 2025: Afvikle DIF Skole OL finalestævner i orienteringsløb i Remiseparken
Efterår 2025: Lave skoleforløb med orienteringsløb sammen med interesserede skoler
2026: Gentagelse af alle aktiviteter i 2025
2026: Samarbejder med orienteringsklubber i nabokommuner skal give flere månedlige aktiviteter.
2026: Udvikle foreningen i retning af en platform/fællesskab for orienteringsaktiviteter i Københavns Kommune, hvor flere bidrager med aktiviteter - og hjælper til ved aktiviteter.
Projektets mål og forankring
Projektets målsætning er, at etablere en forening og opnå 30 nye medlemmer under 25 år, samt 10 nye frivillige.
Foreningen forventer, at dens økonomi bliver stærkere, i takt med at medlemstallet stiger. På sigt er det foreningens mål, at økonomien kan bære, at foreningen råder over egne lokaler på Østerbro.
Projektperiode
Projektet løber fra 1/3-2025 – 28/2-2027.
Forvaltningen vurderer, at projektet lever op til Udviklingspuljens kriterier, og at der er et potentiale for outdoor aktiviteter i København. Forvaltningen indstiller på den baggrund, at der bevilges 157.000 kr. til første år af projektet.
Økonomi
Udviklingspuljen for børn og unge har i 2025 budget på 4.939.816 kr.
Indstillet til dette møde |
247.000 kr. |
Administrative bevillinger inden dette møde |
129.585 kr. |
Rest på budget |
4.563.231 kr. |
Der er reserveret følgende midler:
2025: 929.666 kr.
2026: 93.5000 kr.
Videre proces
Forvaltningen meddeler ansøgerne udvalgets beslutning.
Mads Kamp Hansen
/Rikke Lauritzen