Mødedato: 19.06.2018, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

B-sag: Administrative bevillinger fra Udviklingspuljen for børn og unge 2018

Folkeoplysningsudvalget skal orienteres om administrative bevillinger fra Udviklingspuljen for børn og unge.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Folkeoplysningsudvalget tager de administrative bevillinger til efterretning.

Problemstilling

Folkeoplysningsudvalget har delegeret bevillinger under 100.000 kr. til Kultur- og Fritidsforvaltningen.

Løsning

1. Fremad Valby

Fremad Valby har fået en bevilling på 97.000 kr. til projektet "Smølfiner spiller også bold".

Formål og målgruppe

Fremad Valby har succes med deres smølfehold, der rummer piger og drenge op til 9 års alderen. Foreningen oplever, at en del piger kan føle sig "trængte" i forhold til de ofte noget voldsommere drenge.
Med dette projekt, vil foreningen skabe et særligt pigetilbud, der skal etablere tre nye afdelinger.
1. Smølfinebold, der er baseret på motoriske lege, boldbasis og boldlege.
2. Smølfinefodbold, der er et tilbud til piger fra 6 års alderen og baseret på fodboldtræning.
3. Smølfehåndbold, der er boldleg og øvelser fra "trille-trolle" konceptet fra DHF.

Målgruppen er piger i alderen 3 - 9 år, og aktiviteterne skal primært afvikles i foreningens klubhus, Bevægelsessalen, og eventuelt Hafnia hallen.
Foreningen forventer at kunne rekruttere i alt 70 nye medlemmer og 6 nye instruktører.

Projektperioden er fra 1. marts 2018 til 30. april 2019. 

2. Krumspring

Krumspring har fået en bevilling på 31.600 kr. til projektet "Krumsprings idrætsskole".

Formål og målgruppe

Med dette projekt vil foreningen udvikle sit udbud af aktiviteter til også at rumme en årlig idrætsskole. Målgruppen er børn i alderen 6 - 13 år, og aktiviteterne afvikles henover sommeren. Rekruttering sker via hjemmeside, facebook, FritidsGuiderne og Idrætsprojektet.
Idrætsskolen afholdes i uge 29, og aktiviteterne består af alt fra flikflak til vejrmølle, springgymnastik, rytmisk gymnastik og akrobatik. Ugen sluttes af med miniopvisning for forældrene.
Foreningen forventer at kunne rekruttere 12 nye medlemmer via projektet.

Projektperioden er fra 29. april 2018 til 9. september 2018. 

3. RISE

Rise har fået en bevilling på 95.000 kr. til projektet "Dans for alle".

Formål og målgruppe

RISE vil med dette danseprojekt starte tre nye dansehold i Sydhavnen og på Nørrebro.
Foreningen har indgået aftale med Ellebjerg Skole om at overtage idrætstimerne i 1 - 2 måneder. Herefter vil børnene blive undervist om eftermiddagen, og aktiviteten forankres som satellit i foreningsregi. På Ellebjerg Skole er målgruppen børn i alderen 6 - 10 år.
På Nørrebro vil aktiviteten foregå i Nørrebrohallen, hvor foreningen har fået tider. På Nørrebro er målgruppen børn i alderen 13 - 17 år.
Foreningen forventer at kunne rekruttere 50 nye medlemmer samt 10 nye frivillige i projektperioden.

Projektperioden er fra 1. juni 2018 til 1. marts 2019. 

4. Stevnsgade Basketball

Stevnsgade Basketball har fået en bevilling på 93.000 kr. til projektet "Løb for børn og unge under 25 år".

Formål og målgruppe

Projektets formål er at etablere en ny aktivitet i foreningen og samtidig rekruttere medlemmer under 25 år. Herudover forventer foreningen at kunne rekruttere nye frivillige ledere og instruktører. Projektets aktivitet er udendørs løbetræning, der primært vil foregå i Superkilen og ved de grønne arealer ved banelegemet. For de unge over 18 år vil løbeaktiviteterne foregå i hele bydelen.
Rekruttering vil ske via facebook, flyers og foreningens samarbejdspartnere. Som rådgiver vil projektet gøre brug af Sparta, der har stor ekspertise på området.
Når projektet er godt i gang, vil der være aktiviteter de fleste af ugens dage.
Foreningen forventer at kunne rekruttere 65 nye medlemmer og 10 nye frivillige via projektet.

Projektperioden er fra 11. juni 2018 til 3. juni 2019. 

5. Stevnsgade Basketball

Stevnsgade Basketball har fået en bevilling på 87.000 kr. til projektet "Parkour for børn og unge".

Formål og målgruppe

Formålet med projektet er at etablere en ny aktivitet i foreningen og derved rekruttere nye medlemmer under 25 år. Projektets aktivitet er parkour og bliver afviklet på Den Røde Plads og Den Sorte Plads. I 2019 vil aktiviteterne rykke indenfor i Nørrebrohallen, når vejret er dårligt.
Rekruttering vil ske via facebook, flyers og ved en målrettet kampagne henvendt mod de nye beboere i de mange nyopførte ungdomsboliger på Nørrebro. Projektet vil samarbejde med DGI om aktiviteten, der afvikles 4 gange ugentligt.
Foreningen forventer at kunne rekruttere 35 nye medlemmer og 6 nye frivillige via projektet.

Projektperioden er fra 15. juni 2018 til 10. juni 2019. 

Økonomi

Udviklingspuljen for børn og unge har i 2018 et budget på 4.867.000 kr.

Der er på dette møde indstillet tre forhåndsgodkendte projekter med et forbrug på i alt 326.835 kr.
Herefter er der forhåndsgodkendte projekter i 2018 med et forventet forbrug på 1.178.650 kr.

Der er på dette møde meddelt 5 administrative bevillinger med et samlet forbrug på 403.600 kr.

Rest på budget efter møde i FOU 21. april 2018                   1.903.484 kr.
Administrative bevillinger    403.600 kr.
Rest på budget 1.499.884 kr.

 

Mads Kamp Hansen

                                         /Marianne Kruckow

Beslutning

Folkeoplysningsudvalgets beslutning på mødet den 19. juni 2018:

Punktet blev behandlet umiddelbart efter dagsordenens punkt 1.

Indstillingen blev godkendt.

Til top