Ansøgning 2016 for voksenundervisningsområdet
Indstilling og beslutning
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Folkeoplysningsudvalget godkender fordeling af tilskud 2016 til 80 kendte aftenskoler og 3 nye foreninger/aftenskoler, som det fremgår af bilag 2,
- at Folkeoplysningsudvalget godkender de nye foreninger Dansk Indisk Forening, Økologisk Aftenskole og Cikaderne som folkeoplysende voksenundervisningsforeninger (aftenskoler) samt godkender aftenskolernes foreløbige tilskud anført i bilag 3,
- at Folkeoplysningsudvalget bemyndiger forvaltningen til at godkende yderligere bevilling op til størrelsen af det endelige tilskudstilsagn på 19.054 kr. (jf. bilag 3), såfremt aftenskolerne kan dokumentere, at de har igangsat og vil gennemføre de ansøgte aktiviteter,
- at Folkeoplysningsudvalget godkender indstillinger vedr. aftenskoler, der har anført særlige ønsker i deres ansøgning om tilskud til folkeoplysende voksenundervisning 2016, samt forvaltningens bemærkninger og indstillinger i øvrigt som angivet i bilag 4,
- at foreningerne Rytmisk Center og Copenhagen Music bevilges tilskud til aktiviteter for børn og unge under visitkortmodellen, jf. bilag 5,
- at Folkeoplysningsudvalget giver FOF København afslag på permanent dispensation til at lade ansvarligt personale underskrive handicaperklæringer for deltagere i forbindelse med handicapundervisning på tre institutioner for sindslidende og psykisk syge (Støtte- og Kontaktcenteret, Outsideren samt Frinova), men at der gives tidsbegrænset dispensation til kalenderåret 2016, jf. bilag 8,
- at Folkeoplysningsudvalget godkender, at der budgetteres med en anslået indtægt i forbindelse med tilskudsafregningen for 2015 på 3.400.000 kr., jf. bilag 1,
- at Folkeoplysningsudvalget godkender, at der fra voksenundervisningens lokaleramme flyttes 2,5 mio.kr. til voksenundervisningsrammen, således at udvalget effektuerer den besparelse, der skal ske i forbindelse med effektiviseringen på lokaleområdet for aftenskoler, jf. bilag 1, og
- at Folkeoplysningsudvalget på den baggrund godkender budget 2016, jf. bilag 1, samt at budgettet lægges til grund for fordelingen af tilskud i 2016.
Problemstilling
I 2016 er der afsat netto 47.353.000 kr. på voksenundervisningsrammen efter udmøntning af effektiviseringsforslag og tekniske korrektioner. Derudover er der afsat 5.706.000 kr. (ekskl. moms) til lokaletilskud efter udmøntning af effektiviseringsforslag og tekniske korrektioner.
Der var ansøgningsfrist den 1. oktober 2015, kl. 14.00 for tilskud til den folkeoplysende voksenundervisning i 2016. Kultur- og Fritidsforvaltningen modtog til fristen 79 ansøgninger fra kendte aftenskoler samt 3 ansøgninger fra nye foreninger. Derudover har Forvaltningen efter fristen modtaget én ansøgning for tilskud for perioden 1. marts - 31. december 2016 (frist 1. februar 2016).
Kultur- og Fritidsudvalget vedtog i forbindelsen med behandlingen af budget 2015 et effektiviseringsforslag på 2,5 mio. kr. på rammen for lokaletilskud. Det blev senere besluttet, at besparelsen skulle opnås ved at tage 1,5 mio. kr. på hele folkeoplysningsrammen og 1 mio. kr. på rammen for lokaletilskud til aftenskoler. Flytningen af lokaler fra private til offentlige lokaler gav ikke den ønskede besparelse, og aftenskolerne blev yderligere kompenseret ved at sætte lokalesatsen op ved omfordelingen 2015. Effektiviseringen er således fortsat ikke fuldt effektueret.
Følgende særlige forhold er kommet frem ved behandlingen af ansøgningerne:
- To aftenskoler (Fatamorgana og Studieskolen) har ændret i den af Kultur- og Fritidsforvaltningen fortrykte ansøgning eller har på anden måde søgt om andre beløb end dem, aftenskolens aktivitetsniveau 2014 berettiger til, jf. retningslinjerne § 2.4.4.
- To aftenskoler (Tolkekompagniet Babel og Cambridge Institute) søger om øget tilskud til lokaleleje (75 %), jf. retningslinjernes § 2.16.1.
- Fire kendte aftenskoler (LMS Aftenskole, Oplysnings Forbundet Grobund, Dansk-Ukrainsk Selskab og Københavns Højskoleforening) har angivet, at de ikke søger tilskud i 2016.
- Tre kendte aftenskoler (Trim Team NV, JOA Jordmødrenes Aftenskole og Laetitia Musica) har ikke søgt til fristen 1. oktober 2015.
- Rytmisk Center og Copenhagen Music søger om tilskud til børne- & ungeaktiviteter under visitkortmodellen, jf. retningslingernes § 2.16.
- FOF søger om permanent dispensation til, at ansvarligt personale underskriver handicaperklæringer for deltagere i forbindelse med handicapundervisning på 3 institutioner for sindslidende og psykisk syge, jf. retningslinjerne § 2.10.2.
- To aftenskoler (AOF København, Trim Team NV) har overskredet frister for indlevering af enten ansøgnings- eller regnskabsmateriale og står derfor til at miste tilskud i 2016, jf. retningslinjernes § 2.4.6 og 2.19.2.
Løsning
Budget 2016 / Tilskud til kendte aftenskoler
I forhold til det udmeldte budget foreslås en ikke-varig korrektion af budgettet med en indtægt vedrørende tilskudsafregning i forbindelse med tilskudsregnskab 2015 på 3,4 mio. kr. på voksundervisningsrammen (jf. bilag 1). Provenuet på den mellemkomunale refusion bibeholdes som i det udmeldte budget. Ved at flytte 2,5 mio.kr. fra lokalerammen til voksenundervisningsrammen effektueres besparelsen på lokalerammen i henhold til effektiviseringen på lokaleområdet, og budgetrammen til undervisning giver således mulighed for, at aftenskolerne i 2016 kan få et løntilskud, der svarer til 98 % af deres beregnede maksimale løntilskud i 2014, samt et tilskud til handicapbetingede udgifter, der svarer til 100 % af de beregnede handicapbetingede udgifter i 2014. Aftenskolerne skal afsætte 10 % af løntilskuddet til debatskabende aktiviteter.
Med effektueringen af besparelsen på lokalerammen gives der således mulighed for at sætte lokalesatsen til 25 kr. pr. time i 2016.
Fordelingen af tilskud 2016 til den enkelte aftenskole kan ses af bilag 2.
Der er desuden afsat tilskud til nedenstående særlige områder:
- Kofoeds Skole indstilles til et løntilskud på 2.100.000 kr., jf. BR-beslutning af 10. februar 2005.
- Idrætsskolen for udviklingshæmmede indstilles til 704.000 kr. i 2016, jf. beslutning i Familie- og Arbejdsdirektoratet den 30. oktober 2002.
- Der er afsat 800.000 kr. til udviklingspuljen.
- 300.000 kr. til Aftenskolernes Samråd, hvoraf 200.000 kr. er øremærket til ansættelse af konsulent til udvikling af partnerskaber.
Nye Aftenskoler
Forvaltningen har modtaget ansøgning fra tre nye foreninger (Dansk Indisk Forening, Cikaderne og Økologisk Aftenskole), som søger om godkendelse som folkeoplysende voksenundervisningsforeninger (aftenskoler) i 2016. Bemærk at Økologisk Aftenskole tidligere har været godkendt, men skal godkendes på ny, da de ikke har benyttet deres tilskud de seneste to år - jf. Retningslinjernes § 2.5.1. Forvaltningen har behandlet ansøgningerne og indstiller til godkendelse af aftenskolerne med henholdsvis foreløbige og endelige tilskudstilsagn, som det fremgår af bilag 3.
Ansøgning om ekstra/ændret tilskud eller andre særlige forhold:
Forhold 1 og 2 indstilles som følger:
- Studieskolen søger om at få antallet af lokaletimer forhøjet fra 8.266 til 13.904 begrundet i, at de tidligere har fået at vide, at de ikke kunne søge tilskud til lokaler lejet af offentlige institutioner. Ansøgning fra Studieskolen om øget tilskud udover det, som regnskabstallene fra 2014 berettiger til, imødekommes, da aftenskolen således ligestilles andre aftenskoler i samme situation.
- Ansøgning fra Fatamorgana om mindre tilskud, end det ansøgningsgrundlaget (det maksimale tilskud) fra tilskudsregnskab 2014 giver dem mulighed for - jf. retningslinjernes § 2.4.4, grundet forventet fald i aktivitetsniveau i 2016, imødekommes.
- Ansøgning om øget tilskud til lokaleleje (75 %) fra to aftenskoler (Tolkekompagniet og Cambridge Institute) imødekommes ikke, da foreningerne i forbindelse med effektivisering på lokaleområdet er blevet anvist offentlige lokaler i stedet.
Forhold 4 og 7:
- AOF København afleverede tilskudsregnskab 2014 efter fristen i sidste rykkerbrev, men inden 1. september og mister således fire måneders tilskud i 2016 - jf. Retningslinjerne § 2.19.2.
- Trim Team NV afleverede mangler til tilskudsregnskab 2014 efter fristen i sidste rykkerbrev, men inden 1. september og mister således 1/12 tilskud i 2016 - jf. Retningslinjernes § 2.19.2. Trim Team NV indsendte endvidere ansøgning 2016 efter fristen 1. oktober og mister således yderlige 2 måneders tilskud, idet den så behandles som indkommet rettidig til ansøgningsfristen 1. februar 2016 for perioden 1. marts - 31. december 2016 - jf. retningslinjernes § 2.4.6.
Derudover indstilles:
- at antallet af lokaletimer for Astanga Yoga, Flamenco Foreningen El Duende, Gotvedforeningen, FOF København samt Fora København nedjusteres forholdsmæssigt i det omfang, der i forbindelse med flytningen fra private til offentlige lokaler er fundet offentlige lokaler til aftenskolerne i efteråret 2015.
- at tilskud 2016 til KulturMix, Visuelt Læringscenter og Pas på hovedet, alle godkendt pr. 1. juli 2015, beregnes forholdsmæssigt ud fra aftenskolernes aktiviteter i efteråret 2015.
Der henvises i øvrigt til bilag 4.
Ikke modtagne ansøgninger (forhold 3 og 4):
7 kendte aftenskoler (Trim Team NV, Laetitia Musica, JOA Jordemødrenes Aftenskole, LMS Aftenskole, Oplysnings Forbundet Grobund, Københavns Højskoleforening og Dansk-Ukrainsk Aftenskole) har ikke indsendt ansøgning til fristen 1. oktober:
- Trim Team NV indsendt til fristen 1. februar 2016 - jf. ovenfor.
- Laetitia Musica og JOA Jordemødrenes Aftenskole har endnu ikke oplyst, om de påtænker at søge til fristen 1. februar 2016.
- LMS Aftenskole, Oplysnings Forbundet Grobund, Københavns Højskoleforening og Dansk-Ukrainsk Selskab har alle angivet, at de ikke ønsker at ansøge. Der tilskudsafregnes med disse aftenskoler senest med tilskudsregnskabsrunden 1. april 2016.
Aftenskoler med Børn og Unge aktiviteter (forhold 5):
Der bevilges tilskud til Rytmisk Aftenskoles samt Copenhagen Musics børn og unge aktiviteter med henholdsvis i alt 511.632 kr. i medlemstilskud og 598.116 kr. i lokale-/hyttetilskud, som det fremgår af bilag 5. Tilskuddet tages fra voksenundervisningsrammen til løn og lokaler som en del af visitkortmodellen.
Dispensationsansøgninger (forhold 6):
Det indstilles, at FOF København ikke gives permanent dispensation til at lade ansvarligt personale underskrive handicaperklæringerne for deltagere i forbindelse med handicapundervisning på tre institutioner for sindslidende og psykisk syge (Støtte- og Kontaktcentret, Outsideren samt Frinova – Fricenter projekt i Nord), i det omfang deltageren ikke selv er i stand til det, jf. bilag 8, da en permanent dispensation vil forfordele andre aftenskoler med lignende forhold, og det derfor vil lægge op til en retningslinjeændring. Det indstilles dog, at FOF gives en tidsbegrænset dispensation i 2016, og at der således skal genansøges efterfølgende år.
Der henvises i øvrigt til oversigt over løbende dispensationer i bilag 7.
Økonomi
Nettorammen til den folkeoplysende voksenundervisning i 2016 er på 47.353.000 kr. samt 6.561.900 kr. inkl. moms til lokale- og driftstilskud (jf. bilag 1). I bilag 6 vises en oversigt over udviklingen i budgettet til voksenundervisning for årene 2007-2016.
Budget 2016 er disponeret stort set fuldt ud. Der er således ikke afsat en buffer til for eksempel at give plads til nye aftenskoler. Det økonomiske råderum findes således i aktivitets- og udviklingspuljen, der kan give udvalget mulighed for at sætte initiativer i gang, der kan udvikle og/eller styrke området, for eksepmel gennem forbedring af faciliteter, events eller andre aktiviteter og initiativer til gavn for hele området. Eventuelle nye aftenskoler pr. 1. juli 2016 skal således i givet fald også finansieres af udviklingspuljen eller et eventuelt provenu på den mellemkommunale refusion ud over det udmeldte budget. Ubenyttede midler vil gå tilbage til rammen og uddeles ved en eventuel omfordeling.
Videre proces
Folkeoplysningsudvalgets afgørelser meddeles aftenskolerne. Aftenskolerne, der gives afslag, får et begrundet afslag.
Mads Kamp Hansen
/Marianne Kruckow