Gigtskolens klage over tilbagebetalingskrav for manglende indhentelse af handicaperklæringer
Indstilling og beslutning
Kultur- og fritidsforvaltning indstiller,
- at Folkeoplysningsudvalget giver Gigtskolen medhold i klagepunkt 1 vedrørende krav om tilbagebetaling af tilskud for første halvår af 2007. Kravet reduceres derfor med 416.044 kr.
- at Folkeoplysningsudvalgets fastholder sine afgørelser vedrørende klagepunkt 2-4.
Problemstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen har den 2. december 2011 modtaget klage fra Gigtskolen, repræsenteret af foreningens advokat (bilag 1).
Gigtskolen klager over:
- Folkeoplysningsudvalgets beslutning den 11. oktober 2011 om at rejse et tilbagebetalingskrav på 4.320.533 kr. over for foreningen som følge af ændring af foreningens tilskudsregnskabsopgørelser for perioden 2007-2010 pga. manglende indhentelse af tro- og loveerklæringer ifm. med foreningens handicapundervisning.
- at Gigtskolens tilskud for 2012 reduceres med ca. 1.500.000 kr. som følge af ændret regnskabsopgørelse for 2010.
I forlængelse heraf gør foreningen følgende klagepunkter gældende:
- at tilbagebetalingskravet skal nedsættes med tilskuddet for 1. halvår 2007.
- at retningslinjerne for tildeling af forhøjet tilskud giver mulighed for konkret skønsmæssig fravigelse af dokumentationskrav.
- at Gigtskolen skal have mulighed for, inden for en rimelig tidsfrist, at indhente underskrevne erklæringer fra de personer, der med sikkerhed opfyldte betingelserne for forhøjet tilskud i 2010 og tilbage til 2007, således at tilbagebetalingskravet til Københavns Kommune og PEA Frederiksberg reduceres i henhold til dokumentation.
- at Folkeoplysningsudvalget/Kultur- og Fritidsudvaglet som minimum skal acceptere, at disse erklæringer indhentes for 2010, da omsætningen i dette år direkte lægges til grund og påvirker det tildelte tilskud/budget i det kommende år 2012, der reduceres ca. 1,5 mio kr. i forhold til det forventede.
Efterfølgende har Gigtskolen pr. 15. februar sammen med tro- og loveerklæringer og holdlister for 1. halvår 2007 indsendt yderligere kommentarer til klagen, hvor skolen fremhæver, at 70 % af skolens nuværende deltagere (efterår 2011 og forår 2012), hvor der er indsamlet tro- og loveerkæringerer, er gengangere, der opfyldte betingelserne for forhøjet tilskud for 2010 og tidligere år. Derudover gøres der opmærksom på, at det i skolens programmer tydeligt fremgår, at Gigtskolen er en handicapskole, og at det i holdbeskrivelserne fremhæves, at der er tale om handicapundervisning (bilag 2).
Løsning
I forbindelse med aflæggelse af tilskudsregnskab 2010 blev Gigtskolen bedt om at indsende tro- og loveerklæringer for deres handicappede deltagere på handicaphold. Gigtskolen meddelte, at de siden 2007 ikke havde indhentet disse erklæringer, og at de dermed heller ikke havde dem for 2010. I samme omgang påpegede Gigtskolen, at det på daværende tidspunkt ville være for uoverskueligt at indhente underskrifterne.
I henhold til Retningslinjer for støtte til folkeoplysning pkt. 2.10.2 skal en aftenskole, der ønsker det forhøjede tilskud til handicapundervisningen, indhente tro- og loveerklæringer, der skal bevidne, at deltagerne er handicappet i forhold til undervisningsemnet. Da Gigtskolen ikke havde indhentet disse erklæringer, ændrede Kultur- og Fritidsforvaltningen som følge heraf Gigtskolens regnskabsopgørelser i perioden fra 2007-2010 til kun at indeholde tilskud til almen undervisning, der støttes med 1/3 af lærerlønsudgiften, hvor handicapundervisning støttes med 7/9, hvilket resulterede i et tilbagebetalingskrav på 4.392.113 kr. Dette blev forelagt Folkeoplysningsudvalget og godkendt i forbindelse med redegørelsen over regnskab for voksenundervisning i 2010 på mødet den 11. oktober 2011.
På møde mellem Gigtskolen og Kultur- og Fritidsforvaltningen den 7. oktober 2011, hvor Gigtskolens økonomi blev drøftet set i lyset af tilbagebetalingskravet, blev følgende handlingsplan aftalt:
- 2011: Skolen vil kunne klare, at de sidste rater tilbageholdes (modregnes), og der vil derefter være et efterbetalingskrav på 3.874.500 kr.
- 2012: Skolens tilskudsgrundlag vil blive reduceret svarende til den korrigerede regnskabsopgørelse for 2010. Der vil grundet det reducerede tilskud være behov for at låne en mio. kr. for at opretholde det eksisterende aktivitetsniveau. Kursuspriserne skal hæves.
- 2013 og frem: Skolen vil være oppe på normalt tilskud og kunne over en 10-årig periode afdrage på tilbagebetalingen såvel som den lånte million.
Behandling af klagepunkter
Ad 1)
I forvaltningens korrektionsberegning af tilskuddet for perioden 2007-2010 var der ikke taget højde for, at Gigtskolen lå inde med de efterspurgte tro- og loveerklæringer for 1. halvår 2007, da der kun var tilsendt to eksempler på, hvordan Gigtskolen havde udfærdiget disse. Der er på efterspørgsel efterfølgende blevet indsendt den ønskede dokumentation.
En korrektion af beregningerne, hvor halvdelen af aktiviteterne (lønudgifter + PEAtimer) svarende til 1. halvår anses for at være handicapundervisning, nedsætter tilbagebetalingskravet vedr 2007 med 416.044 kr. fra 706.911 kr. til 290.867 kr. Det samlede betalingskrav er herefter 3.976.069 kr., hvoraf 517.613 kr. allerede er modregnet i efterårets rater 2011.
Det indstilles derfor, at klagepunktet vedr nedsættelse af tilbagebetalingskravet for 2007 imødekommes, og kravet nedsættes med 416.044 kr.
Ad 2)
Folkeoplysningsudvalget kan, jf. retningslinjerne, fravige kravet om handicaperklæringer, hvor det er åbenbart, at deltagerne er handicappede i forhold til undervisningen i det konkrete emne. En sådan fravigelse fra kravet vil kræve en dispensation, hvilket i dette tilfælde ikke er ansøgt. En dispensation skal indhentes forlods og kan ikke gives efterfølgende.
Det indstilles derfor, at klagen vedr. dette punkt ikke imødekommes, da der ikke er hjemmel hertil.
Ad 3)
Gigtskolen efterspørger muligheden for at indhente handicaperklæringer tilbage til 2007. Lig tilskud til særlige grupper (PEA) skal dokumentation foreligge ved tilmelding/kursusstart for at opnå tilskudsberettigelse. Da dette ikke har været tilfældet, kan kravet ikke opfyldes efterfølgende.
Det indstilles derfor, at klagen vedr. dette punkt ikke imødekommes, da der ikke er hjemmel hertil.
Ad 4)
Af retningslinjernes punkt 2.4.4 fremgår det, at tilskud til leder- og lærerløn fordeles ud fra aftenskolens maksimale løntilskud sidste regnskabsår. PEA-tilskuddet fordeles ud fra en konkret vurdering af det ansøgte beløb ligeledes set i forhold til sidste års regnskabstal. Som bemærkning hertil kan tilføjes, at PEA-tilskuddet altid bliver efterreguleret ved tilskudsafregningen, såfremt foreningen har haft større større eller mindre udgifter i perioden, end de har fået i tilskud, da dette er et personligt tilskud, der ydes efter objektive kriterier og beregnes ud fra det antal deltagertimer, den berettigede person har. Som nævnt under klagepunkt 3 skal underskrevne handicaperklæringer indhentes ved tilmelding eller kursusstart, og disse kan derfor i sagens natur ikke indhentes efterfølgende.
Det indstilles derfor, at klagen vedr. dette punkt ikke imødekommes.
Økonomi
Videre proces
Gigtskolen har med modregning i rater i 2011 tilbagebetalt 517.613 kr. og skal som besluttet på udvalgets møde den 6. december 2011 afdrage restkravet på 3.458.456 kr. over en 10-årig periode fra 2013-2022.