Tilbagekaldelse af godkendelse af hobbybetonede foreninger (udsat sag)
Tidligere beslutninger
Indstilling og beslutning
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Folkeoplysningsudvalget træffer afgørelse om hobbybetonet virksomhed.
Problemstilling
På sit forrige møde besluttede Folkeoplysningsudvalget at definere en række områder som hobbybetonede og i den forbindelse at ophæve godkendelsen af 15 foreningers godkendelse som folkeoplysende forening. I forbindelse med partshøring af foreningerne har fem foreninger gjort indsigelse mod beslutningen. Indsigelserne forelægges udvalget.
Udvalget skal tage stilling til, om indsigelserne ændrer på udvalgets afgørelse.
Løsning
Der er modtaget indsigelser fra fem foreninger i forbindelse med partshøringen af foreningerne. De fem foreninger og deres argumenter er:
1. Lystfiskerklubben Strandkarpen, der fremhæver, at der ikke blot er tale om en fiskeklub, men også en forening, som har planlagte forløb med instruktion særligt for unge medlemmer med henblik på at engagere medlemmerne i arbejdet for at beskytte og forbedre vandmiljøet i Danmark. Foreningen oplyser, at dens fremtidige virke er afhængig af fortsat støtte fra Folkeoplysningsudvalget.
2. Københavns Knivmagerlaug, der fremhæver, at de har planlagte forløb med instruktion. Foreningen får lokaler stillet til rådighed og vil fortsat kunne dette, dog med en lavere prioritet end godkendte folkeoplysende foreninger.
3. Singlerock Mad, der fremhæver, at der udover madlavning behandles fødevarepolitiske emner, ernæringsrigtig og alsidig kost samt sundhed i forbindelse med fødevarer. Foreningen får lokaler stillet til rådighed og vil fortsat kunne dette, dog med en lavere prioritet end godkendte folkeoplysende foreninger.
4. Kantana MC og Valby MC, der fremhæver deres engagement i lokale kulturaktiviteter, og at foreningerne selv har investeret ganske meget i lokalerne. Foreningerne bor til leje hos DSB og har hidtil fået betalt huslejen fuldt ud. Det er meget usikkert, om foreningerne vil kunne fortsætte deres arbejde i de nuværende lokaler.
Forvaltningens bemærkninger
Indsigelserne rummer mere detaljerede aktivitetsbeskrivelser, end det fremgik af sagsfremstillingen på sidste møde. Særligt Lystfiskeklubben Strandkarpen må siges at arbejde aktivt med et samfundsengagement blandt unge. Alle foreningerne anser sig selv som folkeoplysende, uanset om konsekvenserne er store eller små. Det er op til Folkeoplysningsudvalget at træffe beslutning i hvert enkelt tilfælde, om foreningen skal anses for hobbybetonet og dermed ikke længere kan godkendes som en folkeoplysende forening.
Økonomi
Såfremt Folkeoplysningsudvalget stadfæster sin beslutning fra forrige møde, vil tilskuddet, der hidtil er gået til de hobbybetonede foreninger, indgå i rammen til fordeling blandt de godkendte foreninger.
Videre proces
Foreningerne orienteres om Folkeoplysningsudvalget beslutning.