Mødedato: 22.04.2017, kl. 11:00
Mødested: Bernstorff Slot

Udviklingspuljen for børn og unge

Se alle bilag
Folkeoplysningsudvalget skal tage stilling til tre ansøgninger om midler fra Udviklingspuljen for børn og unge.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Folkeoplysningsudvalget giver tilsagn til ansøgningerne under pkt. 1 - 3.

 

Problemstilling

Én forening søger Folkeoplysningsudvalget om midler fra Udviklingspuljen for børn og unge til et 1-årigt projekt, én forening søger om midler til 1. år af et 2-årigt projekt, og én forening søger om midler til 1. år af et 3-årigt projekt.

 

Løsning

1. DGI Storkøbenhavn

DGI Storkøbenhavn og Idrætsforum København søger en bevilling på 459.000 kr. som støtte til 1. år af projektet "Street Workout CPH".

Til projektets 2. år vil foreningen søge en bevilling på 144.000 kr.

Formål og målgruppe

Målet med dette projekt er at etablere 4 folkeoplysende foreninger, der vil tilbyde outdoor fitness henholdsvis i Sundby, Valby, Nordvest og Nordhavn. Målgruppen er unge i alderen 15 - 25 år. Formålet er at rekruttere de unge, der i dag ikke selv opsøger kommunens træningsfaciliteter, fordi de ikke ønsker at træne alene, eller fordi de er usikre på hvordan de forskellige redskaber skal benyttes korrekt.
Aktiviteterne skal foregå ved Sundby Idrætspark, Valby Hallen, Grøndal MultiCenter og på Konditaget Lüders. Projektet lægger ud med at rekruttere og uddanne instruktører samt afholde opstartsevents og åbne træninger med instruktører.
Rekrutteringen skal ske gennem de gratis træninger, der typisk afvikles i weekender, hvorimod træningerne i foreningsregi organiseres på hverdage.

Varighed

Projektperioden er 1. maj 2017 - 30. april 2019.

Succeskriterier

DGI Storkøbenhavn forventer, at der samlet for de fire nye foreninger, vil være 500 medlemmer under 25 år og 50 instruktører efter projektperioden.

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at der bevilges 459.000 kr.

 

2. Nørrebro United

Nørrebro United søger en bevilling på 95.000 kr. som støtte til 1. år af projektet "Håndbold på Nørrebro".

Til projektets 2. år vil foreningen søge en bevilling på 95.000 kr. Projektets 3. år finansieres uden støtte fra Københavns Kommune.

Formål og målgruppe

Projektets mål er at forankre tilbuddet om håndbold i Nørrebro United. Målgruppen er børn og unge i alderen 4 - 17 år, og foreningen forventer at kunne skabe et håndbold tilbud for både piger og drenge, på tværs af etnicitet, religion og kultur. Foreningen vil i dette projekt lægge vægt på boldlegen, glæden ved at spille samt det forpligtende fællesskab holdspillet bygges på.
Aktiviteterne skal foregå i Nørrebrohallen, Korsgadehallen og Hillerødgade hal. Rekrutteringen vil blandt andet foregå gennem samarbejde med skoler, hvor projektet vil tilbyde prøvetræning i skoletiden. Herudover vil der være samarbejde med fritidsklubber, Nørrebro Idrætsråd og Get2Sport.

Varighed

Projektperioden er 1. august 2017 - 31. juli 2020.

Succeskriterier

I løbet af den 3-årige projektperiode forventer foreningen at få 200 nye medlemmer samt 50 involverede forældre. Herudover 15 - 20 nye trænere.

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at der bevilges 95.000 kr.

 

3. Playonkids

Playonkids søger en bevilling på 185.499 kr. som støtte til projektet "Bevægelse gennem musik, dans og sport på Københavns legepladser".

Formål og målgruppe

Playonkids er en ny forening, der med dette projekt vil rekruttere børn til foreningens aktiviteter, der skal foregå på forskellige legepladser i Københavns Kommune. Aktiviteterne vil foregå udendørs, og foreningen er p.t. ved at indgå aftaler med en række legepladser, der ser positivt på at pladserne anvendes i foreningsregi.
Målgruppen er børn i alderen 0 - 10 år og deres forældre. Tanken er, at forældrene kommer med deres børn og støtter op om aktiviteterne. Foreningen vil inddrage forældrene, så de kan tage del i de opgaver, der er forbundet med afvikling af de forskellige aktiviteter.
Der vil i sommerhalvåret blive afholdt i alt 20 aktiviteter på lørdage, hvor programmet strækker sig over 3 timer.
Aktiviteterne vil variere i karakter og aktiviteter, men vil altid indeholde dans, musik, leg og sport.
Foreningen forventer at få ca. 300 børn som medlemmer af foreningen og forventer at kunne videreføre aktiviteten efter endt projektperiode med økonomisk dækning via medlemskontingenter og sponsorater.
Kultur- og Fritidsforvaltningen er opmærksom på, at projektet er rekvisittungt. Forvaltningen vurderer imidlertid, at rekvisitterne er nødvendige for at danne den ramme, projektet lægger op til,
da foreningen i øvrigt ikke anvender etablerede idrætsfaciliteter.

Varighed

Projektperioden er 1. maj 2017 - 1. juli 2018.

Succeskriterier

Foreningen forventer at få 300 medlemmer under 25 år i projektets 1. år.

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at der bevilges 185.499 kr., at tilskuddet ikke må anvendes til indkøb af computer og maskine til print af medlemskort, og at rekvisitter, der stadig er anvendelige, tilfalder Kultur- og Fritidsforvaltningen, hvis foreningen ved udgangen af projektperioden ikke er levedygtig.

 

Økonomi

Udviklingspuljen for børn og unge har i 2017 et budget på 4.813.000 kr.

Der indstilles til dette møde tre projekter med et samlet forbrug på 739.499 kr., og der er meddelt  5 administrative bevillinger med et samlet forbrug på 324.494 kr.

 

Resterende midler efter FOU 7. februar 2017         4.760.450 kr.
Indstillet til dette møde      739.499 kr.
Administrative bevillinger      324.494 kr.
Rest på budget 2017   3.696.457 kr.

 

Videre proces

Kultur- og Fritidsforvaltningen meddeler foreningerne Folkeoplysningsudvalgets beslutning.

 

Mads Kamp Hansen/

                                       Rikke Thielcke

         

 

Beslutning

Folkeoplysningsudvalgets beslutning på mødet den 22. april 2017:

Indstillingen blev godkendt.

Til top