Mødedato: 17.12.2019, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Revision af Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i København

Se alle bilag
Folkeoplysningsudvalget skal tage stilling til forslag om ændringer af Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i København.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Folkeoplysningsudvalget godkender ændringer af Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i København som følge af anbefalinger fra Intern Revision, Københavns Kommune (bilag 1), og at ændringerne træder i kraft 1. januar 2020,
  2. at Folkeoplysningsudvalget godkender ændringer af Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i København vedrørende sanktioner for manglende og for sen aflevering af regnskaber, og at ændringerne får virkning for aftenskolers og foreningers regnskaber fra og med regnskabsåret 2018 (bilag 2), og
  3. at Folkeoplysningsudvalget godkender ændringer af Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i København vedrørende aftenskolers overtagelse af andre aftenskoler eller hold (bilag 3).

Problemstilling

Intern Revision, Københavns Kommune, afgav i sin rapport på baggrund af gennemgang af udvalgte foreningers medlemstilskud anbefalinger til blandt andet ændringer af Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i København. Samtidig har de frivillige folkeoplysende foreningers regnskabsaflæggelse for 2018 tydeliggjort et behov for at vurdere, om Retningslinjernes sanktioner er proportionale. Herudover er der behov for én anden mindre ændring af Retningslinjerne.

Løsning

Forvaltningen vurderer, at der er behov for at revidere Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i København og har udarbejdet forslag til revision af Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i København, jf. bilag 1-3.

Anbefalinger fra Intern Revision, Københavns Kommune

Intern Revision, Københavns Kommune, er i forbindelse med sin gennemgang af udvalgte foreningers medlemstilskud blevet opmærksom på forhold, der giver anledning til præciseringer og anbefalinger. Intern Revision vurderer, at Retningslinjerne ikke er tydelige i forhold til dokumentationskravet vedrørende handicappede medlemmer for frivillige folkeoplysende foreninger. Intern revision anbefaler videre, at begrebet "enkelte" i relation til medlemmer fra andre kommuner præciseres. Endelig anbefaler Intern Revision, at reglerne præciseres i relation til medlemstilbagegang. Forvaltningens indarbejdelse af Intern Revisions anbefalinger fremgår af bilag 1.

Manglende og for sen aflevering af regnskaber fra foreninger og aftenskoler

Forvaltningens gennemgang og Folkeoplysningsudvalgets behandling af foreningernes regnskaber for 2018 den 5. november 2019 har aktualiseret en stillingtagen til sanktionerne for manglende og for sen aflevering af regnskaber. Forvaltningen vurderer, også på baggrund af tilkendegivelser fra udvalget i anden sammenhæng, at sanktionerne ikke i alle tilfælde er proportionelle med overtrædelsen af Retningslinjerne. Forvaltningen har på den baggrund udarbejdet forslag til justering af Retningslinjerne (bilag 2).

Aftenskolers overtagelse af andre aftenskoler eller hold

Forvaltningen har oplevet tilfælde, hvor en aftenskole, der enten har overtaget en anden aftenskoles aktiviteter eller enkelte hold, ikke umiddelbart ifølge Retningslinjerne har kunnet søge tilskud til disse aktiviteter/hold. Forvaltningen har udarbejdet forslag til justering af Retningslinjerne, så en overtagelse af sådanne aktiviteter/hold fremover kan indgå i tilskudsberegningen (bilag 2).

Økonomi

Hvis udvalget godkender indstillingens 2. at-punkt, vil forvaltningen genbehandle tilskudsansøgningerne fra alle berørte foreninger. Tilskud vil blive bevilget fra bufferne på de respektive områder.

Videre proces

De reviderede retningslinjer offentliggøres på kommunens hjemmeside. Ændringerne bliver samtidig meddelt foreninger og aftenskoler gennem nyhedsbrev.

 

Mads Kamp Hansen

                                                      /Marianne Kruckow

Beslutning

Folkeoplysningsudvalgets beslutning på mødet den 17. december 2019:

Udvalget besluttede at behandle indstillingens enkelte at-punkter hver for sig.

1. at-punkt

Repræsentanterne for det frivillige folkeoplysende foreningsområde ønskede, at foreninger hjemmehørende i København skal kunne få tilskud til alle deres medlemmer under 25 år. Udvalget ønskede på den baggrund, at forvaltningen udarbejder nyt forslag til konkretisering af Retningslinjerne på dette punkt. Det nye forslag forelægges udvalget på dets møde 4. februar 2020.

Indstillingens øvrige indhold blev godkendt.

2. at-punkt

Forvaltningen omdelte et revideret bilag 2, der præciserer tilskudsår.

Der blev begæret afstemning om punktet.

13 medlemmer stemte for forslaget, 6 medlemmer undlod at stemme.

Indstillingen blev godkendt.

Repræsentanterne for voksenundervisningsområdet ønskede ført til protokols, at man grundlæggende er enige i indholdet, men at man ikke mener, at dele af ændringerne bør have tilbagevirkende kraft.

3. at-punkt

Indstillingen blev godkendt.

Til top