Udviklings- og aktivitetspuljen for aftenskoler
Folkeoplysningsudvalget orienteres om to administrativt behandlede ansøgninger til Udviklings- og aktivitetspuljen for aftenskoler.
Indstilling og beslutning
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Folkeoplysningsudvalget tager de administrative bevillinger på 26.660 kr. til Kalejdoskops projekt “Lær mere dansk” (bilag 1) og 83.310 kr. til projektet "Etablering af aftenskolen Korskolen" (bilag 2) til efterretning.
Problemstilling
Løsning
Kalejdoskop: Lær mere dansk
Kalejdoskop vil med dette projekt udvikle et kursusforløb for en målgruppe, der er fagligt udsat og samtidig falder uden for de eksisterende dansktilbud i Kalejdoskop. Målgruppen er borgere med anden etnisk baggrund end dansk, som typisk har opholdt sig flere år i Danmark uden at modtage egentlig sprogundervisning, herunder kvinder der har gået hjemme i mange år. Målet med kurset er dels at øge kursisternes ordforråd samt styrke deres grammatiske færdigheder og dels at øge kursisternes kendskab til danske samfundsforhold, normer, traditioner og arbejdsmarkedsforhold.
Hvis projektet viser gode resultater, vil Kalejdoskop fremover integrere kurset og den nye målgruppe i sit kursusprogram.
Projektet ligger inden for Udviklings- og aktivitetspuljens andet formål, som er at styrke udviklingen af nye aktiviteter i forhold til målgruppe, form og indhold. Med dette projekt er det netop projektholders mål at udvikle en ny aktivitet for en ny målgruppe, som ikke på nuværende tidspunkt benytter aftenskolens tilbud.
Korskolen: Etablering af aftenskolen Korskolen
Projektholder vil med dette projekt starte en ny aftenskole, Korskolen, der udbyder korundervisning på Østerbro. Korskolen vil koncentrere sig om rytmisk musik udbudt på hold og weekendworkshops. Skolen vil udbyde undervisning på flere niveauer, og der vil på alle korhold være et pædagogisk fokus på at give en god forståelse for rytme og sangteknik samtidig med, at fællesskabet styrkes. Målet med projektet er at etablere en velforankret aftenskole, der udbyder korundervisning inden for rammerne af folkeoplysningsloven.
Projektet ligger inden for Udviklings- og aktivitetspuljens første formål, ”etablering af nye aftenskoler”.
Økonomi
Udviklings- og aktivitetspuljen har et budget på 1.000.000 kr. i 2012.
Rest på budgettet efter bevilling til Kalejdoskop og Korskolens udviklingsprojekter: 412.530 kr. Restbeløbet indgår i omfordelingen på aftenskoleområdet.