Korrektion af medlemstilskud for 2025 for IF Kæmperne af 1998
Folkeoplysningsudvalget orienteres om, at IF Kæmperne af 1998 medlems- og lokaletilskud korrigeres.
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at
Folkeoplysningsudvalget tager orienteringen til efterretning
Problemstilling
Ifølge Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i København, pkt. 4.2.1 er et medlem tilskudsberettiget som ’medlem med handicap’, hvis der er behov for ekstra hjælp for at kunne deltage i den folkeoplysende aktivitet. Desuden skal foreningen indhente og opbevare tro- og love-erklæring fra medlemmet med handicap (eller forælder/værge) om, at vedkommende er handicappet i forhold til aktiviteten og har behov for ekstra hjælp for at kunne deltage i aktiviteten.
Medlemmer med handicap under 25 år udløser tilskudssatsen gange 4. Medlemmer med handicap på 25 år eller derudover udløser tilskudssatsen gange 1.
Kravet til indhentelse af tro-og loverklæring trådte i kraft fra og med 2020 efter indstilling fra Intern Revision og blev godkendt på Folkeoplysningsudvalgets møde den 17. december 2019.
Kultur- og Fritidsforvaltningen er på møde med foreningen blevet orienteret om, , at det ikke er muligt at indhente tro- og love-erklæringerne på grund af den særlige målgruppe (psykisk sårbare). Dette fremgår også af revisors bemærkninger til foreningens regnskab for 2023.
Foreningen er i 2025 bevilget medlemstilskud på 115.588 kr. til foreningens 6 medlemmer under 25 år og 398 medlemmer over 25 år. De er alle bevilget tilskud som medlemmer med handicap.
Løsning
Da der ikke er indhentet den krævede tro-og loveerklæring, skal medlemstilskuddet beregnes efter tilskudsmodellen for medlemmer uden handicap. Der beregnes derfor kun tilskud for ét medlem i aldersgruppen 19 – 20 år og fem medlemmer i aldersgruppen 21-24 år.
Sidstnævnte gruppe modtager medlemstilskud med 50% af tilskudssatsen på 284 kr.
Det korrigerede tilskud bliver derfor på 994 kr.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Foreningen vil modtage en korrigeret bevilling af medlemstilskud for 2025. Da klubben har fået udbetalt første rate af den oprindelige bevilling, vil foreningen skulle tilbagebetale tilskud.
Mads Kamp Hansen
/ Rikke Lauritzen