Godkendelse af folkeoplysende foreninger, der kun søger lokaler, april 2018
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Folkeoplysningsudvalget godkender fem foreninger, der søger om godkendelse og lokaler.
Problemstilling
Syv foreninger har søgt om godkendelse med henblik på at få stillet offentlige lokaler til rådighed. Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller fem foreninger til godkendelse.
Forvaltningen indstiller to foreninger til afslag.
Løsning
Godkendelse af fem foreninger
En ansøgende forening skal opfylde en række betingelser i henhold til folkeoplysningsloven og Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i København for at blive godkendt som en folkeoplysende forening. Der stilles blandt andet krav til foreningens formål og vedtægter, der skal vedlægges ansøgningen.
Når en forenings ansøgning er komplet, meddeler forvaltningen en administrativ godkendelse, så foreningen kan søge tider og påbegynde sine aktiviteter. Den administrative godkendelse er betinget af, at foreningen godkendes på førstkommende møde i Folkeoplysningsudvalget.
På sit møde d. 6. marts bad Folkeoplysningsudvalget om en uddybning af de to foreninger PACT - Physical Activity After Cancer Treatment og Proof of life. Begge foreninger udspringer af et forskningsprojekt på Rigshospitalet, hvor de to forskere bag projektet tog initiativ til etablering af først Proof of Life, som er målrettet yngre kræftoverlevere, i 2006. Dernæst stiftedes i 2009 PACT med en bredere målgruppe aldersmæssigt (alle der har fået en kræftdiagnose).
PACT beskriver sig selv som en frivillig, uafhængig og velgørende forening, der hverken er en traditionel idrætsforening eller en traditionel patientforening, men en unik kobling. Foreningen er en idrætsklub for alle uanset sygdomserfaring og træningsniveau. Foreningen tilbyder ugentligt dans, styrketræning, spinning, cykeltræning og yoga. Foreningen er en lokalforening.
Proof of life beskriver sig selv som en idrætsforening for unge kræftoverlevere. Foreningen tilbyder ugentligt cirkel-/cardio(/løbe)træning. Foreningen er en landsforening.
PACT indstilles til godkendelse på baggrund af deres folkeoplysende aktiviteter.
De fem foreninger i bilag 1 indstilles til godkendelse, idet de opfylder betingelserne i Folkeoplysningsloven og Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i København.
Afslag på ansøgninger
Til orientering har følgende foreninger fået afslag på godkendelse som folkeoplysende forening:
Proof of Life: Foreningen er en landsforening uden selvstændige lokalforeninger og har derfor fået afslag på godkendelse, jf. Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i København pkt. 3.2.g.
Spiritistisk Forening Allan Kardec: Foreningen beskriver i sine vedtægter sit formål således: "Foreningens formål er at fremme menneskets spirituelle udvikling samt forståelsen og kendskabet til den åndelige verden gennem studie og indblik i den spiritistiske lære. I sit virke vil foreningen videreformidle gennem aktiv undervisning og oplysning om spiritismen. Dette vil primært være gennem særarrangementer som kurser, foredrag, workshops, åbne cirkler, lukkede cirkler, socialiserings møder, film samt foreningsmøder. Foreningen har som formål at afmystificere og skabe klarhed om den åndelige verden, den fortsatte eksistens efter døden samt de forskellige former for medieskab i alle dets retninger. Foreningen vil gennem oplysning bidrage til at skabe klarhed og healing, og bringe forståelse om det evigt fortsatte liv uden frygt og dogmer."
En folkeoplysende forening skal tilbyde folkeoplysende aktiviteter jf. Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i København pkt. 3.2.b. En folkeoplysende forening må gerne have ikke-folkeoplysende aktiviteter. Forvaltningen har konkret vurderet, at foreningens ikke-folkeoplysende aktiviteter har en væsentlig overvægt i forhold til de folkeoplysende aktiviteter. De folkeoplysende aktiviteter er foredrag/studie en time hver anden uge. De ikke-folkeoplysende aktiviteter er rådgivning, vejledning og terapeutisk samtale. En oversigt over foreningens aktiviteter er beskrevet på foreningens hjemmeside og ses her. Foreningen har indsendt aktivitetsoversigt, jf. bilag 2.
Økonomi
Beslutningen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Forvaltningen meddeler foreningerne Folkeoplysningsudvalgets beslutning.
Mads Kamp Hansen
/Marianne Kruckow
Beslutning
Indstillingen blev godkendt.