Mødedato: 17.12.2019, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Forlængelse af Naturpark for foreningerne

Se alle bilag
Folkeoplysningsudvalget skal tage stilling til en forlængelse af tilskuddet til Naturpark for foreningerne.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Folkeoplysningsudvalget forlænger Naturpark for foreningerne med yderligere halvandet år og bevilger i alt 300.000 kr. til indsatsen fra Udviklingspuljen - fordelt med 200.000 kr. fra puljen i 2020 og 100.000 kr. i 2021.

Problemstilling

Folkeoplysningsudvalget har bevilget 200.000 kr. årligt i perioden 2017 - 2019 til Naturpark for foreningerne. Formålet har været at sikre, at foreningerne blev inddraget i facilitetsudviklingen i Naturpark Amager og forberede den kommende sociale indsats - Naturpark for alle - som skal sørge for, at naturuvante borgere også får gavn af de nye faciliteter.

Imidlertid er etableringen af nye faciliteter i Naturpark Amager blevet forsinket, så faciliteterne først forventes færdige medio 2022.

Løsning

Tidsplanen for etableringen af nye faciliteter i Naturpark Amager er blevet skubbet. Det medfører et behov for at forlænge den nuværende indsats - Naturpark for foreningerne - så de indsamlede erfaringer og igangværende initiativer ikke går tabt, inden Naturpark for alle kan igangsættes. 

Ny tidsplan
Hidtil har planen været, at faciliteterne skulle stå færdige i 2021. Den seneste tidsplan, som er forelagt Teknik- og Miljøudvalget d. 16. september, arbejder dog med en færdiggørelse af samtlige faciliteter i løbet af sommeren 2022.

Den sociale indsats – Naturpark for alle – er planlagt til at blive påbegyndt ét år før, faciliteterne står færdige, så det 3-årige projekt kan bruge de nye faciliteter i arbejdet med at tiltrække udsatte målgrupper og skabe et godt grundlag for foreningernes brug af faciliteterne.

Naturpark for alle skulle dermed have været igangsat i 2020 og hermed afløse Naturpark for foreningerne ved årsskiftet. Da dette ikke er i overensstemmelse med den nye tidsplan for etablering af faciliteterne, foreslår Kultur- og Fritidsforvaltningen at Naturpark for foreningerne  fortsættes i 2020-2021 og dermed forlænges med halvandet år.

Det skal sikre, at de erfaringer, der over de sidste 3 år er opbygget i Kultur- og Fritidsforvaltningen, ikke tabes på gulvet. Samtidig vil forvaltningen kunne fortsætte foreningssamarbejdet i lokalområdet og sikre den fortsatte inddragelse af foreningerne i detailplanlægningen af faciliteterne.

Status
Naturpark for foreningerne
har nu været i gang i en 3-årig periodeI projektperioden er følgende resultater opnået:

  • Der er afholdt 16 møder med foreninger om deres ønsker, herunder om et samlingssted med relevante faciliteter. En stor del af foreningernes ønsker er kommet med i arkitekternes overordnede forslag til nye faciliteter.

  • Der er foretaget en undersøgelse af barrierer og muligheder for brug af naturen blandt børn og unge mellem 6 og 17 år og deres forældre.

  • Der er afholdt 33 foreningsevents for forskellige målgrupper: Skolebørn, børnefamilier, børnehavebørn og gæster i parken generelt.

I foråret 2019 er der indgået et samarbejde med DGI om realiseringen af et fælles projekt, som Friluftsrådet har støttet. Sammen med DGI kan Kultur- og Fritidsforvaltningen sætte endnu mere fart på arbejdet med foreningsudvikling i området, og udvikle friluftsaktiviteterne sammen med de lokale foreninger på et langt højere niveau.

Målene for den fælles indsats er:

  • 500-600 udsatte børn introduceres for friluftsaktiviteter og møder den samme forening mindst tre gange.

  • 250 deltagere fra familier får oplevelser med natur og friluftsliv.

  • 80 unge deltager i overnatningsture.

  • Minimum 5 foreninger forpligter sig på et udviklingsforløb med fokus på at understøtte og inddrage udsatte børn og unge i aktiviteter med natur og friluftsliv.

Der er p.t. indgået partnerskaber med syv lokale foreninger, som vil lave friluftsaktiviteter for udsatte skolebørn, unge og familier i Naturpark Amager. De syv foreninger er:

  • Wolfpack Group
  • CPH Outdoor
  • Capoeira Senzala
  • Hovedstadens Træklatreklub
  • Dansk skolecykling
  • Familieidræt
  • Rollespilsfabrikken

Samarbejdet med DGI skaber en endnu stærkere platform for det fremtidige arbejde med at skabe en naturpark for alle, hvor foreningerne er vigtige og afgørende medspillere. Dette samarbejde kræver dog, at der fortsat er ressourcer i Kultur- og Fritidsforvaltningen til at indgå i arbejdet.

Hvis Folkeoplysningsudvalget forlænger Naturpark for foreningerne, kan samarbejdet med DGI fortsætte på nuværende niveau, og de genererede erfaringer bæres videre.

Såfremt Folkeoplysningsudvalget ikke tiltræder indstillingen, vil forvaltningen gå i dialog med DGI om, hvordan en minimumsmodel for et fortsat samarbejde kan se ud.

Se bilag 1 for en uddybet status på indsatsen.

Folkeoplysningsudvalget kan på eget initiativ igangsætte projekter, der understøtter det folkeoplysende foreningsliv i København. Projekterne finansieres helt eller delvist af Udviklingspuljen, og tilskudsbetingelserne kan fravige puljens generelle retningslinjer, jf. Retningslinjer for Udviklingspuljen for børn og unge, punkt 9.

Økonomi

Såfremt indstillingen godkendes, bevilges der 200.000 kr. fra Udviklingspuljen i 2020 og 100.000 kr. fra Udviklingspuljen i 2021 til forlængelse af Naturpark for foreningerne

Videre proces

Hvis indstillingen godkendes, vil forvaltningen fortsætte arbejdet med Naturpark for foreningerne i 2020-2021.

 

Thomas Bach

                                              /Rikke Thielcke

Beslutning

Folkeoplysningsudvalgets beslutning på mødet den 17. december 2019:

Indstillingen blev godkendt.

Til top