Mødedato: 18.02.2025, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Inddragelse af godkendelse som folkeoplysende forening

Folkeoplysningsudvalget skal tage stilling til forvaltningens indstilling om inddragelse af godkendelse som folkeoplysende forening.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Falcon København fratages sin status som godkendt folkeoplysende forening i Københavns Kommune.

Problemstilling

Falcon København blev på Folkeoplysningsudvalgets møde den 19. december 2023 godkendt som folkeoplysende forening og efterfølgende tildelt lokaletider i Lundehushallen til basketball for U13 henholdsvis tirsdag og torsdag.

Forvaltningen har modtaget henvendelse fra andre brugere, om at de tildelte tider blev benyttet af foreningen Falcon, der er hjemmehørende på Frederiksberg.

Løsning

På baggrund af henvendelser fra øvrige brugere har forvaltningen spurgt Falcon København, hvem der benyttede de tildelte tider og anmodet om oversigt over deltagere på de tildelte tider og en samlet medlemsoversigt. Klubben oplyste, at Falcon (Frederiksberg) og Falcon København var administrativt forbundne, men juridisk separate, og at der blev arbejdet på at etablere Falcon København.

Forvaltningen har efterfølgende rykket for svar på, om det var Falcon Frederiksberg eller København, der benyttede de tildelte tider, om oversigt for de to hold og en samlet medlemsoversigt for Falcon København. Forvaltningen har ikke modtaget svar.

Forvaltningen har den 27. november 2024 frataget klubben de tildelte tider og meddelt, at man vil indstille til Folkeoplysningsudvalget, at klubbens godkendelse som folkeoplysende forening fratages.

For fratagelse af tider er lagt til grund, at Falcon København ikke på tidspunktet havde selvstændige, aktive medlemmer, hold eller aktiviteter og i stedet anvendt de tildelte tider for Falcon (Frederiksberg). Tiderne er derfor vurderet tildelt på ukorrekt grundlag og misligholdt, da de ikke er anvendt til medlemmer for Falcon København.

Det indstilles at Falcon Københavns godkendelse som folkeoplysende forening fratages, da klubben er blevet godkendt på baggrund af ukorrekte forudsætninger.

Økonomi

Beslutningen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Falcon København vil modtage besked om Folkeoplysningsudvalgets beslutning.

 

Mads Kamp Hansen

                                                          /Rikke Lauritzen

Beslutning

Folkeoplysningsudvalgets beslutning på mødet den 18. februar 2025:

Indstillingen blev godkendt.

Til top