Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i København - forslag til ændring vedrørende debatskabende aktiviteter på aftenskoleområdet
Folkeoplysningsudvalget skal tage stilling til forslag om ændring af Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i København vedrørende debatskabende aktiviteter på aftenskoleområdet.
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Folkeoplysningsudvalget godkender forslag til ændring af Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i København vedrørende debatskabende aktiviteter på aftenskoleområdet.
Problemstilling
Aftenskolerne har hidtil afleveret særskilt afrapportering for hver enkelt debatskabende aktivitet på voksenundervisningsområdet, hvilket har betydet en del administration for både aftenskoler og forvaltning. Det har gennem længere tid været et ønske at forenkle reglerne.
Løsning
Kultur- og Fritidsforvaltningen foreslår følgende ændringer i Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i København og vejledningsdelen vedrørende afsnit 2.6:
Formuleringen:
”Der skal aflægges særskilt revideret regnskab for dette tilskud vedlagt en beskrivelse af gennemførte arrangementer. Ubrugte midler skal tilbagebetales ved årets afslutning.”
ændres til
”Der aflægges samlet revideret regnskab for afholdte debatskabende aktiviteter. Aftenskolen skal opbevare en kopi af dokumentationen vedrørende beskrivelse for hvert enkelt debatarrangement som bilag til tilskudsregnskabet. Dokumentationen skal indsendes til Kultur- og Fritidsforvaltningen, hvis forvaltningen anmoder om det. Ubrugte midler skal tilbagebetales ved årets afslutning.”
Vejledningsteksten ændres fra:
”Der skal aflægges et særskilt regnskab for hvert debatskabende arrangement. Regnskabet skal vedlægges en kopi af annonceringen samt en beskrivelse af arrangementet. Har aftenskolen ikke brugt hele tilskuddet til debatskabende arrangementer, skal den tilbagebetale det resterende beløb.”
til:
”Der aflægges et samlet regnskab for samtlige debatarrangementer. På forlangende skal aftenskolen kunne fremsende følgende dokumentation til forvaltningen: Annoncering og/eller beskrivelse af særskilte debatarrangementer, hvoraf det fremgår, at der er tale om en bred målgruppe, at debatten er central i arrangementet, og at den tid, der er afsat til debat, udgør mindst 25 % af den tid, debatarrangementet varer. Det skal ligeledes beskrives på hvilken måde, deltagerne inddrages, hvis det ikke fremgår umiddelbart af annonceringen/beskrivelsen. Har aftenskolen ikke brugt hele tilskuddet til debatskabende arrangementer, skal den tilbagebetale det resterende beløb.”
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Hvis Folkeoplysningsudvalget godkender indstillingen, vil forvaltningen opdatere Retningslinjerne og orientere aftenskolerne om ny regnskabspraksis for debatskabende aktiviteter.
Mads Kamp Hansen
/Rikke LauritzenBeslutning
Folkeoplysningsudvalgets beslutning på mødet den 19. december 2023:
Udvalget godkendte indstillingen.