Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i København - forslag til ændring vedrørende inddragelse af tider
Folkeoplysningsudvalget skal tage stilling til, om retningslinjerne for inddragelse af tider skal præciseres og skærpes.
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i København præciseres og skærpes, for så vidt angår inddragelse af tider, jf. bilag 1
Problemstilling
Formålet med regler om inddragelse af tider er at sikre, at faciliteterne benyttes mest muligt, og at foreninger med kontinuerligt behov har forrang for foreninger med lejlighedsvist behov.
Reglerne for inddragelse af tider fremgår af Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i Københavns Kommune, afsnit 5.4. Igennem længere tid er både en præcisering og en skærpelse af disse regler blevet efterspurgt.
På den baggrund har Kultur- og Fritidsforvaltningen udfærdiget et ændringsforslag, som Folkeoplysningsudvalget nu skal tage stilling til.
Løsning
Ændringsforslaget indeholder flere dele:
- Reglerne om udeblivelser, aflysninger, deltagere m.v. er nu også beskrevet uafhængigt af reglerne om inddragelse af tider.
- Reglerne for hvad der skal til, før en tid kan inddrages, er blevet skærpet, så der skal færre misligholdelser eller aflysninger til, før en tid kan inddrages.
- Reglerne for hvilke aflysninger, der tæller med i ovennævnte regnskab, hænger sammen med, hvad der anses for at være en fuld sæson. Disse regler er også præciseret.
- Reglerne om inddragelse af tider hænger sammen med reglerne om minimumsgrænser for antal deltagere. Disse regler er også præciseret.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Hvis indstillingen godkendes, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen offentliggøre de ændrede Retningslinjer på kommunens hjemmeside og fremadrettet håndtere sager om inddragelse af tider i overensstemmelse med ændringsforslaget.
Mads Kamp Hansen
/Rikke LauritzenBeslutning
Folkeoplysningsudvalgets beslutning på mødet den 19. december 2023:
Udvalget godkendte indstillingen.