Mødedato: 15.09.2020, kl. 16:30
Mødested: DGI Byens Konferencecenter

Forenings- og aftenskolepakke: Justeret ansøgning og nyt ønske

Se alle bilag
Folkeoplysningsudvalget skal tage stilling til justeret ansøgning til Forenings- og aftenskolepakken for Kulturhuset Kapelvej 44 og midler til ADK-system til Europaskolen.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Folkeoplysningsudvalget tager stilling til den justerede ansøgning for Kulturhuset Kapelvej 44, og
  2. at Folkeoplysningsudvalget beslutter at bevilge 800.000 kr. til etablering af ADK-system på Europaskolen.

Problemstilling

På grund af en fejl i forvaltningens indtastning af beløb var der i ansøgningen for Kulturhuset Kapelvej 44, som blev godkendt på Folkeoplysningsudvalgets møde d. 10. juni 2020, fejl i det ansøgte beløb. Derfor genindstilles ansøgningen.

Europaskolens adgangssystem fungerer ikke med de systemer, Kultur- og Fritidsforvaltningen anvender. For at kunne give foreninger adgang til skolen kræves et nyt system.

Løsning

Kulturhuset Kapelvej 44 har ansøgt om opgradering af foreningsfaciliteter og handicaptoilet stillet til rådighed for foreninger og aftenskoler.

Af bilag 1 til sagsfremstillingen på mødet den 10. juni 2020 fremgik det indstillede tilskud med 107.000 kr. Dette var en tastefejl og beløbet skulle have været 1.070.000 kr.

Ansøgningen indeholder to forskellige scenarier, hvor forskellen er placering og pris for etablering af handicaptoilet.

  • Scenarie 1 er budgetteret med 1.067.040 kr.
  • Scenarie 2 er budgetteret med 767.040 kr.

Budget fremgår af bilag 1.

Ud over etablering af handicaptoilet indeholder ansøgningen etablering af ventilation i to bevægelseslokaler og en større dansesal, lyd og lys i sal og café, lydoptimerende foranstaltninger i dansesal, opbevaringsløsning i forbindelse med dansesal, genetablering og sikring af glasparti, der har været udsat for hærværk, VVS-arbejde og kloakering så der tilføres vand til skure i gården og etablering af ekstra træskur i gården til opbevaring af byggematerialer, trailer m.m.

I de to bevægelseslokaler udbydes henholdsvis 39 og 18 timer og i dansesalen 34,5 timer om ugen gennem Foreningsportalen. 

Foreninger kan lige nu ikke få adgang til Europaskolen. Hvis foreninger skal have adgang, kræver det etablering af et nyt ADK-system. Udgiften hertil er skønnet til 800.000 kr.

Økonomi

Hvis udvalget beslutter at give tilsagn, vil det forhøje det forventede anlægsforbrug på Forenings- og aftenskolepakken med enten 1.870.000 kr. eller 1.570.000 kr.

Med det forventede forbrug på anlægsbudgettet i 2020 vil de økonomiske konsekvenser ved godkendelse af indstillingen se således ud:


Budget 2020  Forventet forbrug 2020 

Ansøgt

Kapelvej 44 og Europaskolen

Restbudget 2020 
Scenarie 1   10.160.066  10.152.000  1.870.000  - 1.861.934
Scenarie 2  10.160.066  10.152.000  1.570.000  - 1.561.934
 
Hvis Folkeoplysningsudvalget under tillægsdagsordenens punkt 1 beslutter at overføre 2 mio. kr. fra pakken "Flere tider" (service) til pakken "Optimering af lokaler til folkeoplysende foreninger og aftenskoler" (anlæg) vil udgiften kunne dækkes.

Videre proces

Hvis udvalget beslutter at støtte projekterne, arbejder Kultur- og Fritidsforvaltningen videre med at udføre opgraderingen af Kulturhuset Kapelvej 44 og etablere nyt ADK-system på Europaskolen.

 

Mads Kamp Hansen

/Rikke Lauritzen

Beslutning

Folkeoplysningsudvalgets beslutning på mødet den 15. september 2020:

Indstillingen blev godkendt.

Til top