Mødedato: 19.04.2022, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Forenings- og aftenskolepakke - godkendelse af kriterier

Folkeoplysningsudvalget skal tage stilling til de ændrede kriterier for ansøgninger til Forenings- og aftenskoleskolepakken.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller

  1. at Folkeoplysningsudvalget godkender de nye kriterier for ansøgninger til Forenings- og aftenskolepakken

Problemstilling

Med budget 2022 er midlerne til Forenings- og aftenskolepakken afsat varigt.

Følgegruppen for Forenings- og aftenskolepakken, som er udpeget af Folkeoplysningsudvalget, har arbejdet med oplæg til ændring af kriterier for pakken. Kriterierne er udarbejdet på baggrund af den praksis. følgegruppen har fulgt i 2021.

Løsning

Følgegruppen havde til Folkeoplysningsudvalgets sidste møde i 2021 udarbejdet et oplæg til en retning for kriterierne i Forenings- og aftenskolepakken. Det afgående udvalg ønskede, at det nye udvalg, og den herunder udpegede følgegruppe, skulle tage stilling til kriterierne for Forenings- og aftenskolepakken.

Kultur- og Fritidsforvaltningen har i samarbejde med følgegruppen udarbejdet forslag til kriterier for Forenings- og aftenskolepakken.

Rammen for de nye kriterier er, at det er foreninger og aftenskolerne, der er drivkraften bag ansøgningen, således at indsatserne er kvalificeret med udgangspunkt i de folkeoplysende foreninger og aftenskoler og understøtter deres konkrete behov.

Kriterier for frikøb af tider

Der kan ikke længere søges til frikøb af tider specifikt. De lokaler, der fast har været søgt til frikøb, bliver i stedet dækket forlods af den del af pakkens midler, der hidtil har været anvendt til frikøb af tider. De frikøbte tider bliver udbudt gennem Foreningsportalen, således at alle har mulighed for at søge disse lokaler på lige vilkår.

Desuden ønsker forvaltningen i samarbejde med repræsentanter for foreninger og aftenskoler at finde særligt egnede lokaler, hvor der kan stilles mere tid til rådighed gennem Foreningsportalen.

De foreninger, der tidligere har benyttet pakken til frikøb af tider med henblik på eksklusivret, henvises til og hjælpes med enten at søge lokaletilskud eller at indgå en brugs- og driftsaftale for specifikke faciliteter.

Desuden foreslås det, at der fast afsættes midler til dækning af driftsudgifter for Aftenskolernes Hus. Det anslås fortsat at være omkring 1,2 mio. kr. årligt.

Den foreslåede ændring af praksis vil stille foreninger og aftenskoler lige.

Midlerne til frikøb af tider kan herefter benyttes til at fastholde, finde og udbyde flere tider for foreninger og aftenskoler gennem Foreningsportalen. De tider, der allerede er søgt og frikøbt, vil indgå i puljen af tider, der stilles til rådighed for alle gennem Foreningsportalen.

Kriterier for ansøgning om midler til forbedring af offentlige faciliteter

  • Folkeoplysende foreninger og aftenskoler kan søge om at optimere eller forbedre faciliteter i forhold til foreningens folkeoplysende aktiviteter.
  • Der kan søges til udstyr, der løfter eller udvider de folkeoplysende aktiviteter.
  • Hvis der ansøges til forbedring af faciliteter på en kommunal institution, skal institutionen være medunderskriver på ansøgningen.
  • Der kan gives midler til indkøb af inventar, men der følger ikke driftsmidler med til vedligehold af inventar i Forenings- og aftenskolepakken.
  • Der kan gives støtte til større redskaber, der opfattes som en fast del af faciliteten, og som det ikke kan forventes, at foreninger og aftenskoler medbringer fra gang til gang. Lette og personlige rekvisitter som f.eks. bolde, ketsjere, bat, ærteposer og violiner kan ikke støttes af Forenings- og aftenskolepakken.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser

Videre proces

Godkendes indstillingen, arbejder Kultur- og Fritidsforvaltningen i samarbejde med følgegruppen for Forenings- og aftenskolepakken videre med at kvalificere indkomne ansøgninger i henhold til den plan, der blev vedtaget på Folkeoplysningsudvalgets møde den 1. marts 2022.

 

Mads Kamp Hansen

/Rikke Lauritzen

Beslutning

Folkeoplysningsudvalgets beslutning på mødet den 19. april 2022:

Indstillingen blev godkendt.

Til top