Mødedato: 17.12.2019, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Udvælgelse af Sociale partnerskabsforeninger 2020-2023

Se alle bilag
Folkeoplysningsudvalget skal overfor Kultur- og Fritidsudvalget indstille hvilke foreninger, der skal indgås Sociale partnerskaber med i perioden 2020-2023.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Folkeoplysningsudvalget overfor Kultur- og Fritidsudvalget indstiller, at følgende fem foreninger indgår Sociale partnerskaber med Kultur- og Fritidsforvaltningen i perioden 2020 – 2023, og hver bevilges 200.000 kr. årligt:
  • B1908
  • Fremad Amager
  • IF Stadion
  • Krumspring
  • Street Society

Problemstilling

Med Budget 2020 blev der i forbindelse med Økonomiforvaltningens pakke om udsatte byområder afsat midler til fem nye Sociale partnerskaber mellem folkeoplysende foreninger og Kultur- og Fritidsforvaltningen. Hver forening modtager 200.000 kr. årligt i fire år til ansættelse af en ressourceperson i foreningen.

Foreningerne har kunnet ansøge i perioden 29. oktober - 25. november 2019. Der er indkommet i alt 15 ansøgninger.

Midlerne tildeles i henhold til Retningslinjer for ansøgning om Sociale partnerskaber (bilag 1).

Det skal bemærkes, at Gadelandet/Husumgård pr. 1. december 2019 ikke længere fremgår på statens ghettoliste, hvilket var tilfældet da retningslinjerne blev udarbejdet. Kultur- og Fritidsforvaltningen foreslår, at et prioriteret fokus på Gadelandet/Husumgård bevares ved fordeling af partnerskaberne, da området stadig kan betegnes som væsentligt udsat og karakteriseret ved manglende foreningstæthed.

Løsning

Baggrund

Folkeoplysende foreninger, der ligger i udsatte byområder og har en stor andel af socialt udsatte børn og unge, har ofte problemer med at inddrage forældre, tiltrække kompetente frivillige, der både kan træne og løse sociale problemstillinger samt inddrive kontingent.

Derudover har disse foreninger typisk et øget behov for et tæt samarbejde om målgruppen med lokale aktører som for eksempel frivilliggrupper, helhedsplaner, skoler og opsøgende gadeplansarbejdere. Det kan dog være svært for foreningerne at finde tiden til at være aktive i lokalområdet og indgå sådanne samarbejder. Disse problemstillinger har vist sig vedvarende og løses ikke ved midlertidige projekter af kortere varighed.

Støtten i de Sociale partnerskaber skal gå til ansættelse af en ressourceperson (20 timer om ugen), som skal arbejde for, at foreningen kan rumme udsatte børn og unge og - som noget nyt i forhold til de eksisterende partnerskabsforeninger - deres forældre. Forældrene søges inddraget som medlemmer, frivillige og/eller trænere i foreningerne. 

For at sikre fremdrift, fokus og udvikling i foreningerne, indebærer de Sociale partnerskaber, at der indgås en gensidigt forpligtende partnerskabsaftale mellem foreningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen.

Kriterier for udvælgelse af foreninger

De Sociale partnerskaber kan udelukkende søges af folkeoplysende foreninger hjemmehørende i Københavns Kommune. Ansøgere skal, som udgangspunkt:

  • have mindst 150 børne- og ungemedlemmer,

  • have aktiviteter i eller i nærheden af et af de socialt udsatte boligområder, der fremgår af statens ghettoliste: Mjølnerparken, Tingbjerg/Utterslevhuse, Bispeparken, Aldersrogade, Lundtoftegade, Hørgården og Gadelandet/Husumgård. Ansøgere kan også være foreninger, der er veletablerede andre steder i København, men som ønsker at etablere en satellitafdeling i ét af de syv områder.

Overordnet prioriteres foreninger, der ønsker at udvikle børne- og ungdomsarbejdet for bedre at kunne rumme socialt udsatte børn og unge samt deres forældre, og foreningerne har i ansøgningen beskrevet, hvordan de påtænker at arbejde med følgende:

  • Intern organisering og struktur i foreningen

  • Rekruttering og inddragelse af frivillige, herunder frivillige med fokus på social trivsel

  • Indgåelse af lokale samarbejder om målgruppen, herunder samarbejde med FritidsGuiderne KBH og evt. FerieCamp og Aktive Børn i Forening

  • Rekruttering og fastholdelse af børne- og ungemedlemmer og deres forældre i aktiviteterne

Kultur- og Fritidsforvaltningen har i retningslinjerne fremhævet, at ansøgere med aktiviteter i Tingbjerg, Husum og Hørgården (Amager V.) vægtes højest, da disse områder er karakteriseret ved en mindre grad af foreningstæthed. Ansøgere med aktiviteter i Bispebjerg (Bispeparken) og på Nørrebro (Aldersrogade, Lundtoftegade og Mjølnerparken) skal tilbyde aktiviteter, der ikke allerede findes lokalt, og både forening og forvaltning skal vurdere, at aktiviteten er efterspurgt af målgruppen.

Det er ydermere en forventning, at foreningen kan forpligte sig på at tage godt imod børn og unge fra FritidsGuiderne og understøtte fastholdelsen af børnene i samarbejde med Kultur- og Fritidsforvaltningen.

Udvælgelsen

Ud fra en samlet vurdering indstilles følgende foreninger til Sociale partnerskaber:

  • B1908 (Hørgården)
  • Fremad Amager (Hørgården)
  • IF Stadion (Gadelandet/Husumgård og Tingbjerg/Utterslevhuse)
  • Krumspring (Gadelandet/Husumgård og Tingbjerg/Utterslevhuse, Bispeparken)
  • Street Society (Gadelandet/Husumgård, Tingbjerg/Utterslevhuse, Hørgården, Bispeparken, Mjølnerparken, Aldersrogade og Lundtoftegade)

Det skal bemærkes, at forvaltningen anbefaler, at partnerskaberne med B1908 og Fremad Amager indgås under forudsætning af, at de to foreninger koordinerer og samarbejder om deres indsatser, samt at begge foreninger arbejder med at inkludere udsatte børn og unge fra Hørgården i andre aktiviteter end fodbold.

Fire af de ansøgende foreninger lever ikke op til det overordnede krav om mindst 150 børne- og ungemedlemmer. Det gælder:

  • Akroyoga for børn og unge
  • CSR Nanok
  • DDS Brønshøj-Husum
  • Stenbroens forening
  • SIK Fight

Følgende foreninger indstilles derudover ikke til Sociale partnerskaber:

  • B93
  • Chin-Gu Full Contact
  • Copenhagen Panna House
  • DUI-Leg og Virke
  • Gym København og Gefion (fælles ansøgning)
Der henvises endvidere til Oversigt over ansøgninger om Sociale partnerskaber (bilag 2) samt de enkelte ansøgninger (bilag 3 - 17). 
 
Økonomi

Der er i forbindelse med Budget 2020 afsat 1,2 mio. kr. årligt i 2020-2023. Midlerne fordeler sig således: 

Bevillinger til foreninger (5 x 200.000 kr.)

1,0 mio. kr. pr. år

Understøttelse og administration

0,2 mio. kr. pr. år

I alt:

1,2 mio. kr. pr år

 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Kultur- og Fritidsforvaltningen medtager Folkeoplysningsudvalgets indstilling i sagen, som vil blive forelagt Kultur- og Fritidsudvalget d. 30. januar 2020.

Kultur- og Fritidsforvaltningen giver herefter ansøgerne besked. Bestyrelserne i de foreninger, der får bevilget midlerne, indkaldes derefter til et obligatorisk introduktionskursus. Midlerne udbetales til foreningerne primo 2020.

De foreninger, der ikke indgås partnerskab med, tilbydes et møde med forvaltningen med henblik på at afdække, hvordan foreningernes fortsatte arbejde med socialt udsatte børn og unge kan understøttes på anden vis.

 

Thomas Bach

                                       /Rikke Thielcke

Beslutning

Folkeoplysningsudvalgets beslutning på mødet den 17. december 2019:

Christopher Røhl Andersen ønskede, at indstillingen kvalificeres yderligere med hensyn til koordinering og samarbejde mellem B1908 og Fremad Amager.

På baggrund af et spørgsmål fra Martin Duus oplyste forvaltningen, at ingen foreninger er blevet valgt eller fravalgt alene på grund af medlemstal. Der er foretaget en helhedsvurdering for hver enkelt forenings vedkommende, og dette vil fremgå af det videre forløb.

Med disse bemærkninger og tilføjelser blev indstillingen godkendt.

Til top