Mødedato: 19.04.2022, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Udviklingspuljen for børn og unge - administrative afslag

Folkeoplysningsudvalget skal orienteres om administrative afslag fra Udviklingspuljen for børn og unge.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Folkeoplysningsudvalget tager de administrative afslag til efterretning.

Problemstilling

Folkeoplysningsudvalget har delegeret afgørelser under 100.000 kr. til Kultur- og Fritidsforvaltningen.

Løsning

1. Skytteforeningen Krudttønden

Skytteforeningen Krudttønden har søgt om tilskud på 49.000 kr. til projektet "Fornyelse af arsenal".
Projektet har til formål at forny foreningens arsenal af rifler, der er fra 1950’erne, da disse ikke længere er funktionsdygtige i en tilstrækkelig grad. Foreningen mener, at det er vanskeligt at motivere børn og unge med materiel, der ikke lever op til forventningerne. Udviklingspuljen støtter dog ikke projekter, der alene har til formål at afholde udgifter til aktivitetsudstyr.

Kultur- og Fritidsforvaltningen har på denne baggrund meddelt foreningen afslag.

 

2. Global Mentoring Walk Denmark

Global Mentoring Walk Denmark har søgt om tilskud på 96.000 kr. til projektet "Global Mentoring Walk Copenhagen".
Projektet ønsker at støtte unge kvinder i overgangen mellem uddannelse og arbejdsliv igennem mentorskab gennem indgang til fællesskaber og netværk og mentorforløb, som kan styrke deres professionelle liv og skabe flere unge kvindelige entreprenører og diversitet og inklusion på det danske arbejdsmarked. Projektet er en årligt tilbagevendende begivenhed, som finder sted hvert år omkring kvindernes internationale kampdag. Foreningen er ikke en godkendt folkeoplysende forening.
Udviklingspuljen støtter initiativer, der bidrager til københavnske foreninger på langt sigt, hvor indsatsen kan forankres efter projektperioden. Årlige enkeltstående projekter målrettet erhvervslivet kan Udviklingspuljen ikke støtte.

Kultur- og Fritidsforvaltningen har på denne baggrund meddelt foreningen afslag.

 

3. Street Copenhagen

Street Copenhagen har søgt om tilskud på 90.500 kr. til projektet "Kampsport i Tingbjerg og Husum".
Projektet har til formål at starte hold i Thaiboksning for 10-16-årige i Tingbjerg og Husum.
Foreningen er ikke godkendt som folkeoplysende forening. Herudover er de største poster i budgettet lønudgifter, da projektet bl.a. ønsker at uddanne instruktører. Udviklingspuljen støtter højest med 80.000 kr. om året til løn og støtter ikke uddannelse, da uddannelser støttes gennem tilskud til lederkurser.

Kultur- og Fritidsforvaltningen har på denne baggrund meddelt foreningen afslag.

 

4. Unge muslimer i naturen

Unge muslimer i naturen har søgt om tilskud på 24.000 kr. til eventet ”Foreningens første spejderlejr”.
Eventet har til formål at styrke samarbejdet og sammenholdet blandt foreningens medlemmer, spejderledere, bestyrelse og forældre, gennem en weekendtur i en spejderhytte. Foreningen er ikke godkendt som folkeoplysende forening og på baggrund af eventet, forventer foreningen at kunne rekruttere 35 nye medlemmer.
Udviklingspuljen støtter ikke leje af hytter og forplejning. Derudover vurderes det ikke realistisk at rekruttere 35 medlemmer på baggrund af et enkeltstående arrangement. 

Kultur- og Fritidsforvaltningen har på denne baggrund meddelt foreningen afslag.

 

5. Dansende dynamisk verden

Dansende dynamisk verden har søgt om tilskud på 20.100 kr. til eventet ”Dans for alle skoler i København og omegn”.
Eventet har til formål at tilbyde en gratis dans til dem, der møder op til stævnedagen.
Udviklingspuljen yder ikke støtte til lokaleleje, og der kan maksimalt ansøges om 125 kr. i timen ved aflønning. Undervisningstiden må antages at være en del af foreningens samlede virksomhed. Derudover vurderer forvaltningen ikke at eventets målsætninger om 200 nye medlemmer og 10 frivillige er realistiske, da der ikke er en plan for efterfølgende fastholdelse af medlemmer.

Kultur- og Fritidsforvaltningen har på denne baggrund meddelt foreningen afslag.

 

6. Husum Boldklub

Husum Boldklub har søgt om tilskud på 55.235 kr. til eventet ”Brabant Boys Cup Holland”.
Eventet/turen har til formål at styrke socialt samvær på tværs af alder, køn og religion, gennem en fodbold-stævnetur til Holland. Foreningen søger tilskud til billetter til Holland til 29 trænere og frivillige.
Udviklingspuljen giver ikke støtte til transport og rejser.
Kultur- og Fritidsforvaltningen har på denne baggrund meddelt foreningen afslag.

 

7. B3B Basket

B3B Basket har søgt om tilskud på 32.770 kr. til projektet ”Flere piger og kvinder i trænerrollen i B3B”.
Projektet har til formål at rekruttere, uddanne og fastholde flere piger og kvinder som basketball-trænere, da der ifølge foreningen er stor mangel på netop disse.
Udviklingspuljen støtter ikke uddannelse, da der kan søges gennem tilskud til lederuddannelser.

Kultur- og Fritidsforvaltningen har på denne baggrund meddelt foreningen afslag.

 

8. Heltetræning

Heltetræning har søgt om tilskud på 97.500 kr. til projektet ”Heltetræning og livstrygge børn i 2022”.

Projektet har til formål at finansiere en medarbejder på halv tid, til at lette administrationen i foreningen samt stå for promovering og kommunikation af foreningens aktiviteter.

Udviklingspuljen støtter projekter, der kan forankres efter endt projektperiode. Derudover støtter puljen ikke midler til foreningens almindelige drift.

Kultur- og Fritidsforvaltningen har på denne baggrund meddelt foreningen afslag.

 

9. Heltetræning

Heltetræning har søgt om tilskud på 30.000 kr. til projektet ”Gennemførsel af gratis Heltetrænings-session for 3-6 og 7-12 årige i 3 bydele”.

Projektet har til formål at tilbyde en gratis træningssession for børn og forældre i tre forskellige bydele i København.

Udviklingspuljen har tidligere støttet et lignende projekt fra foreningen og betragter derfor projektet som drift.

Kultur- og Fritidsforvaltningen har på denne baggrund meddelt foreningen afslag.

 

10. CLASHcph

CLASHcph har søgt om tilskud på 69.020 kr. til projekt ”Beats & Bounce”.
Midlerne skal bruges til løn, produktion, eksterne honorarer, evaluering m.v. Projektet er delt op i to dele, hvoraf første del (Kulturløfterne) har til formål at uddanne frivillige. I projektets anden del, der afvikles sideløbende, er det ønsket at afholde events, som Kulturløfterne skal bidrage til, herunder hjælpe med planlægning og afvikling af.

Udviklingspuljens midler kan ikke bevilges til uddannelser, da dette kan søges gennem tilskud til lederkurser. Ydermere beskrives fremtidigt salg af Kulturløfternes tjenester i professionelt øjemed som et mål for projektet, og vil derfor heller ikke kunne støttes af puljen.

Kultur- og Fritidsforvaltningen har på denne baggrund meddelt foreningen afslag.

 

11. Amager Taekwondo Klub

Amager Taekwondo Klub har søgt om tilskud på 100.000 kr. til projektet ”Fællesskabsfremmende træningstilbud ”Reformer Pilates” til alle interesserede borgere”.
Projektet har til formål at bidrage til bedre fysisk og mental trivsel blandt borgere, som mærker konsekvenserne af Corona-pandemien gennem Pilates-træning på maskiner og yogamåtter, kreative bevægelser og åndedrætsøvelser.
Forvaltningen vurderer ikke, at det er realistisk at opnå det ønskede resultat om 150 nye medlemmer til foreningen på baggrund af et projekt, hvis aktiviteter afviger væsentligt fra foreningens øvrige aktiviteter. Derudover søger projektet hovedsageligt midler til fem Pilates-maskiner; forvaltningen vurderer, at disse maskiner vil være en del af foreningens grundlæggende udstyr, og at udgiften set i relation til et realistisk rekrutteringspotentiale er relativt høj.

Kultur- og Fritidsforvaltningen har på denne baggrund meddelt foreningen afslag.

 

12. All Star Gym

All Star Gym har søgt om tilskud på 47.500 kr. til eventet "All Star Camp".
Eventet har til formål at udbrede kendskabet til den nystiftede forening samt rekruttere nye medlemmer.
Eventet består bl.a. af to træningspas á halvanden times varighed samt frokost og udstyr til eventets målgruppe, som er piger og drenge i alderen 17-25 år. 
Forvaltningen vurderer ikke at det er realistisk at opnå det ønskede resultat på 10 nye medlemmer på baggrund af en enkeltstående begivenhed, da foreningen på ansøgningstidspunktet ikke har en fast lokation. Derudover kan udviklingspuljen ikke støtte forplejning eller lokaleleje.

Kultur- og Fritidsforvaltningen har på denne baggrund meddelt foreningen afslag.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

 

Mads Kamp Hansen

  /Rikke Lauritzen

Beslutning

Sagen blev løftet til A-sag og behandlet sammen med dagsordenens punkt 18.

Folkeoplysningsudvalgets beslutning på mødet den 19. april 2022:

Indstillingen blev godkendt.

Til top