Regnskabsmæssige konsekvenser af Corona
Folkeoplysningsudvalget skal beslutte, hvordan aftenskolers og foreningers regnskabsaflæggelse skal håndteres.
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Folkeoplysningsudvalget fastholder tidligere beslutning, hvorefter aftenskoler skal aflægge tilskudsregnskaber for perioder, hvor det på grund af Corona ikke har været muligt at afholde aktivitet, og hvor tilskuddet derfor fastholdes, og
- at Folkeoplysningsudvalget beslutter, at frivillige folkeoplysende foreninger skal aflægge sædvanligt tilskudsregnskab efter Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i København, og ikke skal aflægge særskilt regnskab for perioder, hvor det på grund af Corona ikke har været muligt at afholde aktivitet, selvom tilskuddet er fastholdt.
Problemstilling
På baggrund af bekendtgørelse om visse midlertidige foranstaltninger for den frie folkeoplysende virksomhed besluttede Folkeoplysningsudvalget senest den 1. marts 2022, at aftenskoler og foreninger ikke skulle miste tilskud på grund af manglende aktivitet som følge af eventuelle Corona-restriktioner i 2022. Det er i den sammenhæng en forudsætning, at der aflægges tilskudsregnskaber efter de sædvanlige instrukser.
Løsning
Forvaltningen har modtaget henvendelser vedrørende regnskabsaflæggelsen for de perioder, hvor man har været ramt af Corona-lukninger, fra både foreninger og aftenskoler.
I forbindelse med regnskabsaflæggelsen har forvaltningen anmodet aftenskoler om at aflægge særskilte regnskaber for de perioder, hvor Corona har forhindret aftenskolerne i at afholde aktiviteter. Forvaltningen er klar over, at det er en ekstra administrativ opgave, men vurderer samtidig, dels at det for aftenskolerne er muligt at periodisere indtægter og udgifter, dels at det følger den midlertidige bekendtgørelses rammer.
Forvaltningen vurderer på det frivillige folkeoplysende foreningsområde, at det ikke på samme måde som for aftenskoler er muligt at periodisere indtægter og udgifter i forhold til det tilskudsregnskab, foreningerne skal aflægge: Foreningerne modtager medlemstilskud der i princippet dækker et tilskudsberettiget medlem hele året. Det enkelte medlem er ifølge Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i København tilskudsberettiget, når det i løbet af tilskudsåret har betalt kontingent og har deltaget i faste, kontinuerlige folkeoplysende aktiviteter. Det er således efter forvaltningens vurdering ikke muligt at periodisere medlemmets aktivitet, kontingent og medlemstilskud for at holde det op mod perioder, hvor en forening har været forhindret i at afholde aktiviteter.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Forvaltningen fortsætter arbejdet med aftenskolers og foreningers regnskabsaflæggelse på baggrund af Folkeoplysningsudvalgets beslutning.
Mads Kamp Hansen
/Rikke Lauritzen
Beslutning
Folkeoplysningsudvalgets beslutning på mødet den 19. april 2022:
Indstillingen blev godkendt.