Mødedato: 13.09.2016, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Regnskab for den folkeoplysende voksenundervisning 2015

Se alle bilag
Folkeoplysningsudvalget orienteres om gennemgangen af tilskudsregnskaberne for aftenskolerne for 2015.

Indstilling

  1. at Folkeoplysningsudvalget godkender redegørelsen for regnskabsaflæggelsen 2015 (bilag 1), 
  2. at Folkeoplysningsudvalget godkender regnskabsaflæggelsen for de to aftenskoler, der har fået tilskud til børn- og ungeaktiviteter i 2015 (bilag 1, tabel 9), og
  3. at den samlede tilbagebetaling indgår i omfordelingen.

Problemstilling

Aftenskolerne i Københavns Kommune aflægger regnskab for tilskud i 2015 til fristen den 1. april 2016. De aftenskoler, der modtager tilskud på mere end 1 mio. kr., indsender også deres samlede virksomhedsregnskab for 2015 til fristen den 2. maj 2016. Aftenskolerne aflægger tilskudsregnskabet for at afregne i forholdet mellem det tilskud, de har fået i 2015 og de aktiviteter, de har haft i 2015.

Aftenskoler der, udover at udbyde aktiviteter for voksne, også ønsker at udbyde aktiviteter for børn og unge, bruger det, der kaldes visitkortmodellen. Dette tilskud beregnes efter reglerne for tilskud til børn og unge, mens tilskudsbeløbet finansieres af rammen til voksenundervisning. Der er også aflagt regnskab for aktiviteterne i 2015 på dette område.

Denne regnskabsindstilling forelægges Folkeoplysningsudvalget på et tidligere tidspunkt i år, fordi omfordelingsprocessen i år gennemføres i september-oktober mod november-december tidligere år.

Løsning

84 aktive aftenskoler, der fik tilskud i 2015, har aflagt tilskudsregnskab. 10 aftenskoler, der har modtaget tilskud på over en 1 mio. kr., har indsendt deres virksomhedsregnskaber.

Regnskabsaflæggelsen viser, om aftenskolerne har brugt tilskuddet i overensstemmelse med de gældende retningslinjer. Aftenskolerne tilbagebetaler tilskud, som ikke har været anvendt - dvs. som aftenskolerne ikke har haft undervisningsaktiviteter for. De aftenskoler, der har nedsat prisen på deres kurser til københavnske pensionister, arbejdsledige, studerende m.fl., får udlægget udbetalt. Formålet er, at mere betalingssvage borgere får en rabat, som gør adgangen til aftenskoleundervisning mere lige for alle.

Når aftenskolerne aflægger deres tilskudsregnskab giver det mulighed for at se på udviklingen inden for aftenskoleområdet. Det gælder blandt andet for antallet af deltagertimer, undervisningstimer, deltagernes egenbetaling, hvor meget der er brugt i PEA-tilskud (pensionister, efterlønsmodtagere og arbejdsløse) med videre. Udviklingen på de enkelte områder er vist i tabellerne i det vedlagte bilag 1, ligesom tallene for 2015 sammenlignes med tal fra tidligere år.

Gennemgangen af aftenskolernes regnskaber for 2015 viser, at nogle aftenskoler betaler meget tilbage i ubrugt tilskud - 3.379.993 kr. - men også, at andre aftenskoler har haft mange flere aktiviteter i 2015, end deres tilskud har rakt til. Det kaldes for meraktivitet. Der har været meraktivitet for 3.391.289 kr. i 2015. Meraktiviteten overstiger således tilbagebetalingen med 11.296 kr. Der udbetales ikke yderligere tilskud før i det efterfølgende år, i dette tilfælde 2017.

Økonomi

Aftenskolernes samlede tilbagebetaling udgør 3.379.993 kr. for 2015. Som oplyst i budgettet for 2015 kan tilbagebetalt tilskud fra 2015 anvendes som ekstra tilskud til aftenskolerne i 2016 ved en omfordeling.

Der er en tilbagebetaling på 87.812 kr. fra den ene af de to aftenskoler, der har benyttet sig af visitkortmodellen. Beløbet indgår også i omfordelingen i 2016.

Videre proces

Tilbagebetaling fra aftenskolerne på 3.379.993 kr., indgår i omfordelingsbudgettet på voksenundervisningsområdet, der uddeles i oktober 2016.

Aftenskolerne kan søge om ekstra tilskud for ekstra aktiviteter i omfordelingen. De får meddelelse om, at deres tilskud er ændret ved denne omfordeling.

 

Mads Kamp Hansen

                                  /Rikke Thielcke

Beslutning

Folkeoplysningsudvalgets beslutning på mødet den 13. september 2016:

Indstillingen blev godkendt.

Til top