Udviklingspuljen for børn og unge
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Folkeoplysningsudvalget giver tilsagn til ansøgningen under punkt 1.
Problemstilling
En forening søger midler til 1. år af et toårigt projekt (bilag 1).
Løsning
1. Crossover
Foreningen Crossover søger en bevilling på 60.000 kr. til 1. år af projektet "Crossover – De Bemandede Legepladser".
Midlerne skal anvendes til løn 42.000 kr., veste med logoer 8.000 kr. og diverse materialer 10.000 kr. (sportsredskaber, bolde, fløjter m.m.).
Tilskuddet fra Udviklingspuljen er lavere end projektets samlede udgiftsbeløb på grund af en egenbetaling fra foreningen samt støtte fra fonde og andre puljer.
Til projektets 2. år (2023) søger foreningen 61.000 kr., og den samlede støtte fra puljen er derfor 121.000 kr. over projektets 2-årige forløb.
Formål og målgruppe
Projektet er et rekrutterings- og udviklingsprojekt med fokus på at udvikle foreningsaktiviteter, som kan tiltrække børn og unge, som ellers ikke deltager i organiserede foreningstilbud.
Crossover vil iværksætte et 2-årigt pilotprojekt hvor de ugentligt understøtter de to bemandede legepladser på hhv. Hulgårds og Degnestavnens legepladser med sportsaktiviteter gennem bevægelse og leg - primært street basketball. Ambitionen er at give børn positive regelmæssige oplevelser og "træning", som skaber glæde og begejstring, og som danner grobund for et fællesskab, hvor sport og bevægelse er drivkraften, og som gør dem nysgerrige på at indgå i andre foreningsfællesskaber, når de bliver ældre. Crossover anfører, at mange af brugerne på de bemandede legepladser er institutionsløse børn og unge eller nydanskere, som alle bruger legepladserne flittigt.
Den langsigtede vision der rækker ud over dette projektforløb: Crossover mener, at deres erfaringer er, at de tiltrækker mange frivillige til projekterne. Især forældre som også er en vigtig aktør i dette. Det er derfor planen, at legepladserne kan overtage projektet eller i bedste fald understøtte hinanden i forankringen efter projekts udløb, så projektet fremover vil kunne stå på egne ben.
Foreningen forventer at kunne rekruttere 60 medlemmer blandt børn og unge samt 8 nye frivillige i løbet af projektets to år.
Varighed
Projektperioden er fra 19. maj 2022 til 08. september 2023.
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at der bevilges 74.000 kr. i støtte til projektets første år.
Økonomi
Udviklingspuljen for børn og unge har i 2022 budget på 4.236.991 kr.
Der er til dette møde indstillet et projekt med et forbrug på 60.000 kr.
Rest på budget efter FOU 19. april 2022 |
4.236.991 kr. |
Indstillet til dette møde |
60.000 kr. |
Rest på budget |
4.176.991 kr. |
Videre proces
Kultur- og Fritidsforvaltningen meddeler ansøger Folkeoplysningsudvalgets beslutning.
Mads Kamp Hansen
/Rikke Lauritzen
Beslutning
Folkeoplysningsudvalgets beslutning på mødet den 11. juni 2022:
Udvalget anmodede forvaltningen om at belyse ansøgningen yderligere.