Mødedato: 19.12.2023, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

B-sag: Udviklings- og Aktivitetspuljen for aftenskoler - administrative afslag

Folkeoplysningsudvalget orienteres om administrative afslag fra Udviklings- og Aktivitetspuljen for aftenskoler.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Folkeoplysningsudvalget tager de administrative afslag til efterretning.

Problemstilling

Folkeoplysningsudvalget har delegeret afgørelser under 100.000 kr. til forvaltningen.

Løsning

1. Koreansk Kulturcenter

Koreansk Kulturcenter har søgt om 8.300 kr. til projekt ”Oplev UNESCO’s intangible kulturarv Kimjang-Kultur”.

Forvaltningen har meddelt afslag på støtte til projektet, da det ikke lægger op til en forankring i aftenskolen efterfølgende, og da projektet i sig selv ikke lægger op til en eksponering, der sandsynliggør yderligere rekruttering til aftenskolen.

2. Viggo Vikkelsø

Viggo Vikkelsø har søgt om 100.000 kr. til projekt ”Folkesundhed”.

Forvaltningen har meddelt afslag på støtte til projektet, da ansøger har oplyst, at projektet har kørt på frivillig basis siden 2008, og at det skal køre videre på frivillig basis efter endt støtteforløb, medmindre det kan få yderligere støtte. Der er ikke knyttet deltagerbetaling til aktiviteten, som ikke er forankret eller tænkt forankret i en aftenskole. Projektet er således ikke i sin nuværende form folkeoplysende.

3. Kursusringen

Kursusringen har søgt om 40.000 kr. til projekt ”Dansk/Pakistansk temadag”.

Projektets formål er at samle og integrere en særlig målgruppe i det etablerede senior foreningsliv i Valby. Aktiviteten er ikke bygget op som en egentlig aftenskoleaktivitet og tænkes efter endt projektforløb forankret i VOC Valby og ikke i aftenskolen som et egentligt, blivende aftenskoletilbud.

Forvaltningen har på den baggrund meddelt afslag på støtte til projektet.

4. Kursusringen

Kursusringen har søgt om 30.000 kr. til projekt ”Slægts- og historieforskning”.

Projektets formål er at opbygge en lokal slægtsforskningsgruppe i Valby. Aktiviteten er umiddelbart vurderet ikke bygget op som aftenskoleundervisning og tænkes efter endt projektforløb forankret i den etablerede slægtsforskningsgruppe og ikke i aftenskolen som et egentligt, blivende aftenskoletilbud.

Selvom slægts- og historieforskning i sig selv kan være et tema for aftenskoleundervisning, har forvaltningen samlet set vurderet, at projektet, selvom der kan være elementer af aftenskoleundervisning, ikke rummer egentligt aftenskoleindhold i projektforløbet, og at den efterfølgende forankring sker uden for aftenskoleregi. Forvaltningen har på den baggrund meddelt afslag på støtte til projektet.

5. Tritonus

Tritonus har søgt om 32.000 kr. til projekt ”Uropførelse af korværk”.

Projektets formål er, at deltagerne opfører egne/nye kompositioner i samarbejde med professionelle komponister og musikere for bl.a. at styrke deltagernes og ledelsens kompetencer. Dette skal ske gennem indstuderingen af et korværk. Hvis projektet bliver en succes, vil aftenskolen søge finansiering gennem fundraising og ansøgning på traditionel vis.

Forvaltningen har lagt vægt på at projektets mål bl.a. er at styrke de enkelte deltageres og ledelsens kompetencer. Udviklings- og aktivitetspuljen for aftenskoler støtter kompetenceudvikling for aftenskolens ledere, bestyrelsesmedlemmer, undervisere og administrativt personale – ikke de enkelte deltagere på et aftenskolehold: Det forudsættes grundlæggende at være en del af det enkelte aftenskoleholds indhold og mål. Projektet vurderes ikke at indeholde egentlig kompetenceudvikling af aftenskolens ledelse.

Forvaltningen har desuden lagt vægt på, at aktiviteten efter endt projektforløb tilsyneladende ikke er bæredygtig uden yderligere ekstern finansiering.

6. Tritonus

Tritonus har søgt om 18.720 kr. til projekt ”Udvidet sangteknik for øvede sangere”.

Projektets indhold er at forbedre aftenskoleholdets (korets) evner.

Udviklings- og aktivitetspuljen for aftenskoler støtter kompetenceudvikling for aftenskolens ledere, bestyrelsesmedlemmer, undervisere og administrativt personale – ikke de enkelte deltagere på et aftenskolehold: Det forudsættes grundlæggende at være en del af det enkelte aftenskoleholds indhold og mål.

På den baggrund har forvaltningen meddelt afslag på ansøgningen.

7. Laetitia Musica

Laetitia Musica har søgt om 18.720 kr. til projekt ”Udvidet sangteknik for øvede sangere”.

Projektets indhold er at forbedre aftenskoleholdets (korets) evner.

Udviklings- og aktivitetspuljen for aftenskoler støtter kompetenceudvikling for aftenskolens ledere, bestyrelsesmedlemmer, undervisere og administrativt personale – ikke de enkelte deltagere på et aftenskolehold: Det forudsættes grundlæggende at være en del af det enkelte aftenskoleholds indhold og mål.

På den baggrund har forvaltningen meddelt afslag på ansøgningen.

Økonomi

Udviklings- og Aktivitetspuljen har i 2023 et budget på 800.000 kr. og er blevet tilført 2,6 mio. kr. fra omfordelingsmidlerne.

Rest på budget

2.915.587 kr.

Bevilget i skriftlig behandling

838.887 kr.

Administrative bevillinger

419.811 kr.

Rest på budget

1.656.889 kr.

 

Mads Kamp Hansen

                                                          /Rikke Lauritzen

Beslutning

Folkeoplysningsudvalgets beslutning på mødet den 19. december 2023:

Punktet blev behandlet umiddelbart efter dagsordenens punkt 1.

Indstillingen blev godkendt.
Til top