Udviklingspuljen for børn og unge
Folkeoplysningsudvalget skal tage stilling til to ansøgninger om støtte fra Udviklingspuljen for børn og unge.
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- At Folkeoplysningsudvalget giver tilsagn om støtte til første år af to toårige projekter.
Problemstilling
DGI Storkøbenhavn og Husum Boldklub søger begge midler til toårige projekter.
Løsning
1. DGI Storkøbenhavn
DGI Storkøbenhavn søger en bevilling på 409.000 kr. til første år af det toårige projekt ”Udvikling af idrætsforeningstilbud i Jernbanebyen, med afsæt i Spor 10. Fokus på udbredelse af motorik og bevægelsesaktiviteter til områdets nye beboere.”
Midlerne skal anvendes til løn (80.000 kr.), materialer (319.000 kr.), PR/reklame (10.000 kr.).
Medfinansiering fra DGI 228.000 kr. svarende til en medfinansiering på 42%.
Formål og målgruppe
Det overordnede formål er at skabe idrætsaktivitet for de nye beboere i Jernbanebyen. Arbejdet vil have 4 hovedspor. 1. At udvikle et nyt motorikrum, som bliver unikt i København 2. Udvikle aktiviteter til både børn og unge. 3. At etablere en forening i Jernbanebyen. 4. At bygge bro til øvrige foreninger i nærområderne Vesterbro, Enghave og Sydhavnen.
Beskrivelse af tids- og aktivitetsplan
Projektet inddeles som udgangspunkt i en opstarts-, udviklings- og forankringsfase.
- Opstartsfasen løber fra 1.1.2024 til 30.06.2024. Her vil opstart af gymnastikhold samt rekruttering af de første trænere være en prioritet. Derudover klargøres motorikrummet, og der foretages indkøb af nødvendige materialer og redskaber. Der opstartes en idrætsforening. Fokus her vil være på etablering af en stabil trænergruppe og identificere emner til fremtidig bestyrelse, for at sikre den fortsatte drift af gymnastikholdene.
- Udviklingsfasen: løber fra 01.07.2024 til 30.06.2025. Her vil fokus ligge på udvikling af tilbuddene både ift. holdtilbud og deltagere. Der gøres en indsats inden for PR/reklame for at øge synligheden i lokalområdet, dette via bl.a. sociale medier og events. Samt et øget samarbejde med lokale aktører (skole, institutioner, foreninger), med det formål at gøre lokalet til et sted der benyttes af flest mulige af de lokale. Forankringsfasen som løber gennem hele projektet. Har til formål at etablere en idrætsforening, der udbyder aktivitet for områdets nuværende og kommende beboere. En erfaringsopsamling af projektet med henblik på at sikre et godt afsæt for videreudvikling af aktiviteter og faciliteter i området. Herunder med et fokus på at identificere de vigtigste pointer og tage dem med i det videre arbejde med at skabe idrætsaktivitet i området.
- Projektets mål og forankring er, at der efter to år er en selvkørende forening med 150 børne- unge medlemmer.
Projektperiode
2024-01-10 - 2025-12-31
Forvaltningen indstiller, at der bevilges 409.000 kr. til projektets første år. Midlerne skal anvendes til løn (80.000 kr.), materialer (319.000 kr.), PR/reklame (10.000 kr.). Forvaltningen har modtaget en uddybning af materialeposten samt foreningsstrukturen, jf. bilag 1b og 1c.
2. Husum Boldklub
Husum Boldklub søger en bevilling på 223.700 kr. til et toårigt projekt, ”Flere børn i foreningslivet, men særligt fokus på piger”.
Midlerne skal anvendes til løn (80.000 kr. pr. år.), materialer (21.850 kr. pr. år), PR/reklame (10.000 kr. pr. år). Egenfinansiering 69.750 kr. pr. år.
Formål og målgruppe
Formålet med projektet er at vækste med mindst 200 ungdomsmedlemmer over en 2-åring periode med følgende fordeling: Piger 125 Drenge 75. Det er primært børn fra Husum og Korsager Skole.
Baggrund og projektbeskrivelse
Husum Boldklub ønsker at gøre noget særligt ud af børnefodbolden og opnå status som DBU Børneklub. Dette sker bl.a. ved at ansætte en børneudviklingstræner, til at støtte op om foreningens frivillige forældretrænere, og indlede KKFO-samarbejder med Husum og Korsager Skole.
Projektets mål og forankring
Foreningen ønsker at bygge et stærkt fundament nedefra. Historisk har Husum Boldklub i gennemsnit haft 20 børn på vores yngste årgange, hvis dette kan vækstes til 35 børn på hver årgang i 3-mands og 5-mands segmentet, vil økonomien løbe rundt.
Udviklingspuljen søges om støtte til en to-årig projektperiode, hvorefter målet er, at økonomien løber rundt.
Projektperiode
2024-01-01 - 2025-12-31
Forvaltningen indstiller, at der bevilges 111.850 kr. til projektets første år. Midlerne skal anvendes til løn (80.000 kr.), materialer (21.850 kr.), PR/reklame (10.000 kr.).
Økonomi
Udviklingspuljen for børn og unge har i 2024 et budget på 5.587.386 kr. Der er til dette møde indstillet to projekter med et samlet forbrug på 520.850 kr.
Indstillet til dette møde |
520.850 kr. |
Rest på budget |
5.066.536 kr. |
Videre proces
Kultur- og Fritidsforvaltningen meddeler ansøgerne Folkeoplysningsudvalgets beslutning.
Mads Kamp Hansen
/Rikke Lauritzen
Beslutning
Folkeoplysningsudvalgets beslutning på mødet den 20. februar 2024:
Udvalget godkendte indstillingen.