Mødedato: 20.03.2007, kl. 15:00

Undersøgelse af foreningernes vilkår for integrationsarbejdet

Undersøgelse af foreningernes vilkår for integrationsarbejdet

Folkeoplysningsudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde tirsdag den 20. marts 2007

 

 

8.      Undersøgelse af foreningernes vilkår for integrationsarbejdet

(FOU  29/2007)

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Folkeoplysningsudvalget skal tage stilling til, om der skal afsættes 353.000 kr. fra Udviklingspuljen til en empirisk undersøgelse af foreningernes vilkår for integrationsarbejdet.

 

 

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

1. at Folkeoplysningsudvalget – under forudsætning af Borgerrepræsentationens godkendelse af retningslinjerne for Udviklingspuljen – godkender, at der fra Udviklingspuljen afsættes 353.000 kr. til en undersøgelse af foreningernes vilkår for integrationsarbejdet

2. at Folkeoplysningsudvalget udpeger 1-3 repræsentanter til undersøgelsens følgegruppe

 

Folkeoplysningsudvalgets beslutning i mødet den 20. marts 2007

De to at-punkter blev slået sammen til én samlet indstilling med tilføjelsen:

Følgegruppen samles og gennemgår kontrakten, inden den underskrives. Der søges medfinansiering hos DIF, DGI og DUF. Såfremt der opnås medfinansiering reduceres bevillingen tilsvarende.   

Følgegruppen blev nedsat med: Bjarne Fey, Kaj Nielsen og Per Vandrup

Leslie Arentoft ønskede afstemning om undersøgelsens gennemførelse.

14 stemte for – 2 stemte imod.

Udvalget godkendte dermed den samlede indstilling med tilføjelse.

 

Problemstilling

Integration er for alvor kommet på dagsordenen – også på kultur- og fritidsområdet, som er et af indsatsområderne i Københavns Kommunes integrationspolitik. Foreningslivet tillægges i den sammenhæng en stor rolle som platform for integration. Med denne undersøgelse sættes der fokus på de vilkår og forhold, som skal være til stede for at foreningerne kan lykkes med at rekruttere og fastholde etniske minoriteter.

 

Løsning

Det foreslås, at der gennemføres en empirisk undersøgelse, der skal afdække nogle af de væsentligste faktorer, som kan være hæmmende eller fremmende for integrationsarbejdet i de københavnske foreninger. Med integration menes i denne sammenhæng foreningerne som ramme for social integration og ikke som ramme for kulturel integration og/eller assimilation.

 

Formålet med undersøgelsen er

-         at få en større viden om, hvad foreningerne kan og ikke kan i en integrationsmæssig sammenhæng.

-         at bidrage til bedre integrationsarbejde i foreningerne gennem erfaringsudveksling.

-         at fremme bæredygtige løsninger og indsatser på integrationsområdet.

 

Undersøgelsen, som vil blive gennemført af Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund, består af fem faser:

 

1.      Sammenfatning af eksisterende viden på området via litteraturstudie og interviews.

2.      Analyse af 12 foreninger via besøg og interviews.

3.      En dybdegående analyse af fire foreninger.

4.      Erfaringskonference med deltagelse af københavnske foreninger.

5.      Analyse, rapportskrivning og udarbejdelse af pixie-udgave målrettet foreningslivet.

 

Til at følge undersøgelsen nedsætter Københavns Kommune en følgegruppe med repræsentanter for foreningslivet og forvaltningen, som mødes tre gange med forskergruppen (se bilag 1).

 

Undersøgelsens resultater vil bl.a. blive videreformidlet til foreningslivet via en pixie-udgave af rapporten, en konference og forvaltningens løbende rådgivning og bistand til foreningernes integrationsarbejde. Derudover vil undersøgelsens resultater blive videreformidlet til relevante aktører, forvaltninger og organisationer – herunder til DIF, DGI og DUF, som alle inviteres til at deltage i følgegruppen.

 

Sagen blev behandlet af udvalget d. 29. januar 2007 (FOU 17/2007), hvor det blev besluttet, at udsætte sagen med henblik på nærmere vurdering af undersøgelsens form. Efterfølgende mødtes repræsentanter for udvalget med forvaltningen for at drøfte undersøgelsen nærmere. Indstillingen og bilag 1 er rettet til i henhold hertil.

 

En yderligere beskrivelse af undersøgelsen fremgår af bilag 1.

 

Økonomi

Udviklingspuljen har et budget på 5.237.000 kr. i 2007. Der er i 2007 bevilget 1.530.845 kr., hvilket betyder at der er 3.706.155 kr. tilbage i Udviklingspuljen for 2007. Godkender udvalget denne indstilling vil rest på budgettet herefter være 3.353.155 kr.

 

Budgettet for undersøgelsen ser således ud:

Empirisk undersøgelse og rapportskrivning              270.000 kr.

Erfaringskonference med foreninger                           50.000 kr.

Opsætning og tryk af rapport                                           8.000 kr.

Opsætning og tryk af pixie-udgave                               20.000 kr.

Udsendelse                                                                       5.000 kr.

I alt                                                                                353.000 kr.

 

 

Videre proces

Undersøgelsen gennemføres i perioden april 2007 – januar 2008. Rapport og pixie-udgave til foreningerne forventes at være færdige i februar 2008.

 

Bilag

1.      Beskrivelse af undersøgelsen.

 

        

                      Mads Kamp Hansen

                                                                 /Rikke Thielcke

 

 


 

Til top