Mødedato: 22.04.2017, kl. 11:00
Mødested: Bernstorff Slot

Analysen af spejder- og kulturforeninger og anbefalinger herfra

Se alle bilag

Folkeoplysningsudvalget skal drøfte analyserne af henholdsvis spejder-/samrådsforeningerne og kulturforeningerne og tage stilling til, om der er indsatser, som skal sættes i værk på baggrund af analysernes anbefalinger.

 

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at udvalget drøfter de anbefalinger og forslag, der beskrives i analyserne af spejder-/samrådsforeningerne og kulturforeningerne, og
  2. at udvalget beslutter, om der er indsatser, som skal sættes i værk på baggrund af analysernes anbefalinger.

 

Problemstilling

Folkeoplysningsudvalget besluttede d. 24. maj 2016 at afsætte 350.000 kr. til at udarbejde to analyser af henholdsvis spejder-/samrådsforeningerne og kulturforeningerne i København. Formålet var at afdække foreningernes vilkår og udviklingsmuligheder. Kultur- og Fritidsforvaltningen har i efteråret 2016 udarbejdet de to analyser ved at inddrage foreningerne via workshops, spørgeskemaer og interviews. Analyserne vedlægges i bilag 1 og 2.

 

Løsning

I analyserne præsenteres en række anbefalinger, som kan være relevante at arbejde videre med, for at foreningerne kan rumme flere medlemmer, fastholde og rekruttere flere frivillige, få lettere ved at løse de administrative opgaver og få bedre facilitetsforhold.

Arbejdet med analyserne indgår som led i Kultur- og Fritidsforvaltningens indsatsområde ”Foreningslivet i København” under Kultur- og Fritidspolitikken 2016-2019.

Foreningernes anbefalinger

 Foreningernes vigtigste anbefalinger, som går igen i begge analyser, er:

  • Nye foreningsegnede faciliteter i nye byområder, som foreningerne inddrages i etableringen af.

  • Bedre opbevaringsmuligheder i offentlige faciliteter.

  • Enklere administration gennem optimering af de administrative systemer.

  • Mere foreningsrådgivning og hjælp til nye foreninger.

  • Mere information og rådgivning om Udviklingspuljen for børn og unge.

  • Behov for støtte til at inddrage udsatte børn og unge.

  • Bedre muligheder for at foreningerne kan samarbejde med hinanden – for eksempel gennem fælles administration, fælles aktiviteter og rekrutteringsindsatser.

De særlige anbefalinger fra spejder- og samrådsforeningerne er:

  • En spejderkonsulent til udvikling og styrkelse af spejder- og samrådsforeningerne.

  • Gennemskuelige og rimelige lejekontrakter, der løber mindst 10 år.

  • Incitament til at dele faciliteter med andre.

De særlige anbefalinger fra kulturforeningerne er:

  • Samarbejdet med kulturhusene skal fornyes og styrkes.

  • Specialindrettede faciliteter til kulturaktiviteter.

  • Aldersgrænsen for kulturforeningernes medlemstilskud sættes op til 30 år.

Forvaltningens initiativer på baggrund af anbefalingerne

På baggrund af analyserne har Kultur- og Fritidsforvaltningen udarbejdet to handleplaner, der beskriver hvilke tiltag, forvaltningen allerede har iværksat eller umiddelbart kan sætte i gang inden for de eksisterende rammer. De vigtigste initiativer er:
  • Udarbejdelse af en procesplan for hvordan og hvornår foreningerne inddrages i forbindelse med etablering af nye faciliteter.

  • Formidling af mulighederne for at søge støtte til at løse opbevaringsproblemer.

  • Indførsel af et nyt administrativt system, hvis implementering forvaltningen understøtter med vejledninger og eventuelt kurser.

  • Ny kursusplan for 2017 – blandt andet med kursus og workshop om Udviklingspuljen for børn og unge og de nye retningslinjer.

  • Gennemskuelige 10-årige lejekontrakter for hytter/lokaler, hvor det er muligt.

  • Styrkelse af samarbejdet med kulturhuse, biblioteker, idrætsanlæg m.fl. gennem lokale informationsmøder.

KulturKBHs initiativer på baggrund af anbefalingerne

Folkeoplysningsudvalget har bevilget midler til, at KulturKBH kan fortsætte deres indsats de næste tre år. På baggrund af anbefalingerne fra foreningerne vil KulturKBH blandt andet arbejde videre med: 

  • Specifikke netværksarrangementer og kurser mv. for kulturforeningerne (Kultur KBH).

  • Støtte til at etablere samarbejder om at løfte administrative opgaver i fællesskab (Kultur KBH).

Alle forvaltningens samt KulturKBHs initiativer på baggrund af foreningernes anbefalinger fremgår af bilag 3 og 4.

Anbefalinger som kræver politisk prioritering

Ud over ovenstående er der en række konkrete forslag, som ikke kan imødekommes inden for Kultur- og Fritidsforvaltningens eksisterende ramme, men som kan prioriteres for eksempel i forbindelse med budgetforhandlingerne. Det drejer sig om følgende tiltag:

  • En spejderkonsulent til udvikling og styrkelse af spejder- og samrådsforeningerne.

  • Pulje til partnerskaber mellem kulturforeninger og kulturhuse - inkl. frikøb af facilitetstid.

  • Etablering af basisfaciliteter - opbevaring, toiletforhold, lys, overdækning m.v. - i byrummet, så det bliver lettere at udnytte dette til spejderaktiviteter.

  • Etablering af flere specialindrettede lokaler til særligt teater, dans og rollespil.

  • Beregning af besparelser ved renoveringer af spejderhytter og mødelokaler.

  • Indførsel af et økonomisk incitament til at dele egne faciliteter med andre.

  • Indførsel af en kontingentstøtteordning målrettet udsatte børn og unge.

  • Regnskabsprogram/-værktøj til kasserere.

Såfremt Folkeoplysningsudvalget ønsker at iværksætte ovenstående indsatser eller nogle af dem, kræver det, at der afsættes midler hertil.

 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

 

Videre proces

På baggrund af Folkeoplysningsudvalgets drøftelser vil Kultur- og Fritidsforvaltningen arbejde videre med de konkrete indsatser.

 

Mads Kamp Hansen

                                       /Rikke Thielcke                                    

Beslutning

Folkeoplysningsudvalgets beslutning på mødet den 22. april 2017:

Indstillingen blev godkendt.

Til top