Mødedato: 15.09.2020, kl. 16:30
Mødested: DGI Byens Konferencecenter

Forlængelse af tildelte facilitetstider

Folkeoplysningsudvalget skal tage stilling til, om tildelte facilitetstider skal forlænges med et år.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, 

  1. at Folkeoplysningsudvalget godkender, at alle tildelte facilitetstider forlænges med en sæson.

Problemstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen er i samarbejde med referencegruppen for booking i gang med at udarbejde en evaluering af den sidste fordeling af offentlige faciliteter, som skal munde ud i anbefalinger til ændring af retningslinjer for støtte til Folkeoplysning i København og udviklingsønsker til bookingsystemet, Foreningsportalen.

Derudover er Kultur- og Fritidsforvaltningen i gang med at udarbejde et udbud af Foreningsportalen, da kontrakten med den nuværende leverandør er udløbet.

Løsning

1. januar 2021 til 31. januar 2021 har folkeoplysende foreninger og aftenskoler mulighed for at ansøge om offentlige faciliteter for sæson 2021-2023.

Kultur- og Fritidsforvaltningen forbereder i øjeblikket et udbud af Foreningsportalen, da den nuværende kontrakt med leverandøren BRND ikke har været i udbud. Der vil blive indgået kontrakt med vinderen af udbuddet.

Kultur- og Fritidsforvaltningen forventer, at et udbud og valg af vinder af udbuddet vil tage omkring 12 måneder.

Derudover er referencegruppen for booking i gang med at evaluere den sidste fordeling af faciliteter til foreninger og aftenskoler. Evalueringen skal munde ud i en række anbefalinger til:

  • Faciliteter: Spørgsmål om egnethed, tilgængelighed, optimering og udnyttelsesgrad
  • Kontrol: Meningsfulde kontroller, der understøtter visionen for folkeoplysning
  • System (Foreningsportalen): Skal hjælpe og understøtte foreninger
  • Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i København: Skal understøtte foreningslivet og være gennemskuelige.

Kultur- og Fritidsforvaltningen forventer, at anbefalingerne præsenteres på Folkeoplysningsudvalgets møde den 3. november 2020.

Da det på nuværende tidspunkt ikke vides, hvem der vinder udbuddet, eller hvilken konsekvens de eventuelle ændringer i Retningslinjerne vil have på ansøgningsprocessen, anbefaler Kultur- og Fritidsforvaltningen, at den nuværende fordeling forlænges en sæson.

Folkeoplysningsudvalget vil få forelagt en indstilling om udbud og økonomien forbundet hermed i vinteren 2020/2021.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt indstillingen godkendes, igangsætter Kultur- og Fritidsforvaltningen arbejdet med at forlænge alle tildelte tider en sæson.

 

Mads Kamp Hansen

  /Rikke Lauritzen

Beslutning

Folkeoplysningsudvalgets beslutning på mødet den 15. september 2020:

Udvalget bemyndigede forvaltningen til i dialog med udvalgets foreningsrepræsentanter at beslutte, om facilitetstiderne skal forlænges, eller om den ordinære fordelingsrunde skal gennemføres.
Til top