Mødedato: 13.09.2016, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Medlemsforslag om diskussion af medlems-, aktivitets- og tilskudsudvikling indenfor voksenundervisningsområdet og området for det frivillige folkeoplysende foreningsarbejde

Se alle bilag
Folkeoplysningsudvalget skal behandle medlemsforslaget.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Folkeoplysningsudvalget drøfter medlemsforslaget.

 

Bjarne P. Nielsen, Søren Hemmingshøj, Asger Gaard, Peter Kjøller, Peter Mark Lundberg, Anders Gredal Berner og Per Vandrup har anmodet om, at følgende medlemsforslag optages på dagsordenen for Folkeoplysningsudvalgets møde den 13. september 2016:

Forslagsstillerne

  1. ønsker at igangsætte en diskussion i udvalget om udviklingen inden for de to hovedområder og på baggrund af denne diskussion vurdere, om det skal føre til en revidering af den økonomiske fordeling, og
  2. beder forvaltningen - ud fra en aktivitets-/medlems-/deltager udvikling - udarbejde forslag til en omfordeling mellem de to hovedområder (den folkeoplysende voksenundervisning og det frivillige folkeoplysende foreningsarbejde) til diskussion og senere beslutning i Folkeoplysningsudvalget.

Motivering

Gennem de sidste 15 år er medlemstallet i de frivillige foreninger konstant steget gennem et øget aktivitetsniveau i foreningerne.

I samme periode er der ikke tilført nye faste midler til området. Foreningernes indsatser for at tiltrække nye børn og unge til foreningerne er en succes, men yderligere ekspansion er ikke mulig uden yderligere midler. Endvidere er kvaliteten af de frivillige foreningers tilbud til børn og unge i fare, hvis området ikke tilføres flere økonomiske midler.

Det kommer blandt andet til udtryk ved, at der i Københavns Kommune har et været stop for at foreninger kan søge tilskud til delvis dækning af udgiften til at have egne lokaler. Det hæmmer naturligvis de succesfulde foreninger i at optage nye medlemmer og få endnu flere børn engageret i det frivillige foreningsliv.

I samme 15 år har Aftenskolevirksomhederne mistet deltagere og har oplevet faldende aktivitetsgennemførelse, mens tilskuddet til området har været stort set uændret.

Medlemstallet i børn- og ungeforeninger er steget fra ca. 58.000 i 2010 til ca. 76.000 i 2015. En stigning på mere end 31 % på fem år. Det er ikke holdbart at gennemføre og fastholde samme høje aktivitetsniveau uden tilførsel af økonomiske midler til området.

Beslutning

Peter Kjøller motiverede forslaget på forslagsstillernes vegne.

Maria Llambias, Charlotte Lorenzen, Hans Grishauge, Kåre Emtoft, Ole Sørensen, John Kalo og Peter Hollbaum-Hansen havde fremsat følgende ændringsforslag:

"At Folkeoplysningsudvalget etablerer en arbejdsgruppe bestående af 2 repræsentanter for Børne- og ungeforeningerne, 2 repræsentanter for den folkeoplysende voksenundervisning og 2 politikere (det ene medlem bør være formanden for Folkeoplysningsudvalget). Til arbejdsgruppen knyttes relevante medarbejdere fra forvaltningen.

At den etablerede arbejdsgruppe forestår et arbejde med at kortlægge det folkeoplysende område således, at vi får et samlet billede af, hvordan kommunens ressourcer på området bruges, hvordan den historiske udvikling har været og hvordan fremtiden forventes at se ud, med det sigte, at ressourcerne til området anvendes optimalt i forhold til de visioner, der er gældende for fritidspolitikken i Københavns kommune.

Arbejdsgruppens kommissorium bliver:

  • at udarbejde en specificeret plan for kortlægningen af området, som fremlægges for Folkeoplysningsudvalget på december-mødet i 2016.

  • at fungere som projektledelse for det videre arbejde med udarbejdelse af rapporten.

  • at udarbejde politiske indstillinger til Folkeoplysningsudvalget med baggrund i de konklusioner, rapporten fremkommer med.

Arbejdsgruppen skal trække på de informationer, som Kultur- og Fritidsforvaltningen og andre af kommunens forvaltninger kan bidrage med. Desuden skal Videncenter for Folkeoplysning (VIFO) og Idrættens Analyseinstitut (IDAN) inddrages i kortlægningen, da man her har en ekspertise i denne type analyser og har sammenligneligt materiale fra et stigende antal kommuner, som kan indgå i den endelige afrapportering.

Økonomi.
Den økonomi, der vil knytte sig til arbejdet, skal tages ligeligt fra de respektive udviklingspuljer for hhv. Hovedområde 1 og hovedområde 2."

Peter Hollbaum-Hansen motiverede forslaget på forslagsstillernes vegne.

Rune Dybvad stillede følgende ændringsforslag:

  1. At forvaltningen udarbejder en analyse der indeholder blandt andet medlemsudvikling, økonomisk fordeling, faciliteter og juridisk grundlag.

  2. At der skabes et overblik, der kan danne grundlag for en beslutning på udvalgets decembermøde.

  3. At der nedsættes en følgegruppe med to repræsentanter for voksenundervisningsområdet og to repræsentanter for det frivillige folkeoplysende foreningsområde.

Folkeoplysningsudvalgets beslutning på mødet den 13. september 2016:

Udvalget vedtog det af Rune Dybvad stillede ændringsforslag.

Peter Kjøller, Anders Gredal Berner (det frivillige folkeoplysende foreningsområde) og Kåre Emtoft og Maria Llambias (voksenundervisningsområdet) blev udpeget til følgegruppen.

Til top