Forenings- og aftenskolepakken 2024 - behandling af ansøgninger
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Folkeoplysningsudvalget giver tilsagn og afslag til ansøgninger på baggrund af følgegruppens anbefaling,
- at Folkeoplysningsudvalget tager stilling til to ansøgninger, der ikke var med på følgegruppens møde,
- at Folkeoplysningsudvalget godkender frister for ansøgning i 2024, og
- at Folkeoplysningsudvalget tager følgegruppens drøftelse af kriterier for Forenings- og aftenskolepakken til efterretning.
Problemstilling
Med Forenings- og aftenskolepakken er der varigt afsat midler til at understøtte og forbedre de fysiske rammer for folkeoplysende aktiviteter. I 2024 er der afsat 5,7 mio. kr. til udmøntning i Forenings- og aftenskolepakken.
Med budget 2022 er der derudover afsat en 4-årig pulje på to mio. kr. årligt til genopretning af idrætsfaciliteter.
Løsning
Der er kommet 32 ansøgninger til Forenings- og aftenskolepakken 2024, hvoraf to af ansøgningerne kan udmøntes under pulje til genopretning af idrætsfaciliteter.
Af ansøgninger til forenings- og aftenskolepakken indstilles 17 ansøgninger til fuldstændigt tilsagn, fire ansøgninger indstilles til delvist tilsagn, tre ansøgninger indstilles til betinget tilsagn og fire ansøgninger indstilles til afslag.
Desuden er der to ansøgninger, der ikke blev behandlet på følgegruppens møde, men som af Kultur- og Fritidsforvaltningen indstilles til tilsagn.
Af ansøgninger, der kan udmøntes under pulje til genopretning af idrætsfaciliteter indstilles to ansøgninger til fuldstændigt tilsagn.
Ved en fejl var to ansøgninger ikke kommet med i følgegruppens mødemateriale, selvom de er modtaget rettidigt i forhold til ansøgningsfrist.
Disse ansøgninger er
- Fra Sundby Boldklub om etablering af styrkerum på Skolen på Amagerbro på kr. 392.000.
- Fra Fremad Amager og B1908 om indkøb af 20 stk. 3-mandsmål til Sundby Idrætspark på kr. 100.000.
Begge ansøgninger vurderes af Kultur- og Fritidsforvaltningen at falde inden for kriterierne for Forenings- og aftenskolepakken og indstilles derfor til tilsagn. Ansøgningerne har henholdsvis nr. 26 og 32 i det samlede ansøgningsmateriale.
Frister
Forenings- og aftenskolepakken kan søges fire gange årligt og i 2024 foreslår Kultur- og Fritidsforvaltningen følgende frister:
- den 25. februar
- den 28. april
- den 22. september
- den 3. november for ansøgninger om midler i 2025.
Ansøgninger behandles på førstkommende møde i Folkeoplysningsudvalget efter fristen.
Kriterier
Følgegruppen har på deres seneste møde drøftet kriterier for Forenings- og aftenskolepakken.
Følgende dele af kriterierne blev drøftet af følgegruppen:
- Skal det fortsat kun være offentlige lokaler, der kan søges forbedring til?
- Hvad er behovet hos foreningerne? Bliver nogle grupper forbigået med de nuværende kriterier?
- Kan der være en særlig problematik i forhold til egne lokaler/huse, der er opført på offentlig grund?
- Skal der være en beløbsgrænse for ansøgning?
- Hvordan vægtes tredje halvleg som aktivitet?
Følgegruppen ønsker at fastholde nuværende kriterier, men at tage kriterier op til revurdering én gang årligt i forbindelse med behandling af ansøgninger til Folkeoplysningsudvalgets 5. møde, der typisk ligger i oktober.
Økonomi
Der er ansøgt for i alt 2,1 mio. kr. i servicemidler i Forenings- og aftenskolepakken og der indstilles til at udmønte 2,5 mio. kr. med mulighed for at udmønte yderligere 0,5 mio. kr., hvis de to yderligere ansøgninger til behandling godkendes.
Der er ansøgt for i alt 341.672 kr., der indstilles udmøntet som anlægsmidler i pulje til genopretning af idrætsfaciliteter.
Således vil der, hvis indstillingen godkendes, være 3,2 mio. kr. tilbage i Forenings- og aftenskolepakken og 1,7 mio. kr. tilbage i pulje for genopretning af idrætsfaciliteter i 2024.
Videre proces
Kultur- og Fritidsforvaltningen udmønter Forenings- og aftenskolepakken på baggrund af Folkeoplysningsudvalgets beslutning.
Mads Kamp Hansen
/Rikke Lauritzen
Beslutning
Folkeoplysningsudvalgets beslutning på mødet den 19. december 2023:
Udvalget godkendte at-punkterne 1, 3 og 4 og besluttede at imødekomme de to ansøgninger i dagsordenspunktets 2. at-punkt.
Udvalget besluttede desuden at imødekomme ansøgningen under tillægsdagsordenens 1. punkt.