Mødedato: 13.03.2012, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Udviklings- og aktivitetspuljen for aftenskoler

Folkeoplysningsudvalget skal tage stilling til en ansøgning fra Studieskolen til Udviklings- og aktivitetspuljen for aftenskoler.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, 

  1. at Folkeoplysningsudvalget bevilger 275.000 kr. til Studieskolen til projektet ”Interaktiv it-pædagogisk opslagsbog” (bilag 1).

Problemstilling

Studieskolen har ansøgt om 275.000 kr i tilskud fra Udviklings- og aktivitetspuljen for aftenskoler til et projekt om at udvikle webbaserede undervisningsformer. Studieskolen betragter det som et nødvendigt værktøj, når det moderne menneskes individuelle læringsbehov skal forenes med det folkeoplysende ideal om læringsfællesskabet og mødet mellem mennesker. 

 

Løsning

Dette projekt skal ses som en fortsættelse af et tidligere projekt, Studieskolen har gennemført med støtte fra Udviklings- og aktivitetspuljen for aftenskoler. I det tidligere projekt blev der udviklet web-baserede værktøjer, fortrinsvis blog, til inddragelse i undervisningen. Målet var at undersøge, om brugen af Internettet i og uden for undervisningen havde en fastholdende effekt således, at flere kursister gennemførte kurserne. De afsluttende interviews i forbindelse med evaluering af projektet viste, at det var tilfældet.
 
Det nuværende projekt tager udgangspunkt i erfaringer fra det tidligere. Studieskolen har nemlig erfaret, at en meningsfuld inddragelse af webbaserede undervisningsformer forudsætter, at undervisere, vejledere og ledere er uddannet til opgaven. Målet med projektet er derfor at slå bro mellem teori på området og undervisningspraksis. Output skal være en it-pædagogisk opslagsbog bestående af tre værktøjer:

  • Sprogpædagogisk værktøjskasse
    En pædagogisk håndbog som hjemmeside. Den indeholder konkrete pædagogiske værktøjer, der er forudsætning for at inddrage webværktøjer i sprogundervisningen.
  • Sprogpædagogisk it-kørekort
    It-kørekortet leverer 13 konkrete undervisningsforløb, som er en forudsætning for at bruge de mest relevante digitale medier.
  • Blended learning kasse
    Blended learning kassen er en overskuelig samling af afprøvede værktøjer, der skaber motiverende og effektiv sprogindlæring hos voksne.

Projektet ligger inden for udviklings- og aktivitetspuljens andet formål: Aktivitetsudvikling. Med opslagsbogen og den dertil hørende kompetenceudvikling af underviserne og samling af konkrete it-pædagogiske værktøjer vil Studieskolen med projektet kunne imødekomme begge mål under formålet: øge antallet af brugere og tiltrække nye brugere.

Derudover vil Studieskolen gennem projektet samarbejde både med Hovedbiblioteket og andre aftenskoler. 

Endelig vil Studieskolen forankre værktøjerne i den folkeoplysende verden ved holde foredrag, seminarer mv. i sit netværk (DOF, DFS, Nordisk Netværk for læring mv.), ligesom de vil stille viden og erfaringer til rådighed ved at udvikle et kursus til Kultur- og Fritidsforvaltningens kursuskatalog.  

Økonomi

Udviklings- og aktivitetspuljen har et budget på 1.000.000 kr. i 2012.

Rest på budgettet efter bevilling til Studieskolens udviklingsprojekt: 725.000 kr.

Videre proces

Kultur- og Fritidsforvaltningen meddeler Studieskolen Folkeoplysningsudvalgets beslutning.

Beslutning

Charlotte Lorenzen forlod mødet under dette punkt som værende inhabil.

Indstillingen blev godkendt.
Til top