Mødedato: 20.02.2024, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Korrektion af lokaletilskud 2024 for foreninger på By & Havns arealer (FOU 22.2024)

Se alle bilag

Folkeoplysningsudvalget skal tage stilling til, om bevilgede lokaletilskud for 2024 for sejl- og roklubber på By & Havns arealer skal justeres.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at de bevilgede lokaletilskud for 2024 for 8 foreninger justeres, og
  2. at foreninger, der har aftaler med By & Havn, får indfaset overgangen fra 100 % til 65 % lokaletilskud over fire år, således den enkelte forening får mulighed for at tilpasse sit budget, jf. bilag 1.

Problemstilling

For de foreninger, der har aftaler med By & Havn, har praksis hidtil været, at der blev ydet 100 % lokaletilskud til arealleje samt øvrige lokaleudgifter, hvis der har været tale om By & Havns lokaler. Ejer foreningen selv lokalerne, har der været ydet 65% lokaletilskud efter reglerne for egne eller private lejemål.

Der kan fremover ikke ydes 100 % lokaletilskud: By & Havn er et interessentselskab og opererer ifølge loven på markedsvilkår. Københavns kommune har ikke mulighed for at disponere over grundene.  By & Havn er derfor sidestillet med en privat udlejer, uagtet at Københavns Kommune er medejer. I forbindelse med at udviklingsarealer tages i brug i f.eks. Nordhavn, har Københavns Kommune tilbagekøbt relevante grunde til brug for kommunale formål, f.eks. skoler m.v., efter de i sin tid blev solgt fra til By & Havn, tidligere Arealudviklingsselskabet I/S.

Løsning

På Folkeoplysningsudvalgets møde den 19. december 2023 blev der bevilget lokaletilskud til de berørte foreninger efter reglerne for 65% lokaletilskud til egne eller private lejemål.

Differencen mellem de hidtidige lokaletilskud og det bevilgede lokaletilskud for 2024 efter reglerne for 65 % lokaletilskud er imidlertid stor, og det indstilles derfor, at de bevilgede lokaletilskud justeres, således at den enkelte forening får mulighed for at tilpasse sit budget.

Forvaltningen foreslår at:

1. Der indføres en 4-årig overgangsordning for overgangen fra 100 % til 65% lokaletilskud.
2. For tilskudsårene 2024 – 2026 bevilges 65% lokaletilskud til de hidtidige lokaleudgiftsposter.
3. For tilskudsårene 2024 – 2026 beregnes 100 % lokaletilskud til de hidtidige lokaleudgiftsposter og bevilling vil være på henholdsvis 75, 50 og 25 % af det beregnede tilskud.
4. Fra tilskudsåret 2027 vil alle tilskudsberettigede lokaleudgifter blive beregnet efter reglerne for 65 % lokaletilskud til egne eller private lejemål.

Økonomi

Merudgiften i forbindelse med overgangsordningen vil i 2024 være på 1,6 mio. kr., som foreslås finansieret af buffer til justering af budgetramme i forbindelse med brugsaftaler.

Videre proces

Lokaletilskuddene for de nævnte foreningers lokaletilskud genberegnes, og der fremsendes korrigeret bevilling for 2024 til foreningerne.

 

Mads Kamp Hansen

                                                                                                                                                                              /Rikke Lauritzen

 

Beslutning

Tre repræsentanter fra roklubberne i Svanemøllen og Københavns Roklub havde foretræde for udvalget i forbindelse med behandlingen af punktet.

Folkeoplysningsudvalgets beslutning på mødet den 20. februar 2024:

Udvalget besluttede at udsætte sagen til førstkommende møde og anmodede forvaltningen om at belyse sagen yderligere.

Til top