Firmaidrættens anvendelse af faciliteter i Københavns Kommune
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Folkeoplysningsudvalget tager orienteringen til efterretning.
Problemstilling
Forvaltningen orienterede senest på udvalgets møde den 22. april 2017 om Firmaidrættens anvendelse af Københavns Kommunes faciliteter. Udvalget anmodede forvaltningen om yderligere belysning af sagen.
Løsning
Forvaltningen har været i dialog med DBU København med henblik på præcisering af problemstillingen. Det er DBU Københavns antagelse, at firmaidrætten tildeler hjemmebanetider til virksomheder, som ikke er hjemmehørende (ikke har CVR-nummer) i Københavns Kommune på kommunens idrætsfaciliteter i primetime på kunstgræs, hvorved de københavnske idrætsforeninger får tildelt dårligere eller ingen tider.
Forvaltningen har på denne baggrund undersøgt den konkrete anvendelse af banerne, herunder om firmaidrætten på Kløvermarken og Valby Idrætspark har fået tildelt tider i primetime, som københavnske foreninger har søgt, og om der er konkrete ansøgninger, der ikke er imødekommet på grund af firmaidrætten. DBU København har i denne forbindelse oplyst, at man finder det irrelevant om de københavnske klubber har søgt træningstider, da spørgsmålet efter DBU Københavns opfattelse er principielt.
Ifølge Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i København punkt 3.2.g er det kun foreninger, der er hjemmehørende i Københavns Kommune, som kan få tildelt tider på kommunens faciliteter. Afgørelsen, af om en forening er hjemmehørende i Københavns Kommune, beror på en konkret vurdering af medlemmernes bopæl, og hvor aktiviteterne foregår. Foreninger må gerne have enkelte medlemmer, som bor i andre kommuner, og der kan også søges tilskud til disse, hvis de er under 25 år.
Københavns Firmasport og Firmaidræt Storkøbenhavn (Firmaidrætten) er begge godkendt som folkeoplysende foreninger i Københavns Kommune. Begge foreninger optager firmaer fra andre kommuner, men størstedelen af medlemsfirmaerne er hjemmehørende i Københavns Kommune. Alle medlemmer kan deltage i foreningernes 7-mands fodboldturneringer på Københavns Kommunes faciliteter, og der er kampe, hvor to firmaer fra andre kommuner møder hinanden.
Den generelle fordeling af banetider i Valby Idrætspark er foregået efter retningslinjerne for tildeling af tider. Firmaidrætten har dog fortrinsret i forhold til andre foreninger med voksenhold på kunstgræsbane 3 og 4. Dette skyldes primært driftmæssige hensyn. Banerne er delt op i tre, hvor der spilles tre 7-mands kampe på samme tid. Denne store belægning er meget opslidende for naturgræs, og derfor lægges kampene på kunstgræs. Det skal samtidig bemærkes, at hvis foreninger med børnehold efterspørger tider i primetime, som der ikke kan findes plads til på andre baner, gøres der plads til disse på kunstgræsbane 3 og 4 ved at rykke kampstartstidspunktet. Det fremgår af bilag 1, hvilke banetider Firmaidrætten har søgt og fået tildelt i indeværende fordeling. Der er ingen andre foreninger, der har søgt om disse tider som deres 1-3. prioritet.
Fordelingen af banetider på Kløvermarken har i en længere periode taget udgangspunkt i en fast, lokal fordeling. Firmaidrætten eller de øvrige foreninger/forbund har derfor ikke søgt om tider på idrætsanlægget. Firmaidrættens banetider på Kløvermarken fremgår ligeledes af bilag 1. Forvaltningen har ikke modtaget konkrete klager over fordelingen, og det er forvaltningens overordnede vurdering, at tildeling af baner til firmaidrætten har fulgt samme praksis som bruges over for de øvrige forbund og foreninger, der har tider på idrætsanlægget. Forvaltningen justerer løbende fordelingen af banetider på Kløvermarken med udgangspunkt i retningslinjerne for fordeling af tider på kommunens faciliteter.
Københavns Firmasport har oplyst, at man anvender de tildelte tider i Valby Idrætspark i henhold til reglerne for brug af faciliteter i Københavns Kommune. Københavns Firmasport har endvidere oplyst, at det ikke er muligt alene ud fra firmaernes navn og holdleder at afgøre tilknytningen til en bestemt kommune. Navnet på holdet kan være firmaets navn, en lokalafdeling af firmaet eller en forening, der kan være sponsoreret. Uanset navnet kan holdets medlemmer i øvrigt være bosiddende i Københavns Kommune.
Firmaidræt Storkøbenhavn har anført, at flere af de firmaer, DBU København har opgjort som hjemmehørende i andre kommuner, rent faktisk er hjemmehørende i Københavns Kommune. For så vidt angår fordelingen af tider i Valby Idrætspark og på Kløvermarken påpeger Firmaidræt Storkøbenhavn, at alle fire forbund/unioner har tider i primetime, og at alle klubber udtrykte tilfredshed med den endelige fordeling, der blev lavet for Valby Idrætspark i 2016. Firmaidræt Storkøbenhavn anfægter desuden, at foreningen optager banetider, så de lokale klubber ikke kan træne samt at foreningen er skyld i, at DBU København har sene aftenkampe.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Forvaltningen foretager sig på nuværende tidspunkt ikke yderligere.
Mads Kamp Hansen
/Eva Kartholm
Beslutning
Kriterierne for tildeling af faciliteter sendes til udvalget.
Folkeoplysningsudvalgets beslutning på mødet den 12. september 2017:
Indstillingen blev godkendt.