Midler til at dække merforbrug på Kontingentstøtteordningen i 2023
Folkeoplysningsudvalget skal tage stilling til, om der skal afsættes midler fra Udviklingspuljen for børn og unge til at dække merforbrug på Kontingentstøtteordningen i 2023.
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Folkeoplysningsudvalget beslutter, om der skal afsættes 150.000 kr. af midlerne fra Udviklingspuljen for børn og unge til at dække Kontingentstøtteordningens merforbrug i 2023.
Problemstilling
På mødet den 10. oktober 2023 blev Folkeoplysningsudvalget orienteret om, at midlerne i Kultur- og Fritidsforvaltningens Kontingentstøtteordning til økonomisk trængte børn og unge forventedes at være uddelt i løbet af efteråret. Udvalget bestilte i den forbindelse en indstilling til næstkommende møde vedrørende muligheden for, at Udviklingspuljen for børn og unge kunne finansiere Kontingentstøtteordningens merforbrug for den resterende del af 2023.
Kontingentstøtteordningen blev tømt i oktober 2023, og pr. 7. december 2023 er der udbetalt et merforbrug på ca. 337.000 kr.
Løsning
Med Budget 2022 blev der afsat varige midler til Kontingentstøtteordningen for børn og unge af økonomisk trængte familier. Der er årligt afsat 2,1 mio. kr. til økonomisk støtte til kontingent og udstyr/stævnedeltagelse.
Fra den 1. januar 2023 til den 7. december 2023 er der uddelt i alt 2,9 mio. kr. til 2.284 børn og unge. Knap 0,5 mio. kr. af de 2,9 mio. kr. er udbetalt med sidste års budget. Det vil sige, at der har været et foreløbigt merforbrug på ca. 337.000 kr. Forvaltningen forventer yderligere et merforbrug frem mod 31. december 2023, så det samlede merforbrug lander på ca. 380.000 kr. Heraf kan de 230.000 kr. finansieres af omprioriterede administrative midler i forvaltningen. Det reelle ufinansierede beløb, der vil kunne dækkes af Udviklingspuljen for børn og unge vil være på ca. 150.000 kr.
Den store søgning på Kontingentstøtteordningen i 2023 skyldes bl.a. stigende efterspørgsel fra økonomiske trængte familier samt øget interesse og kendskab til ordningen fra foreningslivets side. Derudover kan de kontingentstøttede børn og unge modtage støtte år efter år, så længe de fortsat har et økonomisk behov, er under 18 år og bosat i Københavns Kommune. Således har 993 børn og unge ud af de 1755 børn og unge, der modtog støtte i 2022, fået forlænget støtten, så de kunne fortsætte i fritidsaktiviteter i 2023. Kultur- og Fritidsforvaltningen oplever, at der hvert år er flere og flere børn og unge, der får forlænget støtten, hvilket betyder, at andelen til uddeling til resten er året, bliver mindre og mindre.
Forvaltningen vil i starten af 2024 udarbejde et forslag til Kultur- og Fritidsudvalget om, hvordan retningslinjerne for Kontingentstøtteordningen vil kunne justeres med henblik på at få midlerne til at strække længere.
Baggrund
Kontingentstøtteordningen har eksisteret siden 2018. Ordningen er målrettet børn og unge i alderen 3-17 år fra økonomiske trængte familier. Der kan årligt ydes op til 1.000 kr. i tilskud til kontingent og op til 500 kr. til udstyr og stævnedeltagelse. Ordningen giver støtte til aktiviteter i folkeoplysende foreninger i Københavns Kommune og kulturtilbud på Kultur- og Fritidsforvaltningens institutioner. I særlige tilfælde kan der bevilges støtte til folkeoplysende foreninger uden for Københavns Kommune. Det er foreninger og kulturtilbud samt FritidsGuiderne KBH, der kan søge om kontingentstøtte på vegne af et barn.
I 2018-2021 øgedes den økonomiske ramme for ordningen årligt med 0,5 mio. kr. for at imødekomme, at de støttede børn og unge kunne fortsætte med at modtage støtten år efter år, mens nye kom til. Fra 2022 ligger beløbet i den varige bevilling fast med 2,1 mio. kr. til uddeling.
Økonomi
Hvis Folkeoplysningsudvalget beslutter at afsætte midler til at dække merforbruget på Kontingentstøtteordningen i 2023, vil det besluttede beløb blive finansieret af Udviklingspuljen for børn og unge.
Såfremt der pr. 31. december 2023 ikke er ansøgt og bevilget det forventede beløb, vil Udviklingspuljen kun skulle dække det reelle ansøgte beløb, og resterende midler vil blive tilbageført.
Videre proces
Hvis Folkeoplysningsudvalget beslutter at afsætte midlerne, overføres disse til Kontingentstøtteordningen. Hvis Folkeoplysningsudvalget beslutter, at midlerne ikke skal finansiere Kontingentstøtteordningens merforbrug, vil forvaltningen forsøge at finde løsninger i andre puljer eller internt i forvaltningens økonomi.
Mads Kamp Hansen
/Thomas Bach
Beslutning
Folkeoplysningsudvalgets beslutning på mødet den 19. december 2023:
Udvalget godkendte indstillingen.