Folkeoplysningspolitik 2023-2026 - høring
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Folkeoplysningsudvalget drøfter svar fra høring over udkast til Folkeoplysningspolitik,
- at Folkeoplysningsudvalget beslutter eventuelle justeringer i Folkeoplysningspolitikken, og
- at Folkeoplysningsudvalget beslutter at sende udkast til Folkeoplysningspolitik i høring hos blandt andet de af Borgerrepræsentationen nedsatte udvalg, råd og nævn.
Problemstilling
Folkeoplysningsudvalget behandlede udkast til Folkeoplysningspolitik for perioden 2023-2026 på sit møde den 10. oktober 2023. Udvalget besluttede at sende udkastet i høring blandt kommunens aftenskoler og foreninger.
Efterfølgende er forvaltningen blevet opmærksom på, at det også kunne være relevant at sende politikken i høring i en bredere kreds, herunder de udvalg, råd og nævn, som Borgerrepræsentationen har nedsat; Lokaludvalg, Ældrerådet m.fl. (se bilag 3).
Løsning
Forvaltningen har modtaget 8 høringssvar.
Svarene falder primært i tre af Folkeoplysningspolitikkens temaer:
For fællesskabet,
For byen, og
For organisationen.
For fællesskabet
Det anføres, at foreningsmedlemmer mellem 25 og 59 år kan opfattes som en økonomisk byrde, da de kan have en negativ effekt ved beregning af lokaletilskud.
Det foreslås, at det præciseres at skiftet fra én aktivitet til en anden skal være nemt både internt i en forening og på tværs af foreninger.
Det foreslås, at flere foreningsbaserede aktiviteter for seniorer/pensionister understøttes.
For byen
Der foreslås fokus på udvidelse af aktivitetskapacitet gennem udbygning af outdoorfaciliteter på mindre arealer.
Det påpeges, at egnede tider udbydes ikke p.g.a. indtægtskrav.
Der foreslås mulighed for at dele facilitetstider med andre (blandt andet på atletikanlæg og i forbindelse med banetider til kampe), og at adgang til haller, gymnastiksale m.m. som udgangspunkt reserveres til foreninger fra kl. 16 som 1. prioritet og til skoler som 2. prioritet.
For organisationen
Det foreslås, at foreningsportalen laves om til en app, og at det blandt andet på den måde gøres nemmere at finde faciliteter.
Det foreslås, at medlemstal og andre informationer opdateres løbende, så de aktuelle oplysninger altid er tilgængelige for forvaltningen og andre.
Derudover foreslås differentieret kontingentstøtte, med den begrundelse at særligt sportsforeninger også har andre muligheder for at søge støtte, samtidig med at det er ”markant” dyrere at deltage i musikaktiviteter, og at lokaletilskud til andre aktiviteter end den primære overvejes.
Forvaltningen foreslår, at udvalget drøfter de indkomne svar, om der skal foretages justeringer i Folkeoplysningspolitikken, at udkastet til Folkeoplysningspolitik sendes i yderligere høring, og at udvalget overfor Borgerrepræsentationen indstiller, at Folkeoplysningspolitikken godkendes.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Forvaltningen udsender den opdaterede Folkeoplysningspolitik i høring hos de parter, der fremgår af bilag 3.
Folkeoplysningsudvalget vil efterfølgende få modtagne høringssvar til drøftelse, hvorefter politikken vil blive forelagt Borgerrepræsentationen til endelig godkendelse.
Mads Kamp Hansen
/Rikke LauritzenBeslutning
Folkeoplysningsudvalgets beslutning på mødet den 20. februar 2024:
Udvalget drøftede de indkomne svar og besluttede, at eventuelle justeringer af udkastet til Folkeoplysningspolitik afventer den yderligere høringsrunde, der samtidig blev besluttet.