Status på flytning af aftenskoleundervisning fra private til offentlige lokaler
Indstilling og beslutning
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Folkeoplysningsudvalget godkender Forvaltningens forslag til videre proces for arbejdet med aftenskoleflytninger,
- at Folkeoplysningsudvalget beslutter sammensætningen af arbejdsgrupper for aftenskoleflytninger, og
- at Folkeoplysningsudvalget godkender Forvaltningens forslag til udvælgelseskriterier for aftenskoleflytninger.
Problemstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen har i 2015 arbejdet med at flytte undervisningsaktiviteter fra private lokaler til offentlige lokaler for at opnå en besparelse på 1 mio. kr. i lokaletilskud. Det har vist sig, at besparelsen ikke har kunnet opnås med de kriterier, der har været foreslået i processen.
Løsning
Første analyse af lokaleundersøgelsen viste, at der kunne opnås en besparelse på 1 mio. kr. Den efterfølgende proces har imidlertid vist, at besparelsesmålet på 1 mio. kr. ikke kunnet indfries, når alle aftalte hensyn og kriterier for anvisningen af konkrete, ledige og egnede offentlige lokaler også skulle tilgodeses.
Udgangspunktet for lokaleflytningsprocessen var i 2015 et besparelsespotentiale på 18.399 lokaletimer svarende til 1.177.560 kr. i tilskud (2014 tilskud). Resultatet af processen var, at der reelt blev flyttet 5.049 lokaletimer svarende til 270.600 kr. (2015 tilskud).
Udfordringer:
- Over 55 pct. af aftenskoleundervisning er undervisning i dagstid kl. 8-17. Forvaltningen råder aktuelt ikke over en tilstrækkelig kapacitet af offentlige lokaler i dagstid.
- De fleste aftenskoler har én lokalitet, de lejer/ejer. Af hensyn til aftenskolerne har man valgt at friholde disse centre. 91.320 lokaletimer er centertimer, 8.499 lokaletimer er centertimer med aktiviteter for psykisk sårbare, hvilket i alt giver 99.819 centerlokaletimer. 48.478 timer er ikke-center lokaletimer. Med andre ord foregår 61,6 pct. af undervisningen i centre.
Med en politisk vedtaget plan for i sidste ende at spare 6,5 mio. kr. på aftenskolernes lokaletilskud, må der findes nye og flere veje til at flytte aftenskoler til offentlige lokaler.
Forvaltningen har etableret en programorganisation for Folkeoplysning 2020, som skal udvikle folkeoplysningsområdet de kommende år. Lokaleflytningen af aftenskoler har en central placering i dette program. Forvaltningen arbejder for at få flere lokaler i udlån i både dag-, aften- og weekendtid. I samarbejde med aftenskoler og foreninger udpeger forvaltningen offentlige lokaler, der kan investeres i med henblik på optimering.
Referencegruppen for aftenskoler i programmet Folkeoplysning 2020 ønsker, at der nedsættes tre arbejdsgrupper for 1) blød bevægelse, 2) sprogundervisning og 3) kreative fag, som præsenteres for egnede offentlige lokaler og herefter fordeler tiden i lokalerne mellem aftenskolehold.
Forvaltningen anbefaler følgende udvælgelseskriterier for flytning af aftenskoleundervisning fra private til offentlige lokaler:
- Aftenskoleundervisningen kan flyttes hold for hold - der tages ikke hensyn til om holdtimerne foregår i et center.
- Et lokale vurderes egnet på baggrund af ikke-mobilt udstyr.
- Der tages socialpædagogiske hensyn til psykisk sårbare deltagere. De offentlige lokaler kan virke travle og hektiske for nogle.
- Der tages højde for adgangsforhold for hold særligt henvendt til gangbesværede.
Der investeres løbende i at optimere offentlige lokaler, og forvaltningen ønsker i samarbejde med arbejdsgrupper for aftenskoleflytninger at sørge for smarte investeringer og optimeringer, der kommer både hverdags- og fritidsbrugere til gode.
Den endelige besparelse på 6,5 mio. kr. i lokaletilskud til aftenskoler i 2018 svarer til ca. 80 % af det samlede lokaletilskud til aftenskoler i dag. Flytninger af aftenskoler fra private- til offentlige lokaler vil medvirke til, at der frem for at tage en årlig procentsats af lokaletilskuddet kan findes løsninger, der ikke får den konsekvens at aftenskolerne i 2018 står tilbage med et tilskud, der svarer til ca. 20 % af det tilskud, der gives i dag til aftenskolers timer i private lokaler.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser
Videre proces
Forvaltningen finder konkrete egnede lokaler, som arbejdsgrupperne placerer konkrete aftenskolehold i.
Arbejdsgrupperne finder konkrete hold i sæson 2016/17, der flyttes til offentlige lokaler ved sæsonstart september 2016.
Mads Kamp Hansen
/Marianne Kruckow
Beslutning
Den udarbejdede oversigt over faciliteter forelægges udvalget på dets næste møde.
Udvalget ønskede, at flytningen af aftenskoleaktiviteter, der ikke vedrører aftenskolecentre, prioriteres højest.
Med denne tilføjelse blev indstillingen godkendt.